USA Valg 2020

Analyseret ord for ord: Én vending forklarer kupforsøget i Donald Trumps besked til støtterne

Den siddende præsident beder sine støtter om at forlade kongressen. Video: Magnus Bjerg

TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster analyserer ord for ord Donald Trumps stærkt kontroversielle videobesked til sine følgere.

Mirco Reimer-Elster (https://nyheder.tv2.dk/profil/mirco-reimer-elster), Magnus Bjerg (https://nyheder.tv2.dk/profil/magnus-bjerg)

Videoen blev delt på både Facebook og Twitter. Facebook har fjernet videoen, og Twitter har begrænset mulighederne for at dele den af frygt for, at den kan opildne til yderligere vold.

Her er, hvad Donald Trump sagde:

"Jeg ved, at det gør ondt på jer. Jeg ved, at I er triste.

Vi har haft et valg, der blev stjålet fra os. Det var et jordskredsvalg, og alle ved det. Især dem på den anden side.

Netop i disse ord ser vi en central del af forklaringen på det kupforsøg, som verden er vidne til i Washington. Præsidenten har opildnet sine tilhængere og bærer en stor del af ansvaret for situationen. Men ikke engang i en tale, som skal få temperaturen ned, kan Trump dy sig for at lægge ud med løgnen om det stjålne valg.

Mirco Reimer-Elster, TV 2s USA-analytiker

Men I er nødt til at gå hjem nu. Vi har brug for fred. Vi har brug for lov og orden. Vi er nødt til at respektere vores gode folk i ordensmagten.

Det var vitterligt Donald Trump selv, der i sin tale til demonstrationen tidligere på dagen opfordrede de fremmødte til at marchere mod Kongressen og sende et signal til de "svage republikanere".

Mirco Reimer-Elster, TV 2s USA-analytiker

Vi ønsker ikke, at nogen kommer til skade. Det er en meget hård tid. Der har aldrig været en tid som denne, hvor sådan noget er sket. Hvor de har kunne taget det fra os. Fra mig, fra jer, fra vores land.

Det var valgsvindel. Men vi kan ikke gå i deres fælde. Vi har brug for fred.

Der er ikke meget landsfader og forsøg på at deeskalere over Trumps retorik. Den eneste fælde, som nogen er faldet i, er Trumps tilhængere, som ansporet af USA's præsident så stort på freden og valgte konfrontationen.

Mirco Reimer-Elster, TV 2s USA-analytiker

Så gå hjem. Vi elsker jer. I er noget helt særligt. I ser, hvordan andre bliver behandlet, så slemt og så ondt. Jeg ved, hvordan I har det.

Det er klassisk Trump at rose højrefløjens mest voldelige elementer: Kærlighed og empati til dem, der hylder ham, men stort set tavshed om de mange mennesker, som er blevet truet og intimideret af selvsamme "særlige" støtter.

Mirco Reimer-Elster, TV 2s USA-analytiker

Men gå hjem og gør det i fred og ro."