Udland

FBI advarer om voldelige protester, når Joe Biden skal tages i ed

Politiet og Nationalgarden vil være talstærkt til stede for at forhindre en gentagelse af angrebet på Kongressen.

FBI advarer nu om, at der er planer om voldelige protester overalt i USA i forbindelse med Joe Bidens indsættelse som præsident 20. januar.

Ifølge FBI kender man til planer om protester, ikke bare ved selve indsættelsen af den nye præsident i Washington, men også ved alle de 50 amerikanske delstaters kongresbygninger, fortæller tv-stationen ABC. FBI har derfor advaret lokalpolitiet om at være ekstra på vagt den dag.

ABC har set en oversigt, FBI har produceret. Den viser alle de detaljerede planer, FBI kender til, hvor radikale grupper har planer om at ”storme” regeringsbygninger, statslige kontorer og retsbygninger.

Det er både planer for 20. januar og for dagene op til Joe Bidens indsættelse, der er klar til at blive sat i værk, hvis Donald Trump – sådan som nogle demokratiske politikere ønsker det – bliver fjernet fra præsidentposten før tid.

Underbemandet

Truslen om voldelige protester mod Joe Bidens indsættelse i Washington bliver taget ekstra alvorligt af myndighederne, efter det onsdag lykkedes vrede Trump-tilhængere at tiltvinge sig adgang til den amerikanske Kongres. Ved den lejlighed var Kongressens politi og sikkerhedsfolk underbemandede og uforberedte og blev løbet over ende.

Billeder af vrede Trump-tilhængere, der onsdag angreb Kongressen, har rystet USA. Det sidste man ønsker er de scener skal gentage sig, når Jor Biden bliver taget i ed som præsident om ni dage

Det vil man ikke risikere denne gang.

Mandag meddelte Nationalgarden, at man vil have op til 15.000 soldater på plads i Washington 20. januar. På nuværende tidspunkt er der flere end 6.200 soldater fra Nationalgarden i byen, og det tal ventes allerede lørdag at være oppe på 10.000, skriver tv-stationen CNN.

En markant forøgelse i forhold til de 1400 politi- og sikkerhedsstyrker, der var på plads onsdag.

Bliv væk

Samtidigt har borgmesteren i Washington, Muriel Bowser, bedt alle om at holde sig væk fra Joe Bidens indsættelse.

- Der er en umiddelbar trussel mod vores demokrati, sagde hun på en pressekonference mandag.

- Vores mål lige nu er at opfordre alle amerikanere til at deltage virtuelt og beskytte regeringsbyen mod en gentagelse af det voldelige oprør, som vi oplevede i og omkring Kongressen 6. januar.

I forvejen er indsættelsesceremonien dæmpet meget ned, og Joe Biden har allerede i december bedt folk om ikke at deltage fysisk. Hans opfordring fra december skyldes dog et andet hensyn – nemlig frygt for coronasmitte. I stedet har man forberedt et virtuelt program, så folk hjemmefra kan få en følelse af at have deltaget.

Trump bliver væk

Den afgående præsident, Donald Trump, har allerede meddelt, at han ikke har tænkt sig at deltage i indsættelsen af hans efterfølger. Det skrev han i sit allersidste tweet, inden hans Twitter-konto blev lukket ned fredag.

Meddelelsen blev af Twitter brugt som en del af begrundelsen for at lukke hans konto, fordi selskabet mente, at den kunne opfattes som en diskret besked om, at hans tilhængere godt kunne lave uroligheder ved indsættelsen.

- Den kan meget vel inspirere andre til at gentage de voldelige begivenheder, der fandt sted 6. januar, og der er mange indikationer på, at de vil blive forstået som en opfordring til at gøre det, forklarede selskabet.

I et yderligere forsøg på at sikre sig mod uroligheder har National Park Service, der har ansvaret for Washington-monumentet og andre markante mindesmærker i området omkring Det Hvide Hus og Kongressen, lukket for besøgende og åbner først igen efter indsættelsen.