USA VALG

FBI frygter ekstremistiske soldater forud for Bidens indsættelse

Joe Biden indsættes som USAs 46. præsident onsdag 20. januar.

Som led i sikkerhedsindsatsen forud for Joe Bidens indsættelse udfører myndighederne baggrundstjek på de medlemmer af Nationalgarden, der skal holde vagt.

Soldaterne bliver tjekket for forbindelser til ekstremistiske eller andre voldelige grupper i et forsøg på at minimere risikoen for, at der skal opstå uro under indsættelsen.

Det skriver The Washington Post.

Bekymringen om interne trusler er blevet intensiveret, efter det er kommet frem, at der var mindst to soldater og flere betjente blandt oprørerne, der stormede Kongressen 6. januar.

TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz befinder sig i øjeblikket i Washington D.C., og han kan bekræfte, at alle, der nærmer sig Capitol Hill, bliver "trippeltjekket af Secret Service".

- Det gælder også os journalister. Både medlemmer af Nationalgarden og de betjente, der bevogter Capitol Hill, bliver tjekket. Det er i sig selv ikke usædvanligt, men de bliver altså tjekket ekstra grundigt, siger han.

Han tilføjer, at hvis der findes tegn på, at der er personer, der har været til stede under urolighederne, så kan vedkommende se frem til en øjeblikkelig fyreseddel.

Mere end 21.000 tropper har indtaget Washington D.C.

Ifølge The Washington Post indtog mere end 21.000 nationalgarder mandag den amerikanske hovedstad.

Det er forsvarsministeriet og FBI, der står bag de mange screeninger af deltidssoldaterne, der skal være med til at sikre lov og orden ved indsættelsen.

- Vi har ikke nogen konkrete beviser på en intern trussel, men vi 'vender alle sten' for at sikre vores hovedstad, lyder det fra USAs fungerende forsvarsminister, Christopher Miller.

Efter de dødelige optøjer ved Kongressen har der været en frygt for løbende uroligheder i hele landet, men de er endnu udeblevet.

Nerverne sidder helt uden på tøjet

I Washington D.C. er man ifølge TV 2s-USA korrespondent Jesper Steinmetz ikke i tvivl om, at hele byen er på stikkerne i disse dage.

- For det første er det fuldstændig usædvanligt at se så mange væbnede soldater i gaderne. Selv små, hurtige bevægelser kan føre til, at vi som journalister bliver stoppet og bedt om at vise legimitation, siger han og fortsætter:

- Nerverne sidder virkelig helt uden på tøjet. De tjekker hellere én gang for meget end én gang for lidt.

I 2020 modtog Pentagon ifølge The Washington Post 143 notifikationer om strafferetssager blandt nuværende og tidligere medlemmer af Nationalgarden. Heraf var 68 ekstremismerelaterede efterforskninger hos FBI.