Udland

Valg i Georgia kan betyde en flyvende start for Joe Biden, siger TV 2-korrespondent

Dagens senatsvalg i Georgia er afgørende for de kommende år i amerikansk politik. Både Trump og Biden har til det sidste forsøgt at vinde stemmer

- Oversvøm valgstederne med en tidebølge af republikanske stemmer!

Sådan lød opfordringen natten til tirsdag dansk tid fra USA’s præsident Donald Trump op til et valg i den amerikanske delstat Georgia, der vil afgøre magtbalancen mellem republikanere og demokrater i Kongressen.

Trump havde ligesom USA’s kommende præsident, Joe Biden, lagt vejen forbi delstaten for at overbevise de sidste vælgere op til tirsdagens afstemning.

- Én stat kan sætte kursen, ikke bare for de næste fire år, men for den næste generation, sagde Joe Biden på sit vælgermøde.

Demokraterne har med 222 sæder magten i Repræsentanternes Hus, det ene kammer i Kongressen.

Vinder Demokraterne 50 sæder i Senatet, har de vundet flertal med mindste margin. Dermed vil de have flertal i begge af Kongressens kamre.

Afgørende valg

Der er to senatspladser til afstemning i Georgia, og vinder demokraterne dem, vil de have flertal i Kongressen.

Dermed vil Joe Biden få lettere ved at få sin politik igennem, når han indtager Det Hvide Hus som landets præsident.

- Så vil Joe Biden stå i samme situation, som hans gamle chef Barack Obama gjorde i 2008, forklarer TV 2s USA-korrespondent, Jesper Steinmetz.

Her havde Obama netop vundet præsidentvalget, og demokraterne havde samtidig flertallet i både Senatet og Repræsentanternes Hus.

- Det gjorde livet meget lettere for den nye præsident. Det gjorde, at han og demokraterne kunne vedtage 'Obamacare', som var en kæmpe politisk bedrift. På samme måde kan demokraterne med Joe Biden i spidsen få gennemført den politik, de ønsker, siger Jesper Steinmetz.

Vinder republikanerne derimod bare en af de to pladser, får de flertallet i Senatet og kan gøre livet surt for Biden.

- Så kan de obstruere meget af Bidens politik. Og så vil han være tvunget til at komme med indrømmelser til republikanerne.

- Først tager vi senatet tilbage, og så tager vi præsidentposten tilbage, lyder det fra en republikansk vælger, som TV 2 interviewede i Georgia. Video: Mie Leonora Heiberg

Trump i modvind

Valget sker to dage efter, at en lækket telefonsamtale har skabt røre omkring Donald Trump. Her opfordrer præsidenten Georgias indenrigsminister til at "finde" stemmer nok til at vende Trumps nederlag ved præsidentvalget 3. november.

Men lækket har tilsyneladende ikke fået Trump til at dæmpe sig. I hvert fald var beskeden til vælgerne dagen før det afgørende valg utvetydig:

- Landets skæbne er på spil. Det er i jeres hænder. I må levere en republikansk sejr så stor, at demokraterne ikke kan stjæle den eller snyde den fra os, sagde Donald Trump.

Stemmeoptællingen starter ved midnat dansk tid, og det forventes, at valgresultatet lader vente på sig.