Udland

Republikanere melder sig klar til at stemme for rigsretssag mod Trump

Demokraterne vil have Donald Trump fjernet ved en rigsretssag.

Fem republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus støtter nu en rigsretssag mod Donald Trump.

Som de første erklærede John Katko og Liz Cheney, at de vil stemme for en rigsretssag mod præsidenten fra deres eget parti.

Siden har Fred Upton, Adam Kinzinger og Jaime Herrera Beutler fulgt trop.

Demokraterne ønsker at indlede en rigsretssag efter onsdagens belejring af Kongressen, og hundredvis af demokrater har bakket det formål op.

- At lade præsidenten opildne til angreb uden at det ville få konsekvenser, er en direkte trussel mod vores demokratis fremtid. Derfor vil jeg stemme for en rigsretssag mod præsidenten, forklarer John Katko.

Liz Cheney mener, at Trump kunne have stoppet optøjerne ved Kongressen, hvis han havde ønsket det:

- Der har aldrig været et større svigt fra en præsident i Det Hvide Hus, siger Liz Cheney.

Udover at være datter af tidligere vicepræsident Dick Cheney er Liz Cheney også en markant stemme i Repræsentanternes Hus, hvor hun er rangeret som nummer tre i Det Republikanske Parti.

Trump forlader Det Hvide Hus om ti dage

I Demokraternes forslag til en rigsretssag mod præsidenten forklarer stillerne, at Donald Trump forsætligt tilskyndede til vold mod statsmagten i USA ved at opildne den folkemængde, der trængte ind i Kongressen, umiddelbart efter at præsidenten havde holdt tale for dem.

Fremfor en rigsretssag foretrækker demokraterne dog, at Donald Trump bliver fjernet omgående ved brug af den 25. tilføjelse til forfatningen. Den gør det muligt for vicepræsidenten og et flertal af ministrene at afsætte præsidenten, hvis de vurderer, at han er uegnet til embeddet.

Tidligt onsdag morgen dansk tid stemte et flertal i Repræsentanternes Hus for et forslag om at opfordre vicepræsident Mike Pence til at afsætte præsidenten.

Adam Kinzinger - en af de fem, der støtter en rigsretssag - stemte som den eneste republikaner i Repræsentanternes Hus for. Det samme gjorde samtlige demokrater.

Forinden havde Mike Pence dog allerede afvist, at han vil rette sig efter forslaget.

- Jeg mener ikke, at sådan et skridt er i vores nations interesse eller i overensstemmelse med vores forfatning, skriver han i et brev til formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi.

Senatorer vil have Trump afsat

Repræsentanternes Hus forventes at stemme om at stille præsidenten for en rigsretssag onsdag.

Hvis forslaget bliver stemt igennem, skal sagen føres i Senatet.

Her har to republikanske senatorer, Pat Toomey og Lisa Murkowski, anmodet præsidenten om at træde tilbage i utide.

Fem personer mistede livet i forbindelse med optøjerne.

Donald Trump har en uge tilbage i Det Hvide Hus, før Joe Biden overtager posten 20. januar.

Rigsretsundersøgelse