Trumps forsøg på at redde Amerika endte med en shaman i vicepræsidentens stol
Hvad der begyndte som en mærkedag for demokratiet i USA endte i stedet med, at skræmte politikere måtte gemme sig, mens deres parlament blev raseret.
Manden på scenen var ventet med længsel.
Folkemængden foran ham var kommet fra nær og fjern for at støtte deres demokratisk valgte idol i hans ulige kamp mod flertallet.
Donald Trump selv smilede, klappede og vinkede til det menneskehav, der var hovedingrediensen i præsidentens vælgermøde onsdag formiddag lokal tid.
Et møde, han selv havde inviteret til under overskriften "Red Amerika".
Redningsholdet bar tusindvis af røde kasketter, masser af flag og meget få mundbind.
- Vi er flere hundredetusinde mennesker her, lød det fra præsidenten.
Menneskemængden svarede ham med taktfaste råb.
- USA, USA, USA, lød det, inden præsidenten henvendte sig til tv-kameraerne.
- Disse mennesker vil ikke finde sig i det mere, fortsatte han.
Og det havde Donald Trump ret i.
En gåtur ned ad Pennsylvania Avenue
Efter præsidentens tale ville mange af dem påbegynde en aktion, der aldrig før er set magen til i verdens mægtigste demokrati.
Men om de havde held til at redde Amerika, er der nok delte meninger om.
Det store vælgermøde foran Det Hvide Hus i Washington var planlagt, så det fandt sted, få timer før USA's senat formelt skulle godkende, at demokraten Joe Biden bliver USA's næste præsident.
Lige siden valget i november har Donald Trump forsøgt at omstøde resultatet og er kommet med massevis af udokumenterede beskyldninger om valgsvindel.
Endnu har ingen af præsidentens bestræbelser båret frugt, men denne onsdag ville det måske være muligt at presse præsidentens egne partifæller til at forkaste resultatet.
Størstedelen af dem var parat til at anerkende Joe Biden som sejrherre, og det ville præsidenten tilsyneladende forsøge at ændre på.
Så Donald Trump foreslog sine tilhængere at gå sig en tur og besøge politikerne i senatet på Capitol Hill cirka to kilometer væk.
- Så vi skal gå ned ad Pennsylvania Avenue. Jeg elsker Pennsylvania Avenue. Ned til Capitol, sagde han.
- Vi skal forsøge at give vores republikanere... De svage, for de stærke behøver ikke vores hjælp... Vi vil forsøge at give dem den slags stolthed og tapperhed, de behøver for at tage vores land tilbage, fortsatte præsidenten.
Proud Boys var klar
Blandt tilhørerne stod folk som den nynazistiske mediepersonlighed Baked Alaska, den 32-årige QAnon-shaman Jake Angeli fra Arizona og den 60-årige Richard Barnett fra en lille landsby i Arkansas, som vi vender tilbage til.
Den højreradikale militsgruppe Proud Boys, som Donald Trump sidste år bad om at "holde sig klar" under valgkampen, var også med.
Herunder er et gruppefoto af dem inden Donald Trumps tale.
Proud Boys og en stor del af de andre demonstranter var klar til at gøre, hvad der skulle til for at hjælpe Donald Trump.
Hans opfordring til at spadsere ned ad Pennsylvania Avenue kom som det sidste i hans over én time lange tale.
Og umiddelbart gav folk sig til at gå.
Klokken var kvart over et lokal tid, og på sociale medier som Gab og Parler begyndte beskederne at flyve frem og tilbage mellem demonstrationens deltagere.
Ifølge New York Times udvekslede de oplysninger om, hvordan man kunne undgå politiet på vej til Capitol Hill, og hvilken slags værktøj der var bedst at bruge til at bryde døre op med.
Politiet trænges tilbage
Selve området omkring Capitol Hill var omkranset af et hegn, men det var ikke alle, der ville nøjes med at vise deres utilfredshed på den afstand, hegnet dikterede.
Kampklædt politi stod klar til at holde de vrede demonstranter tilbage, mens politikerne inde i kongresbygningen begyndte den optælling af valgmandsstemmer, der formelt skulle gøre Joe Biden til USA's næste præsident.
Politiet fyrede de første kraftige kanonslag af omkring klokken 13.20 for at sprede folkemængden, men det havde den helt modsatte effekt.
Tåregas hjalp heller ikke.
- Skub fremad, skub fremad, blev der råbt.
- Det der er vores hus, lød det fra en af demonstranterne ifølge New York Times.
Sammenbruddet
Presset på stålhegnet voksede, og hvis nogen af politikerne inde i kongresbygningen havde haft tid til at kigge ud af vinduet, ville dette syn have mødt dem:
Der var langt flere demonstranter end politi foran kongresbygningen.
- 1776, 1776, blev der råbt fra folkemængden.
