Coronavirus

Israel roses for vaccinationsprogram, mens palæstinenserne må klare sig selv

I slutningen af marts vil alle voksne i Israel have fået tilbudt en vaccination for coronavirus.

I Israel er udrulningen af coronavaccinationer nu så langt, at 20 procent af befolkningen er blevet vaccineret.

Landet er blevet rost internationalt for sit effektive vaccinationsprogram, men møder nu hård kritik for ikke at uddele vacciner til de millioner af palæstinensere, der bor på Vestbredden og i Gaza-striben.

- Som besættende magt mener jeg, at det er Israels ansvar at sikre vaccinationer til den palæstinensiske befolkning, siger Ali Abed Rabbo, chef for afdelingen for forebyggende sundhed i det palæstinensiske sundhedsministerium, til Sky News.

Også en række menneskerettighedsgrupper kritiserer Israel for at afskære det palæstinensiske folk fra vacciner - heriblandt Amnesty International.

- Israels vaccinationsprogram understreger regeringens diskrimination over for palæstinensere. Der er næppe et bedre eksempel på, hvordan israelske liv bliver værdisat højere end palæstinensiske, siger Saleh Higazi, organisationens regionale direktør.

Israel mener omvendt, at det er de palæstinensiske myndigheder, der har ansvaret for palæstinensernes sundhed, herunder vaccinationer.

Håber på vacciner i februar

Palæstinenserne må derfor sætte sin lid til at få vacciner gennem organisationen COVAX, der arbejder på at sikre en fair fordeling af vacciner på verdensplan, så også borgerne i de fattige lande kan blive vaccineret.

COVAX har imidlertid kun forpligtet sig til at skaffe vacciner til 20 procent af den palæstinensiske befolkning, hvilket er langt fra nok til at opnå den ønskede flokimmunitet.

Ali Abed Rabbo siger til The Guardian, at han håber, at de første palæstinenserne vil blive vaccineret engang i februar.

Derimod kan Israel allerede i slutningen af marts have vaccineret alle voksne israelere, lyder det fra premierminister Benjamin Netanyahu.

Premierministeren siger, at landet nu går mod lysere tider, men har samtidig en bøn til sine landsmænd:

- Bliv vaccineret og adlyd restriktionerne. Vi gør det her sammen. Vi gik ind i coronapandemien sammen, og vi vil som det første land rejse os fra den – stærkere end nogensinde.

Israel modtog de første doser vaccine tilbage midt i december, og før jul blev et storstilet vaccinationsprogram sat i gang.

Israel har betalt mere for vacciner

Årsagen til den hurtige udrulning er ifølge flere medier blandt andet, at Israel har betalt mere for at få vaccinerne hurtigt og har et effektivt sundhedsvæsen.

Ifølge flere medier – herunder Times of Israel – har landet betalt over 40 procent mere for sine vacciner fra Pfizer/BioNTech sammenlignet med EU.

Samtidig har Israel taget vaccinerne hurtigere i brug end i EU, hvor man har kørt en godkendelsesproces, som er mere tidskrævende.

Torsdag fik Israel sine første 100.000 doser af vaccinen fra Moderna, som ventes at ankomme til Danmark næste uge.

1,7 millioner israelere har allerede fået første dosis af vaccinen. Det er næsten 30 procent af de 5,8 millioner borgere, som skal vaccineres. Israels samlede befolkning er omkring 8,9 millioner.

Danmark har til sammenligning vaccineret 1,97 procent af befolkningen og er nummer 13 på listen over de lande, der har vaccineret den største andel af befolkningen.

Strammer restriktioner

Selvom Israel er nået langt med vaccinationerne, besluttede regeringen i sidste uge at stramme sine restriktioner på grund af en kraftig stigning i antallet af smittetilfælde.

I slutningen af december indførte Israel sin tredje nedlukning under pandemien, men det har ikke været nok til at bremse smitten.

De nyeste tiltag betyder, at de fleste skoler og butikker skal holde lukket.

Samtidig har politiet indført kontroller på store veje i landet, fordi israelerne kun må rejse en kilometer fra deres hjem, medmindre rejsen er strengt nødvendig.