USA VALG

Trumps inventar er på vej ud af Det Hvide Hus

Joe Biden har bedt om en grundig rengøring af embedsboligen før indflytning på grund af bekymringer om coronasmitte.

Flyttekasserne kom allerede onsdag.

En hvid lastbil rullede op foran den kontorbygning, der er nabo til vestfløjen på Det Hvide Hus, og fragtfolkene begyndte at køre palle efter palle med flade usamlede papkasser ud af lastrummet.

Kort efter kunne man se folk bære kasser og inventar ud fra vestfløjen, hvor Donald Trump formelt har kontor ind til 20. januar, hvor Joe Biden indsættes som USA's præsident.

Papkasserne ankom, samme dag som politikerne i Repræsentanternes Hus besluttede, at der skal føres en ny rigsretssag mod Donald Trump, efter at hans tilhængere stormede parlamentet på Capitol Hill 6. januar.

Med under en uge til indsættelsen af Joe Biden er flytningen således gået i gang, selvom Donald Trump var historisk længe om formelt at anerkende, at magtskiftet nu er på vej.

En dybderens af Det Hvide Hus

Fotografen Erin Scott fra nyhedsbureauet Reuters fangede øjeblikket, hvor lastbilen med flyttekasserne ankom, og præsidentens medarbejdere begyndte at bære ting ud i biler fra vestfløjen.

Personale kører flyttekasser væk fra vestfløjen i Det Hvide Hus.
Kasser og inventar fra vestfløjen læsses i en bil uden for Det Hvide Hus.
Peter Navarro, der er rådgiver for USA's præsident Donald Trump, ses forlade vestfløjen i Det Hvide Hus med et indrammet foto af Donald Trump og Kinas præsident Xi Jinping.

Traditionelt set rykker et højt specialiseret flyttehold den fratrædende præsidents inventar ud af Det Hvide Hus på selve indsættelsesdagen. Det tager normalt seks timer at flytte det gamle ud og stille den nye præsidents møbler ind i embedsboligen.

I år bliver dog anderledes.

Donald Trump flytter allerede ud dagen før indsættelsen og rejser mod Florida med Melania Trump og sønnen Barron.

Allerede i december kunne magasinet Politico berette, at den tiltrædende præsident Joe Biden har bedt om at få Det Hvide Hus grundigt rengjort, inden han og hustruen Jill Biden indtager husets gemakker.

Fra førstedamens opholdsrum i østfløjen til præsidentens kontorer i vestfløjen. Fra den øverste kvist helt ned til embedsboligens kælderrum. Samtlige 5000 kvadratmeter skal skrubbes og skures, da Joe Biden ikke ønsker at udsætte sin nye administration for unødvendig smitte med covid-19.

Flere amerikanske medier har gennemset udgiftsrapporten til rengøringen, og de beskriver en regning, der løber op i over en million danske kroner.

Præsident Donald Trump gjorde det i sidste uge klart, at han ikke har i sinde at deltage i indsættelsen. Vicepræsident Mike Pence deltager med sin hustru, Karen.