Udland

Se billederne: By bygget af isblokke i tusindvis

Isfestivalen i Kina er den største af sin slags og plejer at tiltrække besøgende fra hele verden. Corona har dog ændret flere ting.

Gennemsigtige tårne og skulpturer strækker sig mod himlen, mens farvede lys får byen af is til at ligne noget fra en Disney-film.

Isblok for isblok er verdens største isfestival for 37. gang opført i byen Harbin, der ligger cirka 1000 kilometer nordøst for den kinesiske hovedstad, Beijing.

Det har taget 300 arbejdere det meste af december at opføre byen. Og det har krævet titusindvis af isblokke hugget ud af den kilometerbrede frosne flod Songhua.

Corona har sat en stopper for de bryllupper, der skulle være afholdt under isfestivalen.

For at kunne lave de store konstruktioner er isblokkene skåret og tilpasset i størrelse med blandt andet motorsave og mejsler. Herefter bliver de efter kunstnernes ønsker lagt ovenpå hinanden som store byggesten.

Det er blandt andet blevet til slotte, broer og et tempel. Endda en restaurant har rejst sig af isen.

Harbins iskolde vintre, der har en gennemsnitstemperatur på 24 minusgrader, sørger for, at blokkene bliver, hvor de er. Til sammenligning endte gennemsnitstemperaturen for januar i Danmark sidste år på rekordvarme 5,5 grader.

Sidste år blev 40 par gift i byen af is.
Gæsterne skal blandt andet have målt deres temperatur, før de må komme ind i byen af is.

Kina har den seneste tid ophævet flere restriktioner, hvilket har gjort det muligt for kineserne at rejse indenfor landets grænser. Men mindre udbrud i to nærliggende byer har ændret programmet for festivalen.

Blandt andet er flere events blevet aflyst. Herunder en bryllupsceremoni, hvor flere par skulle være viet, skriver festivalen på sociale medier.

Derudover vil lokale turister komme til at udgøre størstedelen af de besøgende i modsætning til tidligere år, hvor folk har valfartet til fra hele verden.

Festivalen slog første gang dørene op i 1963, men blev afbrudt af den kinesiske kulturrevolution og vendte først tilbage i 1985.

For at kunne færdes i byen af is kræver det ifølge isfestivalen, at man fremviser sundhedspapirer, bærer maske, holder afstand samt får målt sin temperatur ved ankomst.

Flere af festivalens traditioner bliver dog gennemført som normalt. Det betyder, at der både er mulighed for at kælke, spille ishockey og isfodbold. Derudover er årlige skiturneringer og vinterbadning også en del af isfestivalen.

Isfestivalen holder åbent fra sidst i december til sidst i februar.

Kineserne har mulighed for at besøge isfestivalen frem til 25. februar.