Udland

Nu tager Trump klart afstand fra angrebet på Kongressen

En sammenligning af hans taler viser forskellen. Det er en helt anden Trump end ham, vi så for en uge siden, vurderer USA-analytiker.

En overraskende forsonende Donald Trump optrådte onsdag aften i en videotale til nationen.

Her tog han kraftigt afstand fra sidste onsdags angreb på den amerikanske kongres.

- Jeg vil gøre det helt klart, at jeg utvetydigt fordømmer den vold, vi så sidste uge. Vold og vandalisme har absolut ingen plads i vores land og ingen plads i vores bevægelse, sagde præsidenten.

Ifølge TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster er det tydeligvis en anden udgave af Donald Trump, vi ser nu, end for en uge siden da hans tilhængere stormede kongresbygningen i Washington D.C.

- Dengang tog han også afstand fra angrebet på Kongressen, men slet ikke i ligeså klare vendinger. Dengang sagde han blandt andet, at han elskede alle disse mennesker, der havde stemt på ham, fortæller han.

Trumps tale fra Det Hvide Hus var optaget ganske kort efter Repræsentanternes Hus havde stemt for at stille ham for en rigsret, men han nævnte overhovedet ikke beslutningen i sin tale.

Advarer mod mere vold

I stedet advarede præsidenten mod, at demonstrationer i forbindelse med indsættelsen af Joe Biden som landets nye præsident i næste uge kan udvikle sig til nye, voldelige sammenstød:

- Enhver amerikaner fortjener at få sin stemme hørt på en respektfuld og fredelig måde. Det er jeres forfatningsmæssige ret. Men jeg understreger, at der ikke må være nogen vold, lovovertrædelser eller vandalisme af nogen slags, sagde Trump.

Mirco Reimer-Elster tolker de nye udtalelser på den måde, at Trump nu føler behov for at komme sine kritikere – især i sit eget parti – i møde:

- Det her er en form for politisk redningskrans, som han har smidt ud til sig selv. Ved at gå så klart ud nu, giver han også noget rygdækning til de republikanere, der skal stemme om hans politiske skæbne i den kommende rigsretssag, siger han.

Opildnede sine tilhængere

Taler og udtalelser i sidste uge har direkte været med til at få stillet Trump for rigsretten, tiltalt for at ”opildne til oprør”.

Onsdag i sidste uge holdt han en timelang tale til sine tilhængere, der var samlet i Washington for at protestere mod Kongressens godkendelse af Joe Bidens valgsejr.

Her gentog Trump sine udokumenterede påstande om, at han reelt havde vundet valget, men at enorm valgsvindel havde givet Joe Biden sejren. Og han opfordrede gentagne gange sine tilhængere til at marchere videre til kongresbygningen for at protestere.

Donald Trump taler til sine tilhængere før stormen på Kongressen 6. januar

Undervejs udtalte han sin støtte til fredelige protester:

- Jeg ved, at alle her snart vil marchere over til kongresbygningen for at lade deres stemme blive hørt: fredeligt og patriotisk.

Og til protester, der ikke nødvendigvis var fredelige:

- Vi vil kæmpe. Vi vil kæmpe som ind i helvede, og hvis I ikke kæmper som ind i helvede, så ender I med ikke at have noget land længere.

Den sidste bemærkning fra Trump vakte så megen vrede hos hans politiske modstandere, at den er direkte citeret i det anklageskrift, som Repræsentanternes Hus har vedtaget:

- Han kom også med fuldt overlæg med påstande, som i denne sammenhæng opmuntrede til – og kunne forudses at ville resultere i – kriminel opførsel i Kongressen. Som for eksempel udtalelsen om, at "hvis I ikke kæmper som ind i helvede, så ender I med ikke at have noget land længere”.

"Jeg forstår jeres smerte"

Trumps seneste tale er samtidigt helt anderledes i tonen end den første, tvetydige afstandtagen, som han fremsatte i en video nogle få timer efter stormen på Kongressen.

Dengang opfordrede han sine tilhængere til at afslutte besættelsen af kongresbygningen, blandt andet med disse ord:

- Jeg forstår jeres smerte. Jeg ved, I har sårede følelser. (…) Vi må skabe fred. Så gå hjem. Vi elsker jer. I er noget helt særligt.

Men nu, en uge senere, lyder præsidenten helt anderledes uforsonlig overfor de voldelige elementer blandt sine tilhængere:

- Bandevold går imod alt, hvad jeg tror på, og alt, hvad vores bevægelse står for. Ingen af mine sande tilhængere vil nogensinde støtte politisk vold. USA er et lovlydigt land. De, der deltog i dette angreb, vil blive retsforfulgt, sagde han blandt andet i den nye tale.

De ord ser Mirco Reimer-Elster som tegn på, at præsidentens rådgivere har haft held til at overbevise ham om, at han måtte ændre kurs:

- Ifølge amerikanske medier var det én taleskriver og to advokater, der har hjulpet med at formulere den seneste tale. Præsidenten har nok fået at vide, at han blev nødt til at melde meget klart ud. Han har fået at vide, at det ikke kun gælder hans politiske fremtid, men også mulige civile søgsmål. Han har nok generelt fået at vide, at han står rigtig, rigtig skidt, vurderer Mirco Reimer-Elster.