Coronavirus

Irsk smitteeksplosion med ny virusvariant

En tidobling af smitten i Irland har lagt maksimalt pres på landets sundhedsvæsen.

En mangedobling af smittetallene og tusind indlæggelser siden 2. januar har bragt sundhedsmyndighederne i Irland i alarmtilstand.

Det skriver BBC.

Det skyldes en analyse, som viser, at en ny mutation af coronavirus har været en stærkt medvirkende årsag til en eksplosiv udvikling i antallet af såvel smittede som indlagte på landets hospitaler.

- Hospitalssektoren er under det største pres nogensinde, og det her er en national nødsituation, siger professor Alan Irvine fra St. James Hospital i Dublin.

Stigende indflydelse på smitte

Den britiske virusmutation, som går under navnet B117, er betydeligt mere smitsom. Og på en pressekonference mandag sagde den irske premierminister, Michéal Martin, at mutationen "har haft en betydelig indflydelse på spredningen af smitte" i Irland.

Ifølge Martin er B117-varianten nu fundet hos 45 procent af de analyser, man har gensekventeret. Til sammenligning var der 25 procent i ugen op til 3. januar, og to uger tidligere stod B117-varianten ifølge de irske myndigheder for blot ni procent af de smittede.

Højeste antal smittede i verden

Irland gennemførte 30. december en hård nedlukning på baggrund af eksponentiel vækst i antallet af coronatilfælde.

Men Michéal Martin siger mandag, at de to uger op til implementeringen af en række nye, skrappe restriktioner, også kan have været medvirkende til, at Irland har nået en bekymrende kulmination.

De irske covid-19-afdelinger har haft 1000 indlæggelser siden 2. januar, og mandag registrerede Irland ifølge worldometer 4926 nye smittede på en enkelt dag, hvilket målt i forhold til indbyggertal er det højeste i verden.

Danske myndigheder holder øje

De danske myndigheder holder særligt øje med B117-mutationen, der vurderes at være 70 procent mere smitsom end de øvrige coronavarianter.

Fra 14. november til 2. januar er der fundet 134 tilfælde af den britiske variant i den andel af positive prøver, der er blevet gensekventeret.

Da SSI kun har analyseret 11 procent af de positive prøver, forventes det dog, at det reelle antal personer, som er smittet med denne variant, er markant højere. Det reelle antal smittede vurderes af Statens Serum Institut at være cirka otte gange højere og dermed lande på lidt under 1100.

I den nye rapport udtaler overlæge og konstitueret faglig direktør i SSI Tyra Grove Krause, at spredning med en mere smitsom virusvariant kan føre til en stejlere epidemikurve med et højere toppunkt.

- Det nye virus vil sikkert fortsætte med at sprede sig, og det vil betyde, at vi skal styrke vore smitteforebyggende tiltag eller fastholde dem i længere tid for at holde epidemien under kontrol, siger hun.

Den britiske mutation vurderes ikke at være mere alvorlig eller dødelig, men på grund af den højere smitte risikerer den at oversvømme sundhedssystemet med patienter.