Udland

Kendt QAnon-leder dirigerede demonstranter i Washington

En ledende figur i konspirationsbevægelsen QAnon skilte sig ud fra mængden under uroligheder i Kongressen.

En ledende figur i den kontroversielle konspirationsbevægelse QAnon havde en meget synlig rolle, da USA's kongres onsdag blev stormet af Donald Trump-støtter.

Det skriver mediet Business Insider.

Ifølge mediet er der tale om en 32-årig mand ved navn Jake Angeli også kendt som "Q Shaman".

Under onsdagens optøjer blev han flere gange set vandre rundt i Kongressen med en megafon, mens han fik taget billeder med både Trump-støtter og QAnon-tilhængere.

Undervejs kunne han også ses dirigere med flere demonstranter.

Jake Angeli var meget synlig under protesterne i Kongresbygningen.

Ses ofte til demonstrationer

Angeli, der er kendt for at bære rød, hvid og blå ansigtsmaling samt en hjelm med horn, er blevet en kendt figur i konspirationsbevægelsen.

Ifølge mediet The Arizona Republic er han i løbet af det seneste år jævnligt dukket op i forbindelse med højreorienterede protester i delstaten Arizona.

Hans tilstedeværelse ved optøjerne sammen med andre QAnon-tilhængere kommer, efter en periode hvor bevægelsen er blevet beskyldt for at hjælpe med at gøre præsident Donald Trumps påstande om valgsvindel populære.

Demonstrant stjæler Nancy Pelosis talerstol.