USA VALG

Trump takker af fire timer inden Bidens indsættelse

Trump har indbudt medarbejdere og støtter til at sige farvel onsdag morgen - militæret bidrager tilsyneladende kun modvilligt.

Den afgående præsident Donald Trump har sendt invitationer ud til en sidste farvelhøjtidelighed onsdag morgen klokken otte – fire timer før efterfølgeren Joe Biden bliver indsat som ny præsident.

Trump har inviteret udvalgte medarbejdere og tilhængere til Joint Base Andrews lige udenfor Washington for at sige farvel, før han letter på sin sidste tur med det præsidentielle fly Air Force One.

Flyet skal bringe ham til Florida, hvor han skal bo fremover.

Ceremonien på Joint Base Andrews forventes at få et vist militært indhold, med en parade i stil med den, der holdes for udenlandske statsoverhoveder på officielt besøg. Blandt andet er der tale om en 21 skuds kanonsalut.

Men ifølge tidsskriftet Defense One, der dækker det amerikanske militær, bliver det ikke en afskedsparade med fuld militær honnør – som det ellers har været en tradition lige siden præsident Ronald Reagan.

Anstrengt forhold

Defense One skriver, at Pentagon ikke har planlagt nogen farvelhyldest, og ser det som reaktion på den seneste tids anstrengte forhold mellem Pentagon og præsidenten.

For en uge siden tog de otte medlemmer af Joint Chiefs of Staff, USA’s øverste militære ledelse, det usædvanlige skridt at skrive et åbent brev til alle medlemmer af det amerikanske militær, hvor de tog afstand fra angrebet på den amerikanske Kongres.

I brevet understregede de, at militærets loyalitet altid skal ligge hos landet og forfatningen og den lovligt valgte præsident.

- 20. januar bliver Joe Biden, i overensstemmelse med forfatningen, indsat som ny præsident og bliver nummer 46 i rækken af vores øverstkommanderende, pointerede brevet.

For fire år siden blev Donald Trumps indsættelse som præsident markeret ved en militærparade i Washington. Hans farvel til hovedstaden bliver også en parade, men i mindre skala.

Vicepræsident Mike Pence har de seneste dage været på flere besøg hos militæret for at sige farvel på regeringens vegne, en formel opgave som den siddende præsident normalt ville tage sig af.

Ifølge Washington Post har Mike Pence deltaget i militære briefinger om sikkerheden ved Joe Bidens præsidentindsættelse og besøgt Nationalgardens soldater, der er indsat ved Kongressen. I weekenden har han også været på farvelbesøg på baser i Californien og New York – besøg, som oprindeligt var planlagt til at blive foretaget af Donald Trump.

Lige før indsættelsen

Indbydelsen til Donald Trumps tidlige farvel onsdag morgen indeholder ikke mange detaljer om programmet, skriver The Guardian.

Men invitationen understreger dog, at alle deltagere skal bære mundbind – og at de til gengæld ikke må medbringe våben, ammunition, sprængstoffer, laserlys eller legetøjsvåben.

Lyn-analyse

Donald Trump kom til Washington som oprørsleder og forlader byen fire år senere som paria og ekspræsident.

Trump er en menneskelig molotovcocktail; personificeringen af et opgør med det politiske etablissement.

At Trump ikke var elsket af eliten i Washington, fik han at føle i sine fire år på posten.

Det store spørgsmål er, om der rent faktisk bliver tale om et ”farvel” til Trump eller snarere et ”på gensyn”. Det vil tiden vise.

Men én ting er ret sikkert: Man kan tage Trump ud af Washington, men Trumps fingeraftryk på amerikansk politik vil fortsat være mærkbart i Washington.

Flyveturen med det præsidentielle fly Air Force One bliver Trumps sidste. Flyet står til hans disposition indtil klokken 12 middag, hvor Joe Biden bliver indsat. Hvis Trump havde deltaget i indsættelsen, og først var fløjet til Florida bagefter, så skulle han – ifølge protokollen – have bedt Joe Biden om lov til at låne flyet.

Han forventes at lande i Florida blot en time inden Joe Bidens indsættelse, hvilket har ført til spekulationer om, at han vil holde en tale eller pressekonference i lufthavnen efter landing. Det kunne give ham en mulighed for at komme til orde i tv, netop som Joe Biden er på vej til at blive taget i ed.