Muligvis forsøgte demonstranterne at minde politikere og politifolk om, at USA har været et frit og uafhængigt demokrati i de 245 år, der er gået, siden Den Amerikanske Uafhængighedserklæring blev skrevet.
Presset voksede, og så brød ordensmagtens tynde blå linje sammen.
Hvad der præcis skete, er uklart, men videobilleder fra stedet tyder på, at betjentene simpelthen trak sig tilbage.
Nu måtte politiet så forsøge at holde demonstranterne ude af selve kongresbygningen.
Det var ikke så nemt.
Et af hovedsymbolerne på USA's demokrati var nu belejret af folk, der ikke længere havde tillid til folkestyret.
Oppe foran hovedbygningen brød demonstranterne spontant ud i USA's nationalsang.
'The Star-Spangled Banner', der hylder "de fries land og de tapres hjem" i sidste strofe.
Derefter smadrede de vinduer i kongresbygningen og brød dørene op for at aflægge de folkevalgte et besøg.
Q bryder ind
En af de opgange, hvor demonstranterne trængte ind, var kun bevogtet af en enkelt betjent.
Videooptagelser fra stedet viser, hvordan han forsøgte at holde folkemængden ude.
- Træd tilbage, råbte han og trak sin politistav, mens en mand i sort og grå hættetrøje med et stort Q i de amerikanske nationalfarver på maven frygtløst gik frem mod ham.
Du kan se demonstranterne trænge ind i kongresbygningen i videoklippet herunder.
Manden med Q'et på maven er tilhænger af konspirationsteorien QAnon, hvor de demokratiske politikere i Kongressen bliver anklaget for at være pædofile djævletilbedere, mens Donald Trump ses som en frelserskikkelse.
Trin for trin blev betjenten trængt op ad trappen, mens manden med Q'et hurtigt fik følgeskab af flere demonstranter.
Da betjenten ikke kunne holde stand på trappens repos, måtte han løbe op til 1. etage med sin frygtløse forfølger i hælene.
Jagten stoppede uden for selve den sal, hvor senatorerne og medlemmerne af Repræsentanernes Hus var samlet til den fælles ceremoni.
Betjenten fik forstærkning, men det lykkedes ikke at trænge demonstranterne tilbage.
Inde bag døren hos politikerne havde en anden gruppe politibetjente forskanset sig.
Betjentene var politikernes sidste mulighed for et forsvar.
"Ranger-mode"
Nogle af senatorerne var blevet evakueret, da dørene blev brudt op, men ikke alle. I første omgang havde det nemlig ikke været muligt at få folk væk fra gallerierne oppe langs væggene.
Det fortæller det demokratiske kongresmedlem Jason Crow til avisen Denver Post.
- De evakuerede folk fra gulvet, men de af os, der var i galleriet, blev faktisk fanget i 20 minutter, mens uromagerne stormede trappeopgangene og dørene, siger Jason Crow til avisen.
Situationen var meget anspændt, men Jason Crow havde som soldat i Afghanistan prøvet det, der var værre.
- Jeg gik lidt i ranger-mode, siger han til Denver Post.
Herunder kan du se Jason Crow berolige sin kollega Susan Wild, mens demonstranterne forsøger at trænge ind.
- Politiet låste salens døre og begyndte at stable møbler op foran dørene for at barrikadere sig, mens de holdt deres våben frem, siger Jason Crow.
En ængstelig venten
Betjentene i salen fik hjælp af den republikanske politiker Markwayne Mullin, der er ekspert i kampsport.
Han er kendt som en af Donald Trumps faste støtter, og du kan se ham i den hvide skjorte herunder.
Efter episoden fortalte Markwayne Mullin til NBC Nightly News, at personerne, der forsøgte at bryde ind til kongresmedlemmerne, efter hans bedste overbevisning ikke kunne være nogen af Donald Trumps tilhængere.
- De havde onde øjne, fortalte han tv-kanalen og sagde, at det formentlig var Donald Trumps modstandere fra Antifa-bevægelsen på den yderste venstrefløj, der stod bag.
Demonstranternes egne billeder inde fra kongresbygningen viser dog, at de ikke var fra Antifa alle sammen.
Baked Alaska
For eksempel valgte nynazisten Anthime Gionet - bedre kendt som internetpersonligheden Baked Alaska - at sende live fra sin hærgen i politikernes kontorer.
Det skete via hjemmesiden Dlive, der er et af de få medier, hvor den tidligere YouTuber ikke har fået blokeret sin profil.
- Skyd Black Lives Matter og Antifa, lød det blandt andet i kommentarsporet, mens nynazisten filmede sig selv.
Herunder ses han med en af politikernes fastnettelefoner.
På livestreamen kunne man også se, hvordan demonstranterne gennemrodede politikernes kontorer og tog selfies, mens tilskuerne hjemme bag computerskærmene kom med begejstrede kommentarer, der næppe havde overlevet censuren hos Facebook eller Twitter.
