USA VALG

Trump erkender, at han er færdig som præsident - i denne omgang

Selvom han lover en fredelig overdragelse, fremsætter præsidenten samtidig falske påstande om valgresultatet.

Donald Trump erkender for første gang, at hans tid som præsident i USA er ovre.

Han lover, at der vil ske en fredelig overdragelse 20. januar.

Det oplyser præsidenten i en officiel udtalelse, som talsmand Dan Scavino har lagt på Twitter.

- Selvom jeg er totalt uenig med valgets udfald - og jeg har fakta til at bakke mig op - vil der være en fredelig overdragelse 20. januar, lyder det fra den afgående præsident.

Trods talrige retssager ved domstolene har Donald Trumps kampagne ikke påvist, at der fandt svindel sted ved valget 3. november sidste år.

Hans fortsatte påstande er derfor udokumenterede og falske.

- Mens dette repræsenterer afslutningen på den bedste første embedsperiode i den præsidentielle historie, er det blot begyndelsen på vores kamp, forsikrer Trump sine støtter i udtalelsen.

Godkendelsen af Biden tog længere tid end normalt

Kort forinden bekræftede Kongressen formelt, at Joe Biden har vundet valget.

Verificeringen tager normalt ikke mere end en time, men blev forlænget ad flere omgange natten til torsdag, da flere republikanere udfordrede resultatet fra en række delstater.

Præsidentens forsikring om, at han på fredelig vis vil overdrage magten, kommer under et døgn efter, at væbnede demonstranter stormede den amerikanske parlamentsbygning i Washington D.C..

I lidt under fire timer belejrede demonstranterne Kongressen. Optøjerne har kostet 4 personer livet, mens 14 politibetjente er såret. 52 personer er indtil videre anholdt.

Lovede ikke at give op

Mange demokratiske kongresmedlemmer mener, at det er Donald Trump selv, som fik opildnet de fremmødte støtter til at marchere mod parlamentsbygningen, da han talte ved en "Stop the Steal"-demonstration foran Det Hvide Hus onsdag formiddag.

Ved demonstrationen sagde Trump, at han "aldrig ville give op".

- Du giver ikke op, når der er tyveri involveret. Vores land har fået nok, og vi vil ikke finde os i mere, sagde han.

Den klare fordel ved en rigsretssag er, at de kan fjerne Trump som præsidentkandidat i 2024

Jørn Brøndal, professor, Center for Amerikanske Studier

Men nu har præsidenten altså set skriften på væggen, lyder vurderingen fra TV 2s USA-analytiker, Mirco Reimer-Elster.

- Der har været en bevægelse internt i regeringen, anført af vicepræsident Mike Pence, hvor man mere eller mindre har stillet et ultimatum, der hedder, at "hvis du ikke selv går nu", så risikerer du, at vi prøver at fjerne dig fra embedet, forklarer han.

Demokrater vil af med Trump før tid

I timerne efter stormløbet mod Kongressen fremsatte flere demokrater derfor krav om, at der burde føres en ny rigsretssag mod Donald Trump. Anklagen skulle lyde på, at præsidenten har opfordret til vold mod USA's regering.

Også samtlige medlemmer af retsudvalget i Repræsentanternes Hus vil have præsident Trump afsat.

I et brev til vicepræsidenten opfordrer demokraterne Mike Pence til at anvende den 25. tilføjelse til forfatningen, som gør det muligt at fjerne en præsident fra embedet, hvis hans eget ministerkabinet vurderer ham uegnet til at varetaget landets interesser.

I begrundelsen lyder det, at Donald Trump ikke er "mentalt stabil".

Fordel med rigsretssag

Om demokraterne fastholder deres krav, nu hvor Trump har lovet en fredelig overdragelse, vides ikke på nuværende tidspunkt.

Men det ville være en politisk fordel for demokraterne at presse på for en rigsretssag. Det kan nemlig endegyldigt tage livet af Trumps politiske karriere, forklarer Jørn Brøndal, der er professor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.

- Den klare fordel ved en rigsretssag er, at de dermed kan fjerne ham som præsidentkandidat i 2024, siger han til TV 2.

Bliver han dømt ved en rigsret, kan han nemlig erklæres uegnet til embedet.

Den tiltrædende præsident Joe Biden vandt præsidentvalget med 306 valgmandsstemmer mod Donald Trumps 232.