USA VALG

Her er 21 af de vildeste øjeblikke fra Donald Trumps tid som præsident

Fire år med Donald Trump som USA's præsident gav verden en lang række uforglemmelige øjeblikke - her har vi samlet 21 af dem.

Drengen i den røde trøje var så fokuseret på sin opgave, at han ikke ænsede den højrøstede mand i jakkesættet ved siden af ham.

Græsslåmaskinen skulle køres frem og tilbage på plænen foran Det Hvide Hus i Washington, og det kunne høje tilråb ikke ændre på.

Der er nok mange fortolkninger af billedet i dagens polariserede Washington

Carlos Barria, fotograf

11-årige Frank Giacco, der fulgte en af Washingtons parkmedarbejdere for en dag, havde helt ekstraordinært fået lov til at slå plænen, og pressekorpset i Det Hvide Hus var kort forinden blevet inviteret til at tage billeder af Donald Trump, der ville overraske drengen ude på græsset.

Men drengen lod sig ikke overraske, han fortsatte bare med at slå græs.

Det var først, da Frank Giacco far kom ilende, at græsslåmaskinen blev standset, så præsidenten kunne hilse på drengen.

Episoden fandt sted i 2017, og som så mange andre ting med Donald Trump, kan billedet fortolkes på flere måder.

- Der er nok mange fortolkninger af billedet i dagens polariserede Washington, men for mig er det bare en dreng, der elskede den opgave, han var i gang med, skriver Reuters fotograf Carlos Barria, der tog billedet, i ledsageteksten.

Og sådan er det med rigtig mange af øjebliksbilleder, de seneste fire år har budt på.

De kan fortolkes forskelligt, men de er alle del af et endnu større billede, der fortæller om den mest usædvanlige præsident i nyere tid.

Her har vi samlet nogle af de mest opsigtsvækkende billeder fra Donald Trumps fire år ved magten.

Folkemængden ved indsættelsen

Ifølge Donald Trumps pressetalsmand blev indsættelsen af den nye præsident overværet af det største publikum nogensinde i historien foran Capitol Hill. Donald Trump sagde selv, at der var mindst halvanden million mennesker til stede.

Billedet blev derefter omdrejningspunkt for en voldsom debat om reelle fakta og de 'alternative fakta' som blev luftet af Donald Trump og hans medarbejdere.

Den lysende kugle

Donald Trump havde kun været præsident i få måneder, da han tog på sit første officielle besøg. Æren gik til olienationen Saudi-Arabien, der kritiseres for jævnligt at bryde menneskerettighederne.

Under sit besøg var Donald Trump med til at åbne et nyt center imod religiøs ekstremisme sammen mad Egyptens præsident Abdel Fatah al-Sisi og Saudi Arabiens kong Salman.

Her trykkede de tre statsoverhoveder på en lysende globe for at starte en informationsfilm om det nye center - og (uden at vide det) en eksplosion af memes på internettet.

I forreste række

Donald Trumps første NATO-topmøde foregik i Bruxelles, hvor han kritiserede medlemslandene for ikke at betale nok til alliancen.

USA's præsident var ikke eneste nye deltager - en anden var Montenegros premierminister Dusko Markovic, der netop havde fået sit land optaget.

Da det officielle gruppefoto skulle tages efter topmødet, tog Donald Trump godt fat i skulderen på Dusko Markovic og trak ham til side, så han selv kunne stå i forreste række på billedet.

En lillebitte smule

Donald Trump mente ikke, at kampen mod menneskeskabte klimaforandringer kunne betale sig, og 1. juni 2017 fortalte han, at USA ville trække sig ud af klimaaftalen fra Paris.

Under sit pressemøde i rosenhaven foran Det Hvide Hus, fortalte han pressen, at Parisaftalen alligevel kun ville reducere temperaturen på jorden med "en lillebitte smule".

Han viste, hvor lidt han mente ved at knibe fingrene sammen.

Et direkte kig på solen

At Donald Trump ikke altid lytter til gode råd blev tydeligt, da der var solformørkelse over Washington i august 2017.

Her gav præsidenten sig til at se direkte op i solen, selv om han havde fået udleveret beskyttelsesbriller og der blev råbt "lad være med at kigge".

Et skridt foran dronningen

Donald Trump går gerne forrest, og det viste han helt bogstaveligt talt under et statsbesøg i Storbritannien.

Her mødte han dronning Elizabeth og brød etiketten ved at trænge sig foran den 92-årige monark, mens de to inspicerede æresvagten ved Windsor Castle.

Skæl på Macrons skulder

Frankrigs præsident Emmanuel Macron er en af de statsledere, der har oplevet at blive udsat for særbehandling af Donald Trump. Det skete, da de to mænd stod foran verdenspressen i Det Hvide Hus og der skulle tages billeder.

- Vi har et meget specielt forhold. Lad mig lige fjerne det der stykke skæl. Du har et lille stykke skæl. Vi er nødt til at gøre ham perfekt, sagde Donald Trump, mens han børstede skulderen på sin kollega.

Et stormfuldt topmøde

Under Trumps ledelse blev USA's forhold til landets gamle allierede presset, og under et G7-møde i juni 2018 var forholdet til Tyskland så problemfyldt, at forbundskansler Merkels kontor offentliggjorde et billede fra forhandlingerne, der formentlig skulle fortælle noget om tingenes tilstand.

På billedet ses Donald Trump sidde tilbagelænet og afvisende, mens flere verdens ledere ser ud til at forsøge at få ham til at ændre mening.

Nordkoreansk honnør

I juni 2018 gjorde Donald Trump atter en gang noget, som ingen amerikansk præsident havde gjort før ham. Han mødtes med Nordkoreas leder i Singapore i et forsøg på at få Nordkorea til at opgive sine atomvåben.

