USA VALG

Trump har seks muligheder efter livet som præsident

Tv-stjerne, kongemager eller flygtning? Få overblikket over Trumps muligheder efter præsidentskabet.

Efter 1462 dage er det slut.

Donald J. Trump har haft sin sidste dag bag skrivebordet i Det Ovale Kontor i Det Hvide Hus som USA's øverste leder.

Han bliver erstattet af demokraten Joe Biden, der onsdag bliver taget i ed som landets 46. præsident.

Trump har valgt at boykotte sin efterfølgers indsættelsesceremoni som den kun fjerde præsident i historien, og han slutter dermed sin tid på posten lige så uortodokst og kontroversielt, som store dele af hans præsidentskab har været kendetegnet ved.

Det store spørgsmål er, hvad skal han nu?

Kun én ting er sikkert: Efter 20. januar 2021 kommer han til at være ekspræsident Trump.

- I forhold til Trump kan man ikke bare kigge på, hvad ekspræsidenter plejer at gøre. Du kan smide alle historiebøgerne ud af vinduet, og du kan kaste historikere som mig samme vej, har David Pietrusza, historiker og forfatter bag flere bøger om præsidentembedet, udtalt.

Sammen med USA-analytiker Mirco Reimer-Elster vil TV 2 alligevel gøre forsøget og give svar på de muligheder, som Donald Trump har nu, og hvor realistisk de forskellige scenarier er.

1) Genopstiller i 2024

Kommer Trump på valg igen?

Det er kun sket én gang tidligere i historien, at en siddende amerikansk præsident har tabt et valg for så at genvinde magten fire år senere. Det var Grover Cleveland i slutningen af 1800-tallet. Så selvom det er sjældent, er det ikke umuligt.

Spørgsmålet er, om Donald Trump overhovedet har lyst til at være præsident igen til den tid. Det er trods alt hårdt arbejde, og ved valget i 2024 vil han være 78 år og i så fald blive den ældste valgte præsident nogensinde.

Men Trump er stadig populær og en vigtig stemme i store dele af Det Republikanske Parti. Ved valget i november fik han 74 millioner stemmer, det næsthøjeste antal stemmer af en præsidentkandidat nogensinde.

Trump har ikke villet erkende sit nederlag, men stædigt fastholdt, at sejren blev stjålet fra ham. Det kan motivere ham til at genopstille for at slette titlen som one term præsident fra sit eftermæle.

Der er dog den ubekendte, at Kongressen i forbindelse med den nuværende rigsretssag mod Trump kan vælge at blokere ham fra at kunne genopstille, hvis han bliver dømt.

  • Mirco Reimer-Elster: Alene det, at det diskuteres, er bemærkelsesværdigt. Normalt er historikken, at one term præsidenter forsvinder. Men Trump har fået skabt en martyrfortælling om sig selv. Så selvom forløbet siden november har svækket hans position i partiet, har det samtidig været med til at forstærke hans greb om dele af vælgerne.
  • Sandsynlighed:

2) Styrer sin efterfølger frem

Donald Trump og datteren Ivanka.

Hvis Trump ikke selv vil genopstille i 2024, kan det tænkes, at han vil bruge sin magt i Det Republikanske Parti til selv at føre sin ønskede efterfølger frem.

Det kunne for eksempel være sønnen Donald Trump Jr. eller datteren Ivanka Trump, som begge er blevet spået en mulig fremtid i amerikansk politik.

Manøvren vil sikre, at Trump-navnet lever videre, og Donald Trump vil holde sig selv relevant, selvom han ikke selv sidder som øverstkommanderende i Det Hvide Hus.

Selv hvis det ikke bliver i familien, kan Trump få stor betydning for, hvem der bliver republikanernes næste præsidentkandidat.

  • Mirco Reimer-Elster: Jeg tror, han mister en del af interessen, hvis ikke det handler om ham selv. Men det vil sikre, at det stadig er ham, der sidder og trækker i trådene, og særligt hvis en af hans børn stiller op, tror jeg stadig, han vil bruge en del krudt på det. Hvis Trump selv er blevet diskvalificeret, faldet det dog lidt til jorden, for så vil hele Trump-brandet være amputeret.
  • Sandsynlighed:

3) Får sin egen (medie)platform

Trump har brugt for et talerør.

Under hele sin præsidentperiode har Donald Trump ført krig mod de amerikanske medier. Han har beskyldt dem for at være farvede og bringe urigtige oplysninger om ham - fake news - mens de ikke har været gode nok til at fortælle om hans politiske resultater.

Længe har den konservative tv-kanal Fox News været hans foretrukne medie både at se og at udtale sig i. Men også store dele af Fox News er efterhånden faldet i unåde hos Trump.

I stedet har han opfordret sine tilhængere til at få deres nyheder fra to andre konservative medier, One America News Network (OANN) eller Newsmax.

