Pelosi vil forhindre Trump i at beordre atomangreb

I et brev til sine kolleger i Kongressen kalder Pelosi præsidenten for sindsforvirret og farlig.

Formanden i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, tager ingen chancer, når det kommer til præsident Donald Trump.

Hun har fredag talt med lederen af det amerikanske forsvar, Mark Milley, om at forhindre Trump i at foretage militære handlinger eller angreb med atomvåben.

Pelosi skriver i et brev til sine kolleger i Kongressen, at hun har diskuteret "mulige løsninger for at forhindre en ustabil præsident i at foretage militære handlinger eller beordre et atomangreb".

- Denne sindsforvirrede præsident kunne ikke være mere farlig, lyder det videre i brevet.

Pelosi er bange for, hvad præsidentens handlinger i hans sidste dage i embedet kan få af konsekvenser for den amerikanske befolkning.

- Vi må gøre alt, hvad vi kan for at beskytte det amerikanske folk fra hans uretfærdige overgreb på vores land og vores demokrati.

Forholdsregler på plads

Avisen The Washington Post har kontaktet forsvarschefens kontor for at få yderligere detaljer om samtalen. Her bekræfter Milleys talsmand, at de to har været i telefonisk kontakt, og at det var Pelosi, som tog initiativ til opkaldet.

- Formand Pelosi ringede til forsvarschefen. Han besvarede hendes spørgsmål om befalingsvejen for atomprogrammet, udtaler Milleys talsmand, Dave Butler, kortfattet.

Flere detaljer ønsker Mark Milleys talsmand ikke at give.

Ifølge ABC News har Det Hvide Hus endnu ikke ønsket at kommentere opkaldet.

Lyn-analyse

Det er meget kontroversielt, at Pelosi valgte at ringe til forsvarschefen. Fortalerne for hendes ageren mener, at bekymringen er berettiget. I den udlægning bliver Pelosis ageren udlagt som et beroligende signal til udenlandske regeringer, som måtte være bekymret, samt en advarsel til et indenrigspolitisk publikum. Kritikerne påpeger, at Pelosi sætter Milley i en sårbar situation ved at offentliggøre samtalen. Og hvis Pelosi virkelig mener, at præsidentens tilstand er en fare for nationen, hvorfor har hun så ikke for længst indledt en rigsretssag for at forsøge at få ham fjernet fra embedet?

Den siddende præsident er den eneste i den amerikanske regering med beføjelser til at affyre et atomvåben. Affyringen kan dog afbrydes eller nægtes, hvis en hærchef kan påvise, at ordren er ulovlig.

Kilder oplyser dog til nyhedsbureauet AP, at der er taget de "fornødne forholdsregler", så Donald Trump ikke kan indlede et atomangreb.

I brevet til sine partifæller skriver Pelosi videre, at hun også har været i telefonisk kontakt med vicepræsident Mike Pence. Her har emnet for samtalen været en mulig afsættelse af Donald Trump.

Ønsket om at afsætte Trump fremlagde Nancy Pelosi sammen med den demokratiske mindretalsleder i Senatet, Chuck Schumer, torsdag.

Hun og demokraterne er klar til at indlede en ny rigsretssag mod præsidenten for at få ham afsat.