Udland

Flere end 20.000 soldater skal beskytte USA's hjerte efter uroligheder

En alvorlig situation udspiller sig op til Bidens indsættelse. Nu justerer amerikanerne på alle knapper for at holde frygten for vold og terror væk.

Inden for på Kongressens kolde marmorgulv ligger bevæbnede soldater i stakkevis side om side med ældgamle statuer af amerikanske forfædre i selve demokratiets højborg.

Det er synet, der møder de amerikanske politikere i Repræsentanternes Hus og Senatet, når de møder ind på arbejde i disse dage.

Ikke siden den amerikanske borgerkrig i midten af 1800-tallet har soldater patruljeret omkring Kongressen i så stort et omfang.

Mellem 20.000 og 30.000 soldater fra den amerikanske Nationalgarde skal nemlig indsættes i området omkring Washington D.C., efter voldelige og bevæbnede demonstranter i sidste uge stormede Kongressen og fik politikere til at ligge i skjul under deres skriveborde i flere timer.

Fem personer mistede livet under de historiske uroligheder.

Nationalgarden har allerede indtaget Kongressen ugen inden Bidens indsættelse.

Nationalgarden, der består af styrker fra det amerikanske militær og flyvevåben, indsættes, fordi USA's kommende præsident Joe Biden og vicepræsident Kamala Harris om under en uge skal tages i ed i Kongressen.

Det skal de foran et dybt splittet USA, hvor tusindvis af amerikanere ikke vil acceptere deres kommende præsident, og hvor FBI siden angrebet har advaret mod flere voldelige demonstrationer på vej inden og efter indsættelsen 20. januar.

Tre gange flere soldater end i Afghanistan, Syrien og Irak

Nu frygter de amerikanske myndigheder voldsomme angreb og terror i så høj grad, at sikkerheden når nye højder.

Det gør enormt ondt på den amerikanske selvforståelse

Mirco Reimer-Elster, TV 2s USA-analytiker

Faktisk er de op mod 30.000 soldater fra Nationalgarden over tre gange flere soldater, end USA lige nu har af aktive militærtropper i Irak, Afghanistan og Syrien - tilsammen.

Det er vel at mærke, efter Trump i årevis har bedt det amerikanske forsvarsministerium om at nedjustere antallet af tropper i Mellemøsten.

Soldaterne ligger i soveposer i området i og omkring Kongressen efter angrebet i sidste uge.
Tropper har plantet sig i Kongressen.

Alligevel fortæller de mange tusinde soldater i og uden for Kongressen lidt om, hvor alvorlig en situation, der er tale om lige nu.

Sådan lyder det fra TV 2s USA-analytiker, Mirco Reimer-Elster.

Han kalder situationen i Washington D.C. for enormt alvorlig - og den gør ondt på amerikanerne:

- De her 20.000 soldater kommer i kølvandet på et kupforsøg og efter en periode, hvor en præsident ikke vil anerkende valgresultatet, siger han.

- Og det gør enormt ondt på den amerikanske selvforståelse.

Mirco Reimer-Elster fortæller, at indsættelsen af Nationalgarden i så stort et omfang er en solid kombination af signalværdi og en reel frygt for, at noget alvorligt skal ske i den kommende tid.

- Amerikanerne har en ide om, at man skal lede og være det gode eksempel, og det er man meget, meget langt væk fra lige nu, siger Mirco Reimer-Elster.

Capitol Visitors Center i Washington D.C. under normale omstændigheder.
Her har soldater indtaget rummet i Capitol Visitors Center.

De amerikanske myndigheder frygter ifølge CNN, at demonstranter og ekstremister, der er vrede over at få Biden ved roret, kan finde på at dukke op med både rørbomber og molotovcocktails.

Mange af medlemmerne af Nationalgarden var allerede på plads i Kongressen onsdag, da medlemmerne af Repræsentanternes Hus mødtes for at stemme om en ny rigsretssag mod Donald Trump.

Airbnb aflyser alle bookinger og våben ikke tilladt i fly

Efter angrebet skærpes sikkerhedsforanstaltningerne nu også for politikere, der går ind og ud af Kongressens ene kammer til daglig.

Det annoncerede den demokratiske flertalsleder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, onsdag aften.

De nye regler betyder, at ansatte i Repræsentanternes Hus, der nægter at lade sig tjekke hver morgen af nyinstallerede metaldetektorer, kan få enorme bøder på mellem 30.000 og 60.000 kroner trukket fra deres løn.

- Det er tragisk, at dette skridt er nødvendigt, men Repræsentanternes Hus skal og vil være et sikkert sted, sagde Pelosi selv om de skærpede regler.

Også det amerikanske flyselskab Delta Airlines forbyder nu passagerer at indtjekke våben, når de skal rejse til Washington D.C. i ugen op til Bidens indsættelse.

- Vi er alle i højeste beredskab efter de seneste ugers begivenheder, lyder det fra Delta Airlines' direktør, Ed Bastian.

Desuden har boligtjenesten Airbnb meddelt, at de vil aflyse alle bookinger i den amerikanske hovedstad i næste uge.

Onsdag aften blev endnu en rigsretssag indledt mod Trump efter angrebet på Kongressen. Demokraterne - og ti republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus - mener, at Trump i en tale til sine tilhængere opildnede til urolighederne.

Nu skal sagen til høring i Senatet, og så vil tiden vise, om det lykkes demokraterne at få Trump dømt denne gang.