Som præsident har det for Trump været helt afgørende at kunne kommunikere til offentligheden uden mediernes filter. Han har været særdeles aktiv på det sociale medie Twitter, men efter angrebet på Kongressen 6. januar blev hans konto slettet, og Trump mistede sit talerør til 88 millioner følgere.

Også andre sociale medier har i større eller mindre grad blokeret Trump, og det kan motivere ham til at skabe sin egen medieplatform, hvor han vil have ubegrænset og uhindret taletid. Det kan enten ske ved at starte fra bunden eller opkøbe et allerede eksisterende medie og gøre det til 'Trump Media'.

Trump har samtidig stor erfaring som tv-stjerne fra 14 sæsoner af realityprogrammet 'The Apprentice', der gjorde ham både rig og landskendt.

  • Mirco Reimer-Elster: Hele forudsætningen for, at han kan forblive relevant er, at han har en platform til at tale til os. Så det kommer til at ske lige meget hvad. Spørgsmålet er, om det bliver hans egen, eller om han bare kommer til at kunne ringe ind og få taletid på eksempelvis One America News. Der skal nok være nogen, der kan se, at Trump er en god forretning.
  • Sandsynlighed:

4) Genopstår som forretningsmand

Mon Trump vil tilbage i direktørstolen?

Modsat mange ekspræsidenter har Donald Trump faktisk et job, der står og venter på ham.

Trump er ikke en traditionel levebrødspolitiker og var, inden han gik ind i politik, gennem årtier en højtprofileret forretningsmand.

For at undgå interessekonflikter som landets præsident har det ikke været tilladt for ham at drive sin forretning videre. I stedet overlod han kontrollen til sine to ældste sønner og helligede sig præsidentembedet.

Konglomeratet Trump Organization driver omkring 500 virksomheder, herunder forskellige hoteller i mange lande, ejendomme og golfbaner. Men det fulde omfang af koncernens virke er ukendt.

Donald Trump har afvist at offentliggøre sin selvangivelse, hvilket kunne afsløre en række centrale oplysninger om finanserne.

Kort før valget offentliggjorde avisen New York Times dog Trumps skattepapirer. De tegnede et billede af en forretning, der ikke ligefrem har været veldreven.

  • Mirco Reimer-Elster: Jeg tror, han fortsætter som forretningsmand. Især hvis det er rigtigt, at hans økonomi ikke er så super god. Men jeg tror også, at han bliver nødt til at omlægge forretningen, for Trump-brandet er ikke lige så attraktivt længere, efter at han er blevet en så polariserende figur.
  • Sandsynlighed:

5) Trækker stikket

Der bliver mere tid til golf nu.

Efter fire år med møder, daglige briefinger, officielle besøg og tunge politiske beslutninger kan det også være, at Trump bare trænger til at trække stikket.

Mange ekspræsidenter vælger netop denne løsning og har brugt tiden på at skrive bøger og holde foredrag.

Donald Trump har allerede flyttet sine ting til sit resort Mar-a-Lago i solrige Florida, hvor han vil kunne nyde sit otium og have masser af tid til yndlingsbeskæftigelsen, golf.

Samtidig er han som ekspræsident sikret en masse fordele i form af Secret Service-beskyttelse, et personalebudget samt en årlig pension i omegnen af 1,35 millioner kroner.

For mange mennesker vil det sikkert lyde som en udmærket måde at tilbringe de kommende år.

  • Mirco Reimer-Elster: Det scenarie kan jeg slet ikke forestille mig. Du taler om en mand, der er født i en privilegeret position, altid har været i offentlighedens søgelys, og som tydeligvis nyder det.
  • Sandsynlighed:

6) Flygter til udlandet

Vil Trump leve i eksil?

Under valgkampen sagde Trump selv, at han kunne blive nødt til at forlade landet, hvis han tabte til Joe Biden. Men det var vist mest ment som en joke.

Det kan dog blive et scenarie for ham, hvis der efter præsidenttiden bliver rejst sigtelser mod ham, som kan risikere at sende ham bag tremmer, har tidligere vicepræsident i The Trump Organization Barbara Res vurderet over for CNN.

Blandt andet er Trump og hans økonomiske foretagender under efterforskning i delstaten New York.

Spørgsmålet er så, hvor Donald Trump i sådan et scenarie ville vælge at rejse hen.

  • Mirco Reimer-Elster: Jeg vil ikke afvise det kategorisk, men det er ikke særlig sandsynligt. Det er meget muligt, at Trump eller hans organisation bliver dømt for noget, og så vil det helt afhænge af eventuelle juridiske konsekvenser, hvis vi skal se det tilfælde, at han vil flytte. Det vil være bemærkelsesværdigt.
  • Sandsynlighed: