De sidste 12 dage må Trump klare sig uden sit vigtigste våben

Bruddet med Twitter kan få stor betydning for Trumps muligheder for at sætte dagsordenen – og for Twitters chancer for at undgå regulering.

Twitter valgte fredag at slette sin allermest berømte konto.

Den tilhørte præsident Donald Trump, der i hele sin præsidenttid har brugt Twitter til at kommunikere sine politiske budskaber ud til sine 88 millioner følgere.

Mere end 56.000 tweets er det blevet til siden 2009.

Beslutningen er taget efter onsdagens begivenheder i Washington, hvor voldelige demonstranter trængte ind i Kongressen – efter manges mening opildnet og tilskyndet af taler og tweets fra Donald Trump.

- Det sker for at forhindre yderligere opfordringer til vold, forklarer Twitter sin beslutning.

Det er kun et af flere indgreb mod præsidentens brug af sociale medier. Facebook og Instagram har også blokeret præsidenten i 14 dage, altså for resten af hans periode som siddende præsident.

Blokeringen af kontoen hos Twitter er et stort tab for både præsidenten og for Twitter, der har tjent gode penge på præsidenten de seneste mange år, siger TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz.

- Det betyder, at han mister sin vigtigste megafon, og kilder i Det Hvide Hus siger da også, at det har gjort ham rasende, fortæller han.

Dygtig til Twitter

Ifølge den danske ekspert i sociale medier Katrine Villarreal Villumsen, der underviser danske virksomheder i brugen af sociale medier og skriver for netmediet Kongressen.com om amerikanske forhold, har Donald Trump været ualmindeligt god til at bruge Twitter:

- Han siger selv, at det har været hans vigtigste mulighed for at komme ud til sine tilhængere uden filter. Journalister fra traditionelle medier er blevet tvunget til at acceptere, at de må citere hans tweets i stedet for at få lejlighed til at stille ham spørgsmål. Og Trump har været god til at bruge Twitter til at skabe nye historier. Når der har været en dårlig historie, så har han begravet den i tweets om andre ting, siger Katrine Villarreal Villumsen.

Det er en opfattelse, som Donald Trump selv deler. Da han startede sin præsidentperiode, betegnede han ubeskedent sig som selv som ”de 140 tegns Hemingway”. 140 tegn var dengang grænsen for, hvor langt man kunne skrive i et tweet. Det er siden fordoblet til 280 tegn.

Sidste advarsel fra Twitter torsdag. Først blev Donald Trumps konto lukket 12 timer, men fredag blev den lukket permanent.

En ny platform

Spørgsmålet er nu, hvad Donald Trump vil gøre for fortsat at kunne komme til orde på sociale medier. I første omgang har han benyttet sig af præsidentembedets officielle konto @POTUS (President of the United States, red.), hvis status Twitter ikke har ønsket at anfægte.

Men den konto har han kun adgang til nogle få dage endnu. Når han forlader Det Hvide Hus 20. januar er han tvunget til at finde en anden løsning.

Det kunne være et højreorienteret alternativ til Twitter som Parler, der har slået sig op som et socialt medie, hvor brugerne er frie til at skrive, lige hvad de har lyst til. Parler er selv under pres fra teknologigiganter som Google og Apple for at få bedre kontrol med sine brugere. Det sker, efter at det sociale medie blev brugt af højreorienterede Trump-tilhængere til at planlægge og koordinere onsdagens optøjer i Washington.

En anden mulighed er, at Donald Trump starter sit eget netværk.

- Trump har forhandlet med forskellige andre medieplatforme. Men vi kigger også på mulighederne for at skabe vores egen planform i den nærmeste fremtid, skriver Det Hvide Hus i en meddelelse, citeret i det politiske magasin Politico.

Meget færre følgere

Uanset hvad Trump vælger, så er hans problem, at ingen alternativer til Twitter har tilnærmelsesvis det samme antal brugere.

- Det er en lille gruppe af overbeviste tilhængere, der bruger disse sociale medier. Det er ikke hr. og fru USA, og det er heller ikke alverdens journalister, der følger med her, siger Katrine Villarreal Villumsen.

