To drenge – en har ikke modtaget vaccine mod kopper. Billedet er fra 1901.
Coronavirus

Bør man lade sig vaccinere mod coronavirus? En 120 år gammel udfordring kan rumme svaret

De nye vacciner mod coronavirus mødes af massiv misinformation fra vaccinemodstandere. Gamle tricks genbruges for at tiltrække opmærksomhed og penge.

Den besøgende læge gik fra seng til seng.

Han var født i Danmark, men boede nu i USA, hvor der var bedre plads til folk med hans syn på verden.

Prøv at lugte til hans ånde

Paul Carson, cheflæge

Patienterne omkring ham var alvorligt syge, for epidemien havde ramt Boston med uventet styrke, og nu var der indlagt over 100 smittede på Gallop Islands karantænehospital.

Lægen og hans ledsagere standsede ved en seng, hvori en af de smittede kæmpede for sit liv.

- Prøv at lugte til hans ånde, sagde hospitalets cheflæge til sin 60-årige besøgende.

Gæsten hed Immanuel Pfeiffer, og han var kun kommet ind på karantænehospitalet, fordi han havde taget imod en udfordring fra en kollega.

Udfordringen

Sundhedsmyndighederne i Boston kæmpede nemlig en hård kamp mod vaccineskeptikere, og derfor havde byens sundhedschef Peter Durgin spurgt, om der ikke var nogen af dem, der havde lyst til at besøge karantænehospitalet.

Immanuel Pfeiffer havde sagt ja.

Hvad der derefter skete er beskrevet i medicinaltidsskriftet New England Journal of Medicine, som oplysningerne i denne artikel stammer fra.

I modsætning til lægerne og sygeplejerskerne på hospitalet, var Immanuel Pfeiffer ikke vaccineret mod den variolavirus, der gav de indlagte på hospitalet sygdommen kopper.

Kopper var en alvorlig sygdom, hvor vaccination ofte gjorde forskellen på liv og død – herunder kan du se et billede af to søstre, der blev smittet samme dag.

Den øverste var vaccineret, den nederste ikke.

Men Immanuel Pfeiffer mente, at hypnose og faste virkede lige så godt som vacciner.

Derfor var det de midler, han anbefalede sine patienter at bruge mod denne ekstremt smitsomme sygdom, der tog livet af omkring en tredjedel af de inficerede.

Og Immanuel Pfeiffer var så urokkelig i sin overbevisning, at han 23. januar 1902 sagde ja til at indsnuse den dunst, der kom ud af munden på patientenerne.

Det blev begyndelsen på et rigtig træls forløb.

Både for Immanuel Pfeiffer – men også for resten af verden.

Fra kopper til coronavirus

At vacciner redder liv, var ellers allerede grundigt dokumenteret i 1902.

For eksempel på den britiske læge Allan Warners berømte fotos, der blev offentliggjort i det medicinske Atlas of Clinical Medicine, Surgery, and Pathology.

De viser to drenge, begge 13 år gamle. Drengen til højre blev vaccineret i barndommen, den anden blev ikke vaccineret. De blev smittet af den samme kilde den samme dag, står der i ledsageteksten til det billede, du kan se øverst i denne artikel.

Alene i det 20. århundrede døde mellem 300 og 500 millioner mennesker af kopper – altså mindst tre gange så mange som i de to verdenskrige til sammen.

Sygdommen blev udryddet af et verdensomspændende vaccinationsprogram i 1978, men nu er verden ramt af en ny pandemi.

Og den kamp mod vacciner, som Immanuel Pfeiffers var frontsoldat i, er mere aktuel end nogensinde.

I dag føres den på internettet, hvor vaccinemodstandernes 425 største grupper og sider på sociale medier i december 2020 havde i alt 59,2 millioner følgere på verdensplan.

Det viser en opgørelse fra Center for Countering Digital Hate, der følger vaccinemodstanderne tæt.

Dette er ikke en vaccine. Det er en uoprettelig genetisk modifikation

Andrew Wakefield, vaccinemodstander og tidl. forsker

Mange af siderne indeholder timelange videoklip, hvor man kan "uddanne sig selv" – for nu at bruge et af vaccinemodstandernes egne udtryk.

På vej mod Jurassic Park

I videoerne optræder læger og forskere, der ligesom Immanuel Pfeiffer har sans for, hvordan man kan blive en berømt autoritet og tjene penge, selvom man måske bliver set ned på af sine fagfæller.

En af de største stjerner i den industri hedder Andrew Wakefield.

Han er uddannet læge og har arbejdet som forsker ved Royal Free Hospital i London.

Og så har han engang fået sin forskning udgivet i det prestigefyldte medicinaltidsskrift The Lancet.

To børn besvimede, og en kastede op ud over sin mor

Andrew Wakefield, vaccinemodstander og tidl. forsker

Så sent som 23. december 2020 kunne han fortælle sine følgere, at de ikke bør tage den nye vaccine mod coronavirus.

- Dette er ikke en vaccine. Det er en uoprettelig genetisk modifikation, siger Andrew Wakefield på en video, hvor han sammenligner de kommende massevaccinationer mod coronavirus med en skrækfilm.

- Det er som Jurassic Park, der er ved at undslippe øen, fortæller han.

Når en tidligere forsker i medicinalindustrien siger den slags, vækker det formentlig bekymring ude bag computerskærmene.

