USA VALG

Joe Biden i tale til nationen: - Et hidtil uset angreb på demokratiet

Donald Trump gentager, at valget er blevet stjålet fra ham og hans støtter, men beder demonstranterne om at tage hjem.

USA's kommende præsident Joe Biden har talt til nationen, efter at demonstranter onsdag aften dansk tid har stormet Kongressen.

- I øjeblikket er vores demokrati under et hidtil uset angreb, som vi ikke har oplevet i nyere tid, siger Joe Biden, der taler fra hjembyen Wilmington i delstaten Delaware.

- Det, vi ser, repræsenterer os ikke. Det her er ikke uenigheder, det er kaos. Og det skal stoppe nu. Jeg opfordrer disse gangstere til at stoppe. Jeg har før sagt, at præsidentens ord betyder noget. Demokrati er skrøbeligt og kræver ledere, der er villige til at beskytte det, siger Joe Biden.

- Ikke det sande USA

Samtidig understreger Biden, at de kaotiske scener ikke viser det sande USA, og ikke præsenterer amerikanerne, som de er.

Der er tale om en lille gruppe af ekstremister, der dedikerer sig til lovløshed:

- At storme kongresbygningen, knuse vinduer, indtage kontorer og USA's senat og at true valgte embedsmænds sikkerhed - det er ikke en protest, det er et oprør, siger Biden.

Trump: Svindel med valgresultatet, men vi skal have fred

Få minutter efter Bidens tale har også præsident Donald Trump talt.

Det er sket i en video lagt op på Twitter, hvor Trump henvender sig direkte til demonstranterne på Capitol Hill.

Her opfordrer han demonstranterne til at tage hjem. Samtidig gentager han, at valget er blevet stjålet fra ham og hans supportere.

- Vi havde et valg, der blev stjålet fra os. Alle ved det. Særligt den anden side. Men I skal gå hjem nu. Vi skal have fred. Vi skal have lov og orden. Vi har aldrig oplevet noget lignende. Valget blev taget fra os, men I skal tage hjem nu. Jeg forstår, hvad I føler, men I skal gå hjem nu, siger Donald Trump, der afslutter talen ved at sige:

- Vi skal have fred. Så gå hjem, vi elsker jer. I er meget særlige. Jeg ved, hvordan I har det. Men gå hjem og gå fredeligt hjem, siger Trump.

Twitter har efterfølgende advaret om, at der i Trumps video er flere falske anklager. Derfor har Twitter sørget for, at Trumps video ikke kan deles eller likes.

USA-ekspert: Trump-tale er gak-gak

Den tidligere USA-korrespondent Torsten Jansen kritiserer Trumps tale.

Han mener ikke, at Trump i tilstrækkelig grad tager afstanden fra uroen på Capitol Hill, og at den indeholder modsatrettede synspunkter, hvor man er i tvivl om, hvor vidt Trump mener sit budskab.

- Han starter med at sige, at ”de stjal det fra os” og fortsætter dermed den uforsonlige retorik, inden han i en parentes bemærket siger, at de i øvrigt må tage hjem. Det er jo helt gak gak, siger Torsten Jansen.

TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster er heller ikke imponeret.

Det er "too little, too late" (det er for lidt og for sent, red.). Det siger alt, at Joe Biden talte til nationen, inden Donald Trump kom ud, siger han.

Senatorer evakueret

Uroen kommer på dagen, hvor landets ledere var samlet for at godkende Joe Bidens valgsejr.

De fremmødte politikere er blevet evakueret, og USA's siddende præsident Donald Trump har sendt Nationalgarden ind i bygningen i et forsøg på at få kontrol over situationen, efter at demonstranter har indtaget flere dele af Kongressen.

Demokraternes leder af Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi skriver på Twitter, at hun og Chuck Schumer, der er Demokraternes mindretalsleder i Senatet, opfordrer præsident Trump til at bede demonstranterne om at forlade Capitol Hill.

Dette er breaking news på TV2.DK. Vi arbejder lige nu på at få yderligere oplysninger, og vi anbefaler derfor, at du vender tilbage om kort tid for at få seneste nyt.