Udland

Steinmetz om kaos i Washington: - Præcis som frygtet

Demonstranter mener Mike Pence er en forræder, fortæller Jesper Steinmetz, der befinder tæt på begivenhederne.

TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz befinder sig få hundrede meter fra Capitol Hill i Washington, der fungerer som hovedsæde for USA’s kongres.

Demonstranter passerer forbi ham for at tilslutte sig urolighederne.

- Mike Pence er en forræder, råber en af dem, mens en anden lover død over demokrat og formand for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi, fortæller Jesper Steinmetz.

- De accepterer simpelthen ikke valgresultatet, så nu forsøger nogle af dem med vold og magt at tiltvinge sig adgang til Kongressen. Det bekræfter den planlægning, der har været i gang i de seneste par dage, hvor politiet og store styrker fra Nationalgarden er hidkaldt, fordi man lige præcis var bange for, at det her kunne udvikle sig på den måde, vi ser i de her minutter og timer, siger Jesper Steinmetz.

USA-korrespondenten beretter, at adskillige demonstranter mener, at det er mediernes skyld.

Midnat dansk tid indføres et udgangsforbud, meddeler Washingtons borgmester, og den beslutning, siger alt om hvor kritisk situationen er.

- Myndighederne har fejlet, når de ikke har formået at holde demonstranterne væk, siger Jesper Steinmetz.

USA-ekspert: Historiske scener

Det er historiske scener, der udspiller sig i USA, hvor demonstranter er trængt ind i Kongressen.

Det siger Jørn Brøndal, der er leder af Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet.

- Jeg kan ikke komme i tanke om en situation, der så dramatisk udstiller demonstrationer direkte i Kongressen.

- Det her er et historisk øjeblik, siger han.

Uroen er udbrudt, mens Kongressen officielt skulle bekræfte Joe Biden som vinder af præsidentvalget.