Navalnyj varetægtsfængslet i 30 dage
Oppositionspolitikeren blev fængslet søndag aften, da han forsøgte at rejse ind i Rusland fra Tyskland.
En russisk domstol har mandag forlænget fængslingen af oppositionslederen Aleksej Navalnyj.
Navalnyjs medarbejdere oplyser til nyhedsbureauet AFP, at han er blevet varetægtsfængslet i 30 dage.
Navalnyj blev fængslet søndag aften, da han rejste ind i Rusland.
Det er første gang, at han er tilbage i sit hjemland, efter at han i august blev udsat for et nervegiftangreb i Rusland og siden fik behandling i Tyskland.
Navalnyj anklager den russiske sikkerhedstjeneste FBS for at stå bag attentatforsøget.
- En hån mod al retfærdighed
Tidligere mandag sagde Aleksej Navalnyj, at den behandling, som han har fået efter sin hjemkomst til Moskva, er "en hån mod al retfærdighed".
Udtalelsen kom, efter at der i al hast blev gennemført et retsmøde med Navalnyj på en politistation nær Moskvas lufthavn.
Navalnyj er anklaget for at have forbrudt sig mod betingelserne i en betinget dom for underslæb.
Oppositionslederen opfordrede ved mandagens retsmøde til, at dørene skulle åbnes for alle journalister.
Omkring 100 mennesker – overvejende journalister – var samlet i sneen uden for bygningen, hvor retsmødet fandt sted.
Kofod: - Helt grotesk
Flere EU-lande og USA forlanger, at Navalnyj bliver løsladt.
Også den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), fordømmer anholdelsen.
- Det er selvfølgelig helt grotesk. Det er en mand, der repræsenterer en demokratisk opposition. Og en meget modig mand, der forsøgte at vende tilbage til Rusland, hvor han blev forsøgt dræbt, siger Jeppe Kofod til TV 2.
Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, siger, at Rusland må respektere sin egen forfatning, og at Navalnyj øjeblikkeligt bør sættes på fri fod.
Maas udtaler, at det er fuldstændigt uforståeligt, at Navalnyj blev anholdt umiddelbart efter sin ankomst til Moskva.
Den tyske udenrigsminister fastslår, at Tyskland ligesom andre EU-lande forventer, at Rusland gør alt, hvad det kan, for at få opklaret alle omstændigheder omkring giftangrebet på Navalnyj, og at gerningsmændene stilles til ansvar.
EU bør drøfte Navalnyj
De baltiske EU-lande har anmodet EU's udenrigsministre om at drøfte Navalnyj-sagen ved et udenrigsministermøde næste mandag med henblik på flere sanktioner mod Moskva.
- Det er vores mål at føre en konkret diskussion om mulige sanktioner, som EU kan indføre på grund af tilbageholdelsen af Navalnyj, siger Litauens udenrigsminister, Gabrielius Landsbergis.
Ruslands føderale fængselsmyndighed siger, at Navalnyj vil være tilbageholdt, indtil en domstol har taget stilling til hans sag.