Billeder fra nordkoreansk tv viste efterfølgende, hvordan den begejstrede præsident, der aldrig selv har været soldat, gjorde honnør for en af Kim Jong-uns generaler.

Med Kim over grænsen

Efter to topmøder, der ikke førte nogen konkrete aftaler med sig, var forholdet mellem Donald Trump og Nordkoreas diktator Kim Jong-un blevet så varmt, at den amerikanske præsident blev inviteret ind i Nordkorea - men kun nogle få skridt.

Det skete ved den demilitariserede zone på grænsen mellem Nord- og Sydkorea, men heller ikke dette møde fik Kim Jong-un til at opgive sine atomvåben.

Papirhåndklæder til de heldige

Da orkanen Maria efterlod sig 3000 omkomne og massive ødelæggelser i Puerto Rico, hævdede Donald Trump først, at skaderne var overdrevne.

Dernæst skiftede præsidenten dog mening og tildelte området økonomisk hjælp. Han rejste også selv til Puerto Rico nogle uger efter orkanen og delte ruller med papirhåndklæder ud til ofrene.

- Jeg er det bedste, der nogensinde er sket for Puerto Rico, sagde han efterfølgende på en pressekonference.

Båden i baghaven

Da North Carolina blev hærget af den kraftige orkan Florence i sensommeren 2018 besøgte Donald Trump byen New Bern for at tale med ofrene.

Der lå en båd i baghaven ved et af de ødelagte huse, hvor beboerne havde mistet alt. Her talte Donald Trump husejeren, og han syntes tilsyneladende det var passende, at fyre en vittighed af.

- I det mindste fik du da en flot båd ud af det, sagde præsidenten til ejeren af det ødelagte hus.

Fastfood i Det Hvide Hus

Donald Trump beviste sin evne til at tænke "ud af boksen" i vinteren 2019, da alle offentlige ansatte i USA's føderale system var sendt hjem.

Præsidenten skulle være vært for et arrangement med fodboldholdet Clemson Tigers, og da der ikke kunne laves mad på traditionel vis, endte det med, at fodboldspillerne fik serveret fastfood.

De offentligt ansatte var i øvrigt hjemsendt, fordi der ikke kunne opnås politisk enighed om et budget, hvor Donald Trump havde krævet 5,7 milliarder dollars til en grænsemur mod Mexico.

Trump og afroamerikanerne

At USA har en udfordring med en ulmende vrede hos en del af landets sorte, stod allerede klart i begyndelsen af 2020. Her inviterede Donald Trump sorte tilhængere til bøn 27. februar for at vise sine vælgere, at han også havde opbakning fra denne befolkningsgruppe.

Tilhængerne var blandt andre basketballspilleren Terrence Williams, forfatteren Angela Stanton og bloggerne Diamond and Silk.

Senere på året blev USA ramt af de voldsomste uroligheder i over 50 år på grund af flere tilfælde af politivold mod sorte.

Med Bibelen i hånd

I juni 2020 var Washington D.C. ramt af uroligheder efter politiets drab på den sorte amerikaner George Floyd.

Under urolighederne forsøgte nogen at sætte ild på St. Johns kirke et kort stykke fra Det Hvide Hus.

Donald Trump benyttede lejligheden til at lade politiet rydde en fredelig demonstration af vejen med tåregas, så han kunne spadsere hen til kirken for at få taget et foto af sig selv med en Bibel i hånden.

Smittet med coronavirus

Den pandemi, der kom til at tage livet af 402.000 amerikanere i Donald Trumps regeringstid ramte også ham selv i begyndelsen af oktober 2020.

Præsidenten var kortvarigt indlagt med covid-19, men han var dog ikke mere syg, end at han tog en hurtig køretur fra Walter Reed Hospial og ud blandt sine tilhængere.

Han blev efterfølgende kritiseret for at have bragt sine sikkerhedsfolk i fare på grund af smitte.

Det blanke papir

Efter Donald Trump blev smittet med coronavirus, gjorde han et stort nummer ud af at fortælle amerikanerne, at han fortsatte med at arbejde trods sygdommen.

Mens han var indlagt på militærhospitalet Walter Reed sendte hans datter Ivanka ovenstående billede ud på Twitter, hvor hun skrev, at faderen arbejdede ubønhørligt for det amerikanske folk.

Papirerne på billedet ser dog ud til at være blanke, og et lignende billede, hvor Trump også ser ud til at arbejde hårdt - men bag skrivebordet i et andet lokale - er taget blot 10 minutter efter dette.

Superspredning

På trods af, at Donald Trump selv blev syg med covid-19, afholdt det ham ikke fra at samle store folkemængder under valgkampen mod Joe Biden.

Masker og afstand var et særsyn under vælgermøderne, og ifølge et studie fra Stanford University var de skyld i mindst 30.000 tilfælde af covid-19.

Taberen på golfbanen

Præsidentvalget i november endte med et nederlag til Donald Trump. Et nederlag, han endnu ikke har erkendt.

Den dag samtlige toneangivende amerikanske medier rapporterede, at Joe Biden nu havde stemmer nok til at sejren var sikker, befandt Donald Trump sig på golfbanen.

Det gjorde han i øvrigt 298 af de dage, han var præsident, ifølge hjemmesiden Trump Golf Count.

Grænsemuren

Et af Donald Trumps helt store valgløfter i 2016 var at bygge en mur mod Mexico.

Efter fire år er muren stadig ikke bygget helt færdig, men det forhindrede nu ikke Donald Trump i at fejre sin egen indsats.

Det skete 12. januar 2021, hvor han under et besøg i Texas personligt signerede en mindeplade på muren, så eftertiden ikke glemmer, hvem der byggede den.