Men ligesom det i 1902 ikke kunne ses på Immanuel Pfeiffer, at han samtidig med lægegerningen solgte ydelser som clairvoyant, er der også ting, man ikke kan gennemskue efter ti minutter i selskab med Andrew Wakefield.

For eksempel er der historien om, hvad der foregik under hans søns 10 års fødselsdagsfest i 1998.

Børnefødselsdagen

Det var dengang Andrew Wakefield stadig havde tilladelse til at arbejde som læge og var i færd med at undersøge, om der var en sammenhæng mellem vacciner og autisme.

Andrew Wakefield fortalte selv om fødselsdagsfesten under et foredrag på University of California i 1999.

Foredraget blev optaget på video, og derfor er det i dag muligt at gengive hans historie.

Folk sagde til mig: "Det kan du da ikke gøre"

Andrew Wakefield, vaccinemodstander og tidl. forsker

Andrew Wakefield fortalte sine tilhørere, at han skulle bruge blod til sin forskning, og derfor betalte sin søns venner fem pund hver for at få en kanyle i armen under fødselsdagsfesten.

- To børn besvimede, og en kastede op ud over sin mor, fortalte han sit leende publikum, ifølge British Medical Journal.

- Folk sagde til mig: "Det kan du da ikke gøre. Børnene vil jo ikke komme tilbage til dine fødselsdagsfester". Jeg svarede, at vi lever i en markedsøkonomi. Næste gang vil de have 10 pund, lød det fra Andrew Wakefield.

Han har selv efterfølgende sagt, at det hele blot var en god historie, han havde fortalt sine tilhørere, og at den ikke var sand.

Det var hans forskningsresultater heller ikke.

Vejen til Donald Trump

I første omgang vakte Andrew Wakefields forskningsprojekt dog stor opsigt, da de blev udgivet i medicinaltidsskriftet The Lancet i 1999.

Den MFR-vaccine, som de fleste børn i den vestlige verden får mod røde hunde, mæslinger og fåresyge, kunne også give børnene autisme, påstod Andrew Wakefield.

Men andre forskere kunne ikke genskabe Andrew Wakefields resultater.

Og kort efter kom det frem, at forskningsprojektet var betalt af advokatfirmaer, der arbejdede for forældre, som havde anlagt retssager mod medicinalindustrien.

Andrew Wakefield havde snydt med resultaterne. Han glemte også at oplyse, at han selv havde søgt patent på en vaccine mod mæslinger og en kur for autisme kort tid før hans opsigtsvækkende forskning blev offentliggjort.

Derfor tog The Lancet det usædvanlige skridt at trække forskningsartiklen tilbage, og Andrew Wakefield mistede sin licens til at praktisere som læge i Storbritannien.

Han nægtede selv at have gjort noget forkert, og fortsatte med at promovere sine påstande i USA, hvor Immanuel Pfeiffers arvtagere i over 100 år har forsøgt at tale folk fra at lade sig vaccinere.

Og Andrew Wakefields idéer nåede ud til et stort publikum

- Et raskt lille barn går til lægen og bliver pumpet med massive skud med mange vacciner, får det dårligt og ændrer sig – AUTISME. Der er mange af den slags sager, skrev Donald Trump for eksempel på Twitter i 2014.

I 2016 mødtes de to endda, mens Donald Trump førte sin første valgkampagne.

Manglende videnskabelig dokumentation hindrede ikke Andrew Wakefields teori om autisme i at sprede sig, og i 2019 oplevede USA flere udbrud af mæslinger blandt børn, der ikke er blevet vaccineret.

Menneskeliv i fare

I november 2020 viste en opgørelse fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, at udbredelsen af mæslinger i 2019 på verdensplan var den største siden 1996.

Alene i 2019 døde 207.500 mennesker af sygdommen – fortrinsvis børn.

Dødsfald der kunne være undgået, hvis de havde fået MFR-vaccinen.

I dag er Andrew Wakefield blot én blandt mange vaccinemodstandere, der forsøger at overtale folk til at holde sig langt væk fra vaccinerne mod coronavirus.

Hans påstand om, at de nyudviklede mRNA-vacciner kan ændre menneskets dna er forkert og er blevet tilbagevist her, her og her, men alligevel spreder den sig.

En god forretning

Andrew Wakefield bakkes nemlig op af en hel industri, der tjener penge på at sælge foredrag, bøger og alternativ medicin.

Det er en industri af læger, advokater, tidligere forskere og mediefolk, som ifølge Center for Countering Digital Hate forsøger at fremme lignende synspunkter til et stort publikum.

Du kan få et overblik over de mest fremtrædende blandt dem herunder.

Vaccinemodstandens fremtrædende ansigter

Kennedy

Robert F. Kennedy Jr. har udgivet flere bøger og var oprindeligt miljøforekæmper.

Robert F. Kennedy Jr.

Er nevø til USA's tidligere præsident John F. Kennedy og formand for antivaccineorganisationen Children's Health Defense.

Han er uddannet advokat og tilhænger af Andrew Wakefields teori om autisme og vacciner på trods af, at der ikke er videnskabeligt belæg for den.

Robert F. Kennedy Jr.'s familie tog i 2019 stærkt afstand fra hans synspunkter i et længere læserbrev i mediet Politico efter flere udbrud af mæslinger i USA.

I løbet af 2020 har Robert F. Kennedy Jr. gentagne gange skrevet på Twitter, at der er livsfarlige bivirkinger ved vaccinen mod covid-19.

Foto: Angela Weiss / Scanpix Denmark

Bigtree

Del