Det lavede Trump i Det Hvide Hus, da demonstranter raserede Kongressen
Efter sin tale til masserne tog Donald Trump tilbage til Det Hvide Hus. Herfra mistede han sin yndlingsplatform til at kommunikere med masserne.
- Jeg elsker Pennsylvania Avenue!
På et podie foran sine støtter lovede Donald Trump få timer inden urolighederne, at han ville gå forrest med dem i marchen op til USA's kongres i Washington D.C for at kræve valgresultatet omstødt.
Det var sidste gang, de så ham. Han stod på en stor scene bag skudsikre ruder med det ikoniske, hvide præsidenthjem som bagtæppe.
- Efter det her går vi - og jeg vil være der med jer - op til Kongressen. Og der vil vi heppe på nogle af vores modige senatorer og kongresmedlemmer, lød det fra Donald Trump.
Det blev ved snakken.
Efterfølgende hørte de kun fra Trump på sociale medier.
Rasende Trump gik på Twitter
For han var ikke med i den menneskemængde, der onsdag klokken 13 lokal tid gik de godt 3,2 kilometer ad den berømte Pennsylvania Avenue fra Trumps tale foran Det Hvide Hus til nationens kongres i Capitol-bygningen.
Ifølge pressefolkene, der følger alle Trumps skridt i løbet af en dag, var han kort efter talen tilbage i Det Hvide Hus.
Han og de mange sikkerhedsfolk ville ellers med nogenlunde sikkerhed være til at få øje på i den brogede forsamling af folk, der var klædt i genstande som konspirationsteoretiske t-shirts, Trump-flag viklet om halsen og fuld militærkamouflage.
Kilder med indsigt i præsidentens virke i Det Hvide Hus siger til CNN og New York Times, at Trump hjemme i Det Hvide Hus på skift bevægede sig fra Det Ovale Kontor til den tilstødende spisestue og tilbage igen.
Ifølge kilderne fulgte han begivenhederne ved Kongressen tæt på sine foretrukne tv-kanaler.
Her kunne han konstatere, at vicepræsident Mike Pence sagde, at han ikke ville bakke op om Donald Trumps ønske om at omstøde valgresultatet.
Godt to timer efter Trumps tale brød de første fra folkemassen igennem barriererne foran landets lovgivende forsamling klokken 14 lokal tid.
14:24 sad Donald Trump klar ved tasterne på det sociale medie Twitter:
- Mike Pence havde ikke det mod, der skulle til for at beskytte vores land og vores forfatning, lød det i et nu slettet tweet.
Twitter slettede det, da man frygtede, at det blot ville sætte yderligere ild til demonstranternes ønske om at sprede kaos og usikkerhed i hjertet af USA's demokratiske fundament.
Men gnisten antændt af folkets vrede var allerede blevet til et fuldvoksent flammehav.
Kongressen var under belejring.
Forsøgte at tale Trump til ro
For første gang siden 1814, hvor britiske tropper indtog den amerikanske kongres, var der nu fyldt med folk, der ikke skulle være der.
Et sparsomt udstyret kongrespoliti kunne blot se til, mens masser af Trump-tilhængere fyldte de magtfulde haller, besatte magtfulde senatorers kontorer og forsøgte at stjæle kongressens talerstol.
CNN's kilder i Det Hvide Hus fortæller, at Donald Trump på dette tidspunkt var rasende på sin vicepræsident.
Hans medarbejdere forsøgte at få ham til at dæmpe gemytterne, men Trump kunne ifølge mediet mest af alt koncentrere sig om vreden mod Pence.
Trumps rådgivere ville have ham til at tweete, at demonstranterne skulle tage det roligt.
14 minutter efter det slettede tweet skrev Donald Trump sådan her:
- Vær søde at støtte politiet ved kongressen og politiet. De er i sandhed på vores side her i landet. Forbliv fredelige!
Efter al sandsynlighed var præsidenten på dette tidspunkt i Det Ovale Kontor, skriver den amerikanske journalist Anne Gearan, der denne dag på vegne af de amerikanske medier havde særlig adgang til gangene i Det Hvide Hus.
På et tidspunkt talte Donald Trump i telefon med den republikanske minoritetsleder i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, som under telefonsamtalen var barrikaderet i sikkerhed et sted inde i kongresbygningen.
- Jeg har allerede talt med præsidenten. Jeg ringede til ham. Jeg synes, at vi bliver nødt til at lave en udtalelse, så vi kan få dæmpet gemytterne, sagde han til Fox News under optøjerne.
Det var ikke nemt, oplyser kilder i Det Hvide Hus til CNN, men også New York Times har samme udlægning af Trumps ageren i Det Hvide Hus under optøjerne.
Video var ikke Trumps idé
Til sidst formåede rådgiverne at overtale Donald Trump til at optage en udtalelse. Ifølge rådgiverne var det ikke Trumps ide, og det skete modvilligt.
I talen, som blev lagt op som video på Twitter, gentog Donald Trump falske påstande om valgets udfald.
- Vi havde et valg, der blev stjålet fra os, lød det.
- Men I skal gå hjem nu. Vi skal have fred, lov og orden.
- Vi skal have fred. Gå hjem, vi elsker jer, I er meget særlige. Jeg ved, hvordan I har det, men gå hjem og gå fredeligt hjem, sagde Trump.
Twitter tolkede det ikke som en reel opfordring til at mane til ro. I over fire år har det sociale medie ladet Trump tweete om vidt og bredt, men også denne video blev onsdag fjernet fra platformen.
På grund af risikoen for vold, lød det fra Twitter.
Senere blev endnu et tweet fra Trump slettet, og hans konto blev låst i foreløbig 12 timer.
Regeringen regerede uden Trump
Og så skete der ifølge New York Times' kilder noget, der var usædvanligt.
Regeringen fortsatte med at regere, men uden om Trump.
Da Kongressen sent onsdag nat mødtes igen, så talte forsvarsminister Christopher C. Miller og forsvarschef Mark Milley med vicepræsident Mike Pence om at sætte yderligere ind over for demonstranterne, ikke med Trump. Forsvarsministeren bekræfter ifølge CNN, at han var i kontakt med vicepræsidenten og øvrige medlemmer af kongressen.
Fra det tidspunkt har vi ikke hørt eller set mere fra Donald Trump selv.
Men på et tidspunkt i løbet af aftenen blev Donald Trump ifølge flere amerikanske medier så frustreret, at han bortviste Mike Pences nærmeste rådgiver, Marc Short, fra Det Hvide Hus.
Vi ved på nuværende tidspunkt ikke, hvor Trump befinder sig.
Da Donald Trump torsdag dansk tid udtalte, at valgoverdragelsen 20. januar kommer til at foregå på en "ordentlig måde", så blev det også skrevet på Twitter.
Men denne gang via hans talsmands profil.
Præsidenten var nemlig blevet gjort stum på sine egne talerør på Facebook og Twitter.
Præsident har ikke sendt en pressemeddelelse eller på anden måde givet øvrige livstegn fra sig.
Det eneste, vi ved, er, at Det Hvide Hus i en mail til den amerikanske presse, som blev sendt ud klokken 03:37 dansk tid, beretter sådan her om præsidentens daglige skema:
- Præsident Trump vil arbejde fra tidligt om morgenen til sent om aftenen. Han vil foretage mange opkald og deltage i mange møder.