Især den demokratiske politiker Nancy Pelosis kontor var mål for demonstranternes vrede.
Skridtkløe og en uartig seddel
Nancy Pelosi er ekstremt upopulær hos Donald Trumps tilhængere, og den 60-årige Richard Barnett fra Arkansas lod sig fotografere, mens han sad i hendes kontorstol.
Richard Barnett tog også nogle af Nancy Pelosis papirer med sig, da han forlod kontoret. Ifølge en journalist på New York Times lod han 25 cent ligge på politikerens bord, så der i hans optik ikke var tale om tyveri, men derimod et køb af hendes papirer.
- Jeg skrev en uartig seddel til hende, smed mine fødder op på hendes skrivebord og kløede mig i skridtet, fortæller Richard Barnett.
Der var også andre, der tog plyndringsgods med sig - herunder ses en mand med en af kongressens talerstole.
Trods demonstranternes ihærdige forsøg på at bryde ind til politikerne i salen lykkedes det dog at holde dem væk længe nok til, at politikerne kunne eskorteres i sikkerhed.
Men det betød så til gengæld, at de ubudne gæster efterfølgende fik frit spil i salen.
Shamanen i vicepræsidentens stol
Her ses en af dem indtage en af de fornemste pladser i det amerikanske demokrati.
Der er tale om den stol, som USA's vicepræsident sidder i, når Senatet er samlet.
Manden i stolen hedder Jake Angeli, og han er bedre kendt som QAnon-shamanen.
Hans opsigtsvækkende påklædning gør ham nem at genkende, og han har deltaget i flere af Donald Trumps vælgermøder samt ved demonstrationer i staten Arizona, hvor han har protesteret mod påstået valgsvindel.
På fotos fra Donald Trumps vælgermøde onsdag formiddag - inden angrebet på Capitol Hill - ses han give hånd til præsidentens advokat Rudy Giuliani.
Advokaten varmede op inden præsident Trumps tale, hvor han i øvrigt opfordrede til, at valgresultatet skulle "afgøres ved kamp".
Trump uden Twitter
Om besættelsen af Capitol Hill forløb som Rudy Giuliani og Donald Trump havde forestillet sig, ved vi ikke med sikkerhed.
Men præsidenten valgte dog at lægge en video på Twitter, hvor han opfordrede sine støtter til at "gå hjem".
- Vi havde et valg, der blev stjålet fra os, sagde præsidenten.
- Det var et jordskredsvalg, og alle ved det, især på den anden side. Men I er nødt til at gå hjem nu, lød det fra Donald Trump.
Kort efter tog Twitter det usædvanlige skridt at slette hele præsidentens tweet inklusiv videoen på grund af "risiko for vold" - fordi præsidenten endnu en gang havde gentaget sine påstande om valgsvindel.
Desuden fik præsidenten 12 timers karantæne fra Twitter og en advarsel om, at hans konto vil blive suspenderet, hvis han fortsætter med at overtræde mediets retningslinjer.
Uanset om de af præsidentens støtter, der havde invaderet Capitol Hill, hørte hans besked eller ej, var der en hel del af dem, der ikke ønskede at forlade stedet frivilligt.
Da klokken havde passeret 16 lokal tid, begyndte bevæbnede SWAT-teams imidlertid at trænge ind i kongresbygningen for at fjerne de ubudne gæster med magt, og kort efter blev demonstranterne drevet bort og erstattet af et massivt politiopbud.
Besættelsen krævede et enkelt dødsoffer, da en kvinde blev ramt af skud under et af demonstranternes forsøg på at trænge ind i bygningen. Yderligere tre personer meldes omkommet, men politiet i Washington har i skrivende stund ikke oplyst noget om dødsårsagen.
Tilbage til virkeligheden
Hvis formålet med angrebet på Capitol Hill var at forhindre Joe Biden i at blive præsident, lykkedes det altså ikke at "redde Amerika".
De stemmesedler, der var omdrejningspunkt for senatets møde, blev nemlig reddet fra demonstranterne af en gruppe snarrådige medarbejdere i Kongressen.
- De ville være blevet brændt af pøbelen, skriver senator Jeff Merley på Twitter, hvor han har lagt et billede op af kasserne med de intakte stemmesedler.
Onsdag aften, lokal tid, vendte det amerikanske folkestyre så tilbage for at fuldende en noget usædvanlig arbejdsdag.
Den blev genstartet af Donald Trumps vicepræsident Mike Pence, der benyttede lejligheden til at hylde demokratiet.
- I, der skabte kaos på dette sted i dag, I vandt ikke. Vold vinder aldrig. Frihed vinder. Dette er stadig folkets hus. Netop som vi samles igen i dette kammer, vil verden atter bevidne vort demokratis robusthed og styrke, lød det fra ham.