Hun understreger dog, at hvis Donald Trump gør alvor af at starte sit eget netværk, har han på forhånd sikret sig en uvurderlig fordel, fordi han har været i kontakt med så mange mennesker på for eksempel Facebook.

- Disse brugere har afleveret deres personlige oplysninger. De oplysninger har han stadigvæk, hvis han skulle skabe sit eget medie og skal i kontakt med dem igen. Det er en guldgrube for ham, siger hun.

Mangler sine modstandere

Mens Trump måske kan få held til at få sine politiske tilhængere til at følge med over på et andet, mindre medie, er det paradoksalt nok hans modstandere, der bliver problemet. Det vurderer TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster.

- Styrken ved hans brug af Twitter er de mange reaktioner, han får – også fra modstandere. Hvis han flytter over til et andet format, der ikke er så bredt tilgængeligt, så risikerer han, at disse modstandere ikke følger med. Og alverdens journalister, der er afgørende for, at Trumps udmeldinger på Twitter bliver ført videre til de traditionelle medier, følger måske heller ikke med, siger Mirco Reimer-Elster.

- Så bliver det et ekkokammer, hvor Trump kun prædiker til koret af tilhængere, og det er slet ikke lige så interessant, vurderer han.

I 11. time

Det har vakt debat i USA, at de store sociale medier skrider ind over for Donald Trump nu, blot 12 dage før hans præsidentperiode udløber, efter at han har brugt de sociale medier flittigt i årevis.

- Kritikere siger, at det virker lidt hyklerisk, at det først er i 11. time, at man får kolde fødder og slukker for kontakten til præsidenten, rapporterer Jesper Steinmetz fra USA.

Men lukningen er kulminationen på et politisk kursskifte fra de store sociale mediers side, forklarer han:

- Politikken hos Twitter og Facebook har været, at de ikke skal lege smagsdommere eller censorer. Det har været deres politik indtil for et år siden. Da begyndte Twitter at markere usandfærdige tweets fra Donald Trump og andre med en lille mærkat. Dermed begyndte selskabet omsider at påtage sig et redaktøransvar. Det var i strid med deres oprindelige målsætning om, at man helt ufiltreret skulle lade folk kommunikere, siger Jesper Steinmetz.

Dertil kommer, at de store teknologiselskaber kan have set en politisk fordel i at ofre Donald Trump nu, hvor den politiske ledelse af landet overgår til Det Demokratiske Parti. Her er en stor fraktion af partiets venstrefløj meget kritisk over for de store teknologiselskabers indflydelse og har talt for regulering af de sociale medier.

- Det kan tænkes, at Twitter og Facebook og andre sociale medie platforme har tænkt: ”Måske skal vi lige give dem en skalp af de helt store. Smid Trump af platformen, så bliver vi i sidste ende ikke reguleret lige så hårdt”, siger Mirco Reimer-Elster.

Svag begrundelse

Han er dog meget kritisk over for den argumentation, som Twitter har brugt for at udelukke Trump.

Ifølge selskabet skyldes det de to sidste tweets på Trumps nu lukkede konto.

- Disse to tweets kan meget vel inspirere andre til at gentage de voldelige begivenheder, der fandt sted 6. januar, og der er mange indikationer af, at de vil blive forstået som en opfordring til at gøre det, skriver selskabet i en meddelelse.

Den argumentation giver Mirco Reimer-Elster ikke meget for. De to sidste tweets var nemlig henholdsvis en påmindelse fra Trump om, at 75 millioner ”patrioter” har stemt på ham, og en servicemeddelelse med ordene:

- Til alle, der har spurgt, vil jeg sige, at jeg ikke deltager i præsidentindsættelsen 20. januar.

Det, mener Mirco Reimer-Elster, er en meget tvivlsom begrundelse for at lukke en konto.

- Man skal strække sig langt for at læse det ind i en kontekst om, at ”jeg deltager ikke, så I kan roligt lave et voldeligt angreb”. Så kan enhver tekst blive angrebet. Ikke for det, der står, men for hvilken som helst kontekst, andre kan læse ind i beskeden. Det er en farlig glidebane. Og det er noget, som kan blive en del af den højreorienterede fortælling om, at man bliver udsat for censur, siger han.