Coronavirus

USA advarer mod ny mere smitsom mutation af coronavirus

Mere smitsomme coronamutationer kan være meget alvorlige, advarer dansk forsker.

Opdatering 9. januar klokken 10: Efter at historien er havnet i medierne, siger flere anonyme embedsmænd til New York Times, at forlydenderne om en amerikansk virusvariant er unøjagtige og bygger på spekulationer, fremsat af Dr. Deborah Birx fra Det Hvide Hus' coronataskforce. Ifølge kilderne forsøgte "forfærdede" ansatte i CDC, at få fjernet hypotesen fra den ugentlig rapport, inden den blev sendt ud til delstaterne.

Mens vaccinerne rulles ud i hele verden, er verdens lande også begyndt at tage skridt i retning af strammere restriktioner på grund af en coronavariant fra Storbritannien.

Men nu blinker der også røde alarmer på den anden side af Atlanten.

USA’s øverste myndighed for håndteringen af coronavirus, Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC), har skrevet et brev ud til landets mange stater, hvor de advarer mod en ny amerikansk mutation, der er meget smitsom.

Det skriver både CNN og CNBC, der begge er i besiddelse af brevet.

Brevet er ifølge medierne fra 3. januar, men det er først kommet frem i offentligheden fredag 8. januar.

- Det tyder på, at der er en amerikansk coronavariant, der er muteret her (i USA, red.), og både den og den britiske coronavariant spreder sig i vores samfund, skriver CDC.

Mutationen driver amerikansk smitte

Ifølge CDC er den amerikanske coronavariant drivkraften bag landets smittetal, der siden efteråret er steget voldsomt.

- Efteråret og vinterens stigning har været nærmest dobbelt så stor som stigninger fra foråret og sommeren, skriver CDC i brevet.

Og denne acceleration i antallet af smittede regner man nu med skyldes, at den nye coronavariant har spredt sig, og man antager, at den smitter 50 procent mere end normalt.

Den såkaldte britiske variant, der også er fundet i Danmark, smitter mellem 50 til 74 procent mere end de gængse udgaver af coronavirussen.

Nu anbefaler CDC derfor staterne at bruge mere ’aggressive’ metoder og siger, at det er vigtigt, at man begynder at vaccinere så mange amerikanere, som overhovedet muligt.

Over 21 millioner amerikanere er blevet registreret smittet med coronavirus.

Nye coronavarianter kan medføre flere døde

Nye og mere smitsomme mutationer af coronavirus kan være rigtig dårligt nyt, da de kan betyde, at langt flere mennesker dør.

Det viser udregninger, som den britiske matematiker og epidemiolog Adam Kurcharski har lavet.

Ifølge hans beregninger kan de hurtigtsmittende vira skabe eksponentielle stigninger – en opadgående smittestigning ude af kontrol.

Når antallet af smittede stiger, sker det samme for antallet af indlagte, og dermed også antallet af personer, der er i risiko for at dø af virussen.

Lone Simonsen, der forsker i epidemier og pandemier på RUC, kalder Kucharskis formel for "helt efter bogen", når man fremskriver, hvordan en virus opfører sig.

Hun har set på beregningerne og mener, at situationen kan være meget alvorlig.

- Det her beviser, hvorfor det kan være meget alvorligt med en virusstamme, der smitter hurtigere, selvom den ikke har en højere dødelighed, siger Lone Simonsen, der understreger, at formlen kun skuer en måned ud i fremtiden.