Udland

Forgiftede Navalnyj risikerer anholdelse, når han lander i Rusland

Oppositionslederens planlagte tilbagevenden til Rusland søndag sætter Kreml i et svært dilemma, vurderer flere analytikere.

Den russiske oppositionsleder og Putin-kritiker, Aleksej Navalnyj, vender efter planen søndag tilbage til Rusland efter attentatforsøget mod ham i august.

De ønskede virkelig ikke at se ham vende tilbage. Nu går de i panik

Journalist og politisk iagttager Anton Orekh

44-årige Navalnyj blev forgiftet med den dødelige nervegift Novichok under en rejse i Rusland. Navalnyj blev i hast fløjet til Berlin i Tyskland for at blive behandlet.

Der er stærke indicier på, at den russiske efterretningstjeneste stod bag attentatet, men Kreml afviser alle anklager.

Nu føler Navalnyj sig rask nok til at vende tilbage til Rusland, siger han i en offentliggjort videooptagelse:

- I morges, da jeg lavede min rutinetræning, som jeg har lavet i flere måneder, slog det mig, at jeg er næsten rask, og jeg kan komme til hægterne derhjemme.

Her drikker Aleksej Navalnyj ifølge en medpassager en kop te i lufthavnen inden afgangen til Moskva. Kort tid efter fik han det dårligt på flyet.

Vil anholde Navalnyj

Når Navalnyj senere søndag lander i Rusland, er der stor sandsynlighed for, at han bliver anholdt, fortæller TV 2s internationale analytiker, Frederikke Ingemann:

- Fængselsvæsnet i Rusland har allerede været ude og sige, at de føler sig forpligtet til at anholde ham. De mener, at han ikke har overholdt nogle betingelser i forbindelse med en tidligere dom.

Oppositionslederens planlagte tilbagevenden til Rusland sætter Kreml i et svært dilemma. Det vurderer flere analytikere.

På den ene side risikerer præsident Vladimir Putin at se svag ud, hvis han blot lader Navalnyj komme tilbage uden en straf.

På den anden side kan en langvarig fængselsdom til Navalnyj yderligere ødelægge Putins ry globalt. Det mener politisk analytiker Tatjana Stanovaja.

- Der findes ikke en god beslutning her, men en eller anden form for beslutning må der tages, siger Stanovaja, som blandt andet er tilknyttet tænketanken Carnegie Moscow Center.

En direkte udfordring af Putin

Analytikere ser hans tilbagevenden som en direkte udfordring af Putin, som de senere år har oplevet dalende popularitet.

Flere ser endda Navalnyj som en potentielt vigtig politisk faktor ved parlamentsvalget senere i år, selv om der hersker en vis usikkerhed om, hvor stor hans popularitet egentlig er.

- De ønskede virkelig ikke at se ham vende tilbage. Nu går de i panik, siger journalist og politisk iagttager Anton Orekh med henvisning til den russiske regering.

Ifølge Tatjana Stanovaja fra Carnegie Moscow Center overvejer de nu, hvordan de kan mindske Navalnyjs politiske indflydelse i Rusland.

De kunne for eksempel forsøge at erklære ham som "udenlandsk agent" i henhold til lovgivningen, der begrænser personer, som får økonomisk støtte uden for Rusland.

- Jeg har en fornemmelse af, at Kreml er ved at blive træt af disse spil. Konfrontationen med Navalnyj har været i gang for længe, siger Stanovaja.

Navalnyj har opfordret russere til at dukke op i lufthavnen i Moskva, når han søndag vender hjem.