Trump sender signal i tale: Muligvis ikke er færdig med amerikansk politik
Trump fordømmer onsdagens angreb på Kongressen og indikerer samtidig, at han ikke er færdig med amerikansk politik. TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster analyserer præsidentens tale.
Mie Leonora Heiberg (https://nyheder.tv2.dk/profil/mie-leonora-heiberg)
Det var nye toner, der torsdag aften lokal tid lød fra USA's præsident, Donald Trump, i en tale til nationen.
Her fordømte Trump demonstranterne bag angrebet på Kongressen – et markant anderledes budskab end det, der lød fra præsidenten før angrebet.
Samtidig signalerede Trump også, at han muligvis ikke er færdig i amerikansk politik.
Her er, hvad Donald Trump sagde i den nye tale torsdag aften:
"Jeg vil gerne starte med at adressere det afskyelige angreb på Kongressen. Ligesom alle andre amerikanere, er jeg forarget over volden, lovløsheden og kaosset.
Jeg indsatte med det samme Nationalgarden og det føderale politi for at sikre bygningen og smide de indtrængende ud. USA er og må altid være en nation baseret på lov og orden.
De demonstranter, der trængte ind i kongresbygningen, er en skændsel for vores demokrati. De repræsenterer ikke vores land og må betale prisen.
Vi har lige været igennem et intenst valg og alle følelserne er i kog. Men nu skal gemytterne køles ned og roen skal genoprettes. Vi må fortsætte arbejdet for USA.
Min kampagne forfulgte energisk hver eneste juridiske vej for at anfægte valgresultaterne. Mit eneste mål var at sikre afstemningens integritet. Ved at gøre det, kæmpede jeg for at forsvare USA's demokrati.
Jeg tror fortsat fuldt og fast på, at vi skal reformere vores valglove for at kontrollere alle vælgeres identitet og stemmeret for at sikre tilliden til alle fremtidige valg.
Nu har Kongressen godkendt resultaterne. En ny administration vil blive taget i ed den 20. januar.
Mit fokus drejer sig nu om at sikre en problemfri og ordentlig magtoverdragelse. Det her øjeblik kalder på heling og forsoning.
År 2020 har været en udfordrende tid for vores folk.
En truende pandemi har vendt op og ned på vores borgeres hverdag, isoleret millioner i deres hjem, ødelagt vores økonomi og kostet utallige liv.
Hvis vi skal overvinde denne pandemi og genopbygge den største økonomi på jorden, skal vi alle arbejde sammen.
Det vil kræve et fornyet fokus på borgerlige værdier som patriotisme, tro, velgørenhed, fællesskab og familie.
Vi må genoplive det hellige bånd af kærlighed og loyalitet, der binder os sammen som en national familie som indbyggere i vores land.
At tjene som jeres præsident har været den største ære i mit liv.
Så til alle mine fantastiske støtter: Jeg ved, I er skuffede, men jeg vil også have, I skal vide, at vores fantastiske rejse kun lige er begyndt.
Tak. Gud velsigne jer. Og Gud velsigne USA."