Udland

Trump stiller sit parti over for en svær beslutning

Nogle ser ham gerne som partiets næste præsidentkandidat, andre ønsker en helt anden type. Uanset hvad de beslutter, vil Trump forblive en magtfaktor.

Torsdag lovede præsident Donald Trump for første gang med sikkerhed, at han i god ro og orden vil overlade magten til sin efterfølger Joe Biden 20. januar.

Men han understregede samtidigt, at det ikke ville blive det sidste, USA hørte til ham:

- Mens dette bliver afslutningen på den fineste første præsidentperiode i historien, så er det kun starten på vores kamp for at gøre Amerika stærkt igen, meddelte han via Twitter.

Spørgsmålet er, hvilken rolle han kommer til at spille i denne fremtidige kamp.

Vil han være den ubestridte leder af Det Republikanske Parti og blive opstillet som partiets kandidat til præsidentvalget i 2024?

Vil han uden selv at stille op bevare så stærk en indflydelse i Det Republikanske Parti, at han bliver en ”kongemager”, som partiet konstant må tage hensyn til?

Eller har de seneste begivenheder skabt ham så mange modstandere i Det Republikanske Parti, at partiet går helt nye veje?

Erklæringen fra Donald Trump om, at han vil overdrage magten fredeligt til Joe Biden. Beskeden på Twitter kunne ikke udsendes på Trumps egen konto, som Twitter midlertidigt har lukket. Det er sket, fordi Trumps tweets gentagne gange har overtrådt Twitters regler. I stedet blev meddelelsen sendt ud via vicestabschef Dan Scavinous' konto.

Deler partiet

- Den fortælling om, at han er blevet snydt for sejren, holder liv i en helt grundlæggende konflikt, der kan splitte Det Republikanske Parti, siger TV 2’s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster.

Han forventer, at en del af partiet vil være enige med Trumps fortælling om, at han vandt, men blev snydt. Den del af partiet vil fokusere på, at han faktisk fik 75 millioner stemmer ved at appellere til hvide arbejderklassevælgere, og støtte, at man skal fortsætte ad den vej.

Det betyder, at partiet i 2024 enten skal opstille Donald Trump selv eller den kandidat, som han anbefaler.

En ny kandidat

Andre vil argumentere for, at partiet har brug for at viske tavlen ren. De seneste dage har nære støtter som Senatsleder Mitch McConnell, senator Lindsey Graham og måske endda vicepræsident Mike Pence lagt afstand til Donald Trump.

Flere medarbejdere i Det Hvide Hus har også sagt op nogle få uger før tid for at signalere deres afstandtagen fra præsidenten.

Ifølge Mirco Reimer-Elster har denne fløj af partiet imidlertid det problem, at det ikke er så ligetil at fjerne Donald Trump fra indflydelse.

- Der er mange vælgere, hvis loyalitet ligger mere hos Donald Trump end hos Det Republikanske Parti. Så det er farligt at støde ham fra sig. Jeg forventer, at Trump vil fortsætte med at rejse rundt og holde vælgermøder og samle penge ind, så han holder sig i offentlighedens søgelys. Der er allerede midtvejsvalg i 2022, så om et års tid kan han begynde at støtte nogle kandidater og modarbejde andre, siger han.

Den ultimative trussel

Trump har allerede truet de partifæller, der har lagt afstand til ham, med, at han vil arbejde for at opstille modkandidater til dem, næste gang de er på valg.

Den ultimative trussel er, at Trump har så mange loyale tilhængere og er så dygtig til at samle penge ind, at han kan stille op som uafhængig kandidat. Det vil skade den republikanske kandidats chancer helt afgørende.

- Det er helt uvist, om han selv stiller op til præsidentvalget i 2024. Men uanset hvad, så er det mit bud, at han fortsat vil spille en stor rolle i partiet og påvirke, hvem der bliver partiets kandidat ved næste præsidentvalg, siger Mirco Reimer-Elster.