USA VALG

Nu kan Trump ikke gøre mere - Kongressen har godkendt Joe Biden som vinder

Donald Trump erkender nu, at hans tid som præsident er ovre, og lover at forlade Det Hvide Hus 20. januar.

Joe Biden er nu formelt godkendt af Kongressen som USA's næste præsident.

Det siger den afgående vicepræsident Mike Pence, der har stået i spidsen for godkendelsesprocessen, efter at Joe Biden har sikret sig et flertal af stemmerne fra valgmandskollegiet, og de er blevet godkendt af Kongressens to kamre.

Joe Biden fik 306 stemmer mod Donald Trumps 232 stemmer.

Og det fik straks flere demokratiske medlemmer af Kongressen til at bryde ud i klapsalver.

Afbrudt af voldsomme demonstrationer

Normalt er godkendelsen en formel og forudsigelig proces, der tager under en time. Det gjorde det for eksempel i 2017, da Donald Trump blev godkendt som USA's kommende præsident.

Denne gang endte processen med at have strakt sig over en ekstra dag, da Kongressens arbejde blev afbrudt af demonstranter, der onsdag brød ind i parlamentsbygningen.

Det skete med tåregas, våben og kampråbet "stop the steal" (stop med at stjæle valget, red.), mens politi og sikkerhedsvagter trak våben i parlamentsbygningen.

Sammenstødene har kostet 4 mennesker livet og såret mange flere, deriblandt 14 betjente.

52 mennesker er blevet anholdt.

Mens Kongressen var belejret af demonstranter, blev medlemmer af Senatet og Repræsentanternes Hus evakueret og anbragt et sikkert sted.

- Vi har aldrig ladet os afskrække

Ved 20-tiden kunne Kongressen genoptage arbejdet med at godkende USA's kommende præsident.

- Vi har aldrig ladet os afskrække før, og vi skal ikke lade os afskrække i dag. De forsøgte at forstyrre demokratiet, men de fejlede, sagde Mitch McConnell, der er republikaner og flertalsleder i Senatet, da de atter var samlet for at debattere Joe Bidens godkendelse.

Flere republikanere havde på forhånd varslet, at de ville protestere over resultatet i alle de seks stater, hvor Donald Trump har bestridt valgresultatet.

Men flere af dem faldt fra efter onsdagens voldsomme begivenheder. En af dem var senator Lindsey Graham, der ellers er en loyal Trump-støtte.

- Regn ikke mig med. Nok er nok. Vi er nødt til at afslutte det her, sagde han.

Derfor blev der kun protesteret over resultaterne i Arizona og Pennsylvania, mens andre stater gled igennem.

Trump lover at forlade Det Hvide Hus

Kort efter klapsalverne var runget ud i Kongressen, udsendte Donald Trump en pressemeddelelse via sin talsmand Dan Scavino på Twitter.

I den erkender han for første gang siden valget i november, at hans tid som præsident er ovre.

- Selvom jeg er totalt uenig i valgets udfald, og fakta bakker mig op, vil der ikke desto mindre ske en ordentlig overdragelse 20. januar, står der.

- Jeg har hele tiden sagt, at vi ville fortsætte kampen for at sikre, at kun lovlige stemmer blev talt. Og selvom dette markerer slutningen på den største første periode i historien, er det kun begyndelsen på vores kamp for at gøre USA stort igen!

Det skal for en god ordens skyld siges, at Donald Trumps påstande om, at valgsvindel er årsagen til Joe Bidens valgsejr, ikke bakkes op af fakta.