60-årig poserede i Pelosis stol, og nu er han anholdt

Politiet jagter fortsat flere demonstranter.

Fotoet af en mand, som læner sig tilbage i Nancy Pelosis stol og smækker benene op på bordet, er blandt de øjeblikke, som dokumenterede Trump-støtters indtrængning i Kongressen onsdag.

Siden gik jagten ind på de hundredvis af demonstranter, hvoraf flere blev efterlyst med foto.

Fredag blev flere af de involverede anholdt, herunder manden, som satte sig i den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus' stol.

Det skriver The Guardian.

Der er tale om 60-årige Richard Barnett fra Gravette, Arkansas. Og han er ikke den eneste af deltagerne, som politiet har opsporet.

Også Derrick Evans, som er valgt til West Virginias delstatsparlament, blev fredag anholdt. Begge vil nu blive sigtet for at deltage i angrebet på Kongressen onsdag.

Ifølge NBC er Richard Barnett sigtet for med vold at være trængt ind på et område med restriktioner, samt tyveri af offentlig ejendom. På Twitter florerer fotos af Richard Barnett med et brev, der er stilet til Nancy Pelosi, som han tilsyneladende har stjålet fra hendes kontor.

En 36-årig mand fra Florida, Adam Johnson, er også natten til lørdag blevet anholdt. Han mistænkes for at være den mand, der under urolighederne blev fotograferet gående med en talerpult i favnen.

Fem mistede livet

Fredag har den amerikanske justitsminister, Jeffrey Rosen, oplyst, at FBI vil samarbejde med politiet i Washington D.C. i efterforskningen af betjenten Brian Sicknicks død. Han var blandt de fem personer, som mistede livet i onsdagens optøjer.

En kvinde, der blev skudt af en politibetjent, døde senere af sine kvæstelser, mens tre andre under protesterne døde som følge af "medicinske komplikationer".

I mellemtiden forsætter jagten på de resterende demonstranter. Myndighederne har offentliggjort fotos af flere personer, primært hvide mænd, som de beder offentligheden om hjælp til at identificere.

Blandt dem, som fortsat er efterlyst, er Jake Angeli – en ledende figur i konspirationsbevægelsen QAnon. Under indtagelsen af Kongressen fangede han fotografernes opmærksomhed med sin bare overkrop, ansigtet malet i det amerikanske flag og iført en pelshat med horn.