Udland

Putin-kritiker tilbageholdt i lufthavn i Moskva

Navalnyj forlod Tyskland søndag eftermiddag, men kort inden flyet skulle lande, skiftede det kurs.

Kreml-kritikeren og oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj er blevet tilbageholdt i lufthavnen i Moskva søndag aften.

Det skete i paskontrollen kort tid efter, at han landede i Rusland efter et længere ophold i Tyskland.

Direkte video, der blev delt via Youtube, viste Navalnyj forlade flyet og tage en shuttlebus til selve lufthavnen efter landing. I lufthavnen gav han de mange journalister, der også havde været ombord på flyet, et par citater.

- Jeg er ikke bange. Jeg ved, jeg har ret, og jeg ved, at alle straffesagerne imod mig er fabrikerede, lød det ifølge Ritzau fra Aleksej Navalnyj ved ankomsten i Moskva.

Navalnyj's hustru er set vente på bagage kort tid efter, oppositionspolitikeren blev tilbageholdt.

Skulle være landet 17.45

Han skulle være landet i Vukovo-lufthavnen i Moskva omkring klokken 17.45, men flyet tog en anden rute kort inden det planlagte landingstidspunkt. Det fremgik af Flightradar24, der kortlægger flyruter.

Billedet viser, at flyet med Navalnyj ombord, omlagde ruten, inden det skulle have landet.

I stedet landede politikeren i Sjeremetjevo-lufthavnen, der ligger i en anden del af den russiske hovedstad, omkring klokken 18.30 dansk tid.

Den uafhængige russiske tv-kanal Rain TV kaldte det ”en mærkelig manøvre”.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at lufthavnen, hvor Navalnyj oprindelig skulle være landet, er blevet lukket.

- Flyet skulle være landet i en lufthavn ved den sydvestlige del af Moskva, og det er nu meldt ud, at lufthavnen er lukket, forklarer Frederikke Ingemann, TV 2s internationale korrespondent.

Hvad der ligger til grund for omdirigeringen er endnu uvist.

Forlod Tyskland efter forgiftning

Navalnyj forlod Tyskland tidligere søndag, hvor han har været i behandling, efter han blev forgiftet med nervegiften novitjok sidste år.

Russisk politi ventede på Navalnyj i lufthavnen i Moskva og havde inden hans ankomst ryddet venteområdet for politikerens støtter. Ifølge nyhedsbureauet Reuters blev ”adskillelige” fjernet.

Flere af støtterne forventede, at Navalnyj ville blive anholdt, skrev The Guardians korrespondent, Andrew Roth, på Twitter omkring en time før, han skulle have landet.

Korrespondenten har også taget et billede af de betjente med hjelme, der stod klar.

EU-præsident Charles Michel kalder tilbageholdelsen af Putin-kritikeren Aleksej Navalnyj "uacceptabel" og kræver, at myndighederne løslader ham omgående. Det skriver han på Twitter.

Den danske udenrigsminister Jeppe Kofod (S) kommenterer også sagen på Twitter:

- Tilbageholdelsen af Navalnyj i Rusland er lige så forudsigelig, som den er uacceptabel. Jeg opfordrer til, at han bliver løsladt omgående.