USA VALG

Donald Trump benåder Steve Bannon

Præsidentens tidligere rådgiver er blandt de allersidste navne, der får præsidentens benådning.

Rådgiveren Steve Bannon, der var Donald Trumps chefstrateg og en central person i Trumps valgsejr i 2016, er med på listen over Trumps benådninger.

Det fortæller flere amerikanske medier, blandt andre New York Times og nyhedsbureauet Reuters.

Steve Bannon forlod Det Hvide Hus allerede i 2017 efter uenigheder med præsidenten.

Han blev anholdt i august 2020, sigtet for at have svindlet med indsamlede penge, der skulle betale en del af Donald Trumps grænsemur. Han er aldrig blevet dømt i sagen, og den præsidentielle benådning betyder, at han fremover er beskyttet mod at blive straffet i sagen.

Sagen handler om kampagnen "We build the wall" (Vi bygger muren), der indsamlede op mod 25 millioner dollars fra private amerikanere. Indsamlingen blev sat i gang på et tidspunkt, hvor præsidenten havde svært ved at skaffe de nødvendige offentlige bevillinger til byggeriet.

Gruppen bag indsamlingen, blandt dem Steve Bannon, lovede, at alle de indsamlede penge skulle gå til byggeriet. Men ifølge anklagemyndigheden brugte de en betydelig del af pengene på private formål.

Steve Bannon har nægtet sig skyldig, og retssagen mod ham skulle være startet i maj.

Forsinkede listen

Ifølge New York Times var der tvivl til det sidste om, hvorvidt Steve Bannon skulle inkluderes på listen over benådninger.

Diskussionerne om hans navn skulle ifølge avisens oplysninger have forsinket færdiggørelsen af listen flere timer, fordi flere rådgivere i Det Hvide Hus var imod ideen.

Men Trump og Bannon har for nylig genoplivet deres forhold, da Trump søgte støtte til sine påstande om valgsvindel. Ifølge New York Times talte de to sammen i telefon tirsdag, hvor Bannon kom med en sidste appel til præsidenten om at blive benådet.

Lyn-analyse

Præsident Trump har været enormt i tvivl om, hvorvidt han skulle benåde Steve Bannon. På den ene side var han hovedarkitekten bag Trumps valgsejr i 2016, på den anden side røg han senere ud af Det Hvide Hus med et brag.

Og det, som Bannon er anklaget for, er rent politisk en speget sag for Trump.

Benådningen kan være et fingerpeg om, hvor Trump ser sin fremtid i Det Republikanske Parti. Det peger mere i Bannons retning end i Mitch McConnells retning – altså mere mod den radikale højrefløj end mod partiets establishment.

Steve Bannon blev den sidste i rækken af fremtrædende politiske allierede, som Trump har benådet.

Kort inden jul benådede Trump sin tidligere kampagnechef Paul Manafort, tidligere rådgiver Roger Stone, tidligere national sikkerhedsrådgiver Michael Flynn og tidligere rådgiver George Papadopoulos. De fire personer spillede centrale roller i den Rusland-undersøgelse, der så nærmere på russisk indblanding i præsidentvalget i 2016.

Det Hvide Hus meddeler i en pressemeddelelse, at den seneste liste med benådninger omfatter 143 navne. Heraf er 73 fuldstændige benådninger, mens 70 andre har fået nedsat deres straf.