Udland

'Two-face', 'Krigsveteranen' eller 'tv-stjernen' – hvem skal være Trumps efterfølger?

Mens Trumps dage som præsident er ved at rinde ud, er partifællerne splittede om den fremtidige kurs.

Allerede nu kigger republikanerne fremad mod næste præsidentvalg, og det indebærer en stor splittelse – for skal deres næste kandidat lægge dyb afstand til Trump eller minde lidt om ham?

Vi har kigget på ti republikanere med potentiale til at blive Trumps efterfølger sammen med USA-analytiker Mirco Reimer-Elster.

Ti bud på Trumps afløser

  1. 'Den oplagte efterfølger'

    Mike Pence har fire år som vicepræsident på bagen og har forsvaret Donald Trump under en række skandaler.

    Mirco Reimer-Elster: - Pence har stået last og brast med Trump næsten indtil den bitre ende. På papiret er Pence tronfølgeren, men i Trump-land er udlægningen en anden. Her mener man, at vicepræsidenten fejlede, da det gjaldt om at være enten "patriot" eller "pussy", og Pence ifølge dem valgte det sidste.  

  2. Familien

    Trumps børn – seniorrådgiver og iværksætter Ivanka Trump og forretningsmanden Donald Trump Junior – kan blive de næste i rækken. Det vakte blandt andet opsigt, da Ivanka tilbage i 2017 i sit fars sted deltog i en G20-session, side om side med flere verdensledere.

    Mirco Reimer-Elster: - Hvis farmand Trump ikke selv kan eller vil stille op igen, må vi kigge efter i børnebanden. Ivanka og Don Jr. er som nat og dag: Ivanka er den bløde udgave af farmanden, mens Don Jr. får farmanden til at ligne en low energy person. Mon ikke daddy gerne vil have, at familieforetagendet fortsætter?

  3. 'Den knivskarpe FN-kvinde'

    Tidligere guvernør Nikki Haley sad som USA's FN-ambassadør fra 2017 til 2018, hvor hun med skarpe argumenter fastslog nationens linje, blandt andet overfor Rusland.

    Mirco Reimer-Elster: - En republikansk kvinde, som har cv'et, minoritetsbaggrunden og forholdet til Trump i orden, er selvfølgelig et oplagt bud. Haley kan muligvis være kandidaten, der kan bygge bro mellem partiets to fløje. Spørgsmålet er selvfølgelig, om hun risikerer at være hverken fugl eller fisk til den tid, og dermed ender med at blive det republikanske svar på Kamala Harris. 

  4. 'Den gyldne mellemvej'

    Mike Pompeo har som USA's udenrigsminister skullet navigere Trumps udenrigspolitiske linje siden 2018. Han stod i spidsen for at trække USA ud af atomaftalen med Iran og genindføre sanktioner mod nationen.

    Mirco Reimer-Elster: - Han er måske den af Trumps ministre, der bedst formår at holde balancegangen mellem at være pro-Trump og have nok opbakning i det republikanske etablissement. Spørgsmålet bliver selvfølgelig, om Pompeo vil kunne få Trumps støtte, hvis han stiller op. Det kan heller ikke udelukkes, at Pompeo som så mange andre republikanere kommer til at stå i kø ved håndvasken, når Trump er færdig som præsident. 

  5. 'Tv-stjernen'

    Tucker Carlson har været politisk kommentator på Fox News siden 2009 og har de seneste fem år haft sit eget talkshow. Han er kendt for at være nationalist.

    Mirco Reimer-Elster: - Ja ja, du griner måske af tanken om en tv-stjerne i spidsen for Det Republikanske Parti nu. Men det gjorde vi som bekendt også i 2015, da Donald Trump annoncerede sit kandidatur. Tucker Carlson har platformen til at være politiske relevant, såfremt han ønsker det. Så don`t count him out yet

  6. 'Trump-kritikeren'

    Mitt Romney har to gange forsøgt at vinde posten som præsident. I 2008 tabte han kandidaturet til John McCain, og i 2012 tabte han med 47,2 procent af stemmerne præsidentvalget til Barack Obama.

    Mirco Reimer-Elster: - Romney har været den mest fremtrædende kritiker af Trump i Kongressen og vil med sine 77 år i 2024 stadig være yngre, end Joe Biden er i dag. At Romney nu pludselig har vundet en masse gadekredit, efter at være blevet udsat for et karaktermord af mange i både pressen og det politiske etablissement i 2012, siger meget om udviklingen i amerikansk politik. ​

  7. 'Den ivrige og hensynsløse'

    Josh Hawley er med sine 41 år en af de yngre medlemmer af Senatet. Tidligere har han været statsadvokat for Missouri.

    Mirco Reimer-Elster: Hawley satsede stort på, at hans standhaftighed og loyalitet overfor Trump skulle skubbe ham frem i kandidatkøen. Men stormløbet på Kongressen – hvorefter Hawley fastholdt at nægte at verificere Bidens valgsejr – kan vise sig at blive afgørende for hans ambitioner. Tiden vil vise, om Hawleys tilgang var en taktisk genistreg eller bare tudetosset.

  8. 'Krigsveteranen'

    Dan Crenshaw har været medlem af Repræsentanternes Hus siden 2019. Han er tidligere officer og mistede sit ene øje under en eksplosion, da han var udsendt til Afghanistan.

    Mirco Reimer-Elster: - Det republikanske kongresmedlem har kun begrænset politisk erfaring, men det behøver som bekendt ikke være nogen ulempe (se: Donald Trump). Crenshaw er tidligere Navy Seal og har en inspirerende livshistorie. Han repræsenterer med sine 36 år en ny generation republikanske politikere. Sidst, men ikke mindst, formår Crenshaw at brænde igennem på de sociale medier med sine vilde valgvideoer.

  9. 'Republikanernes Obama'

    55-årige Timothy Eugene Scott har været senator for delstaten South Carolina siden 2013. Han er vokset op i fattigdom med en hårdtarbejdende alenemor.

    Mirco Reimer-Elster: - Tim Scott har for alvor markeret sig som en stemme i Det Republikanske Parti. Senatoren er dog stadig et ret ukendt navn i den bredde befolkning. Det bliver interessant at se, hvor stærk en stemme, Scott kommer til at være, såfremt racerelationer muligvis ikke længere vil være så meget i fokus fremadrettet. 

  10. 'Two-face'

    Ted Cruz har repræsenteret Texas som senator i otte år. Tidligere har han været vicekammeradvokat og rådgiver for præsident George W. Bush.

    Mirco Reimer-Elster: - Republikanerne har en tendens til at vælge deres toer, og det var netop, hvad Cruz blev i primærvalgene i 2016. Cruz er gået fra Trump-modstander til loyal støtte de seneste fire år. Nu bliver det spændende, hvilken side af senatoren vi får at se i 2024, hvis han stiller op igen.

Kilder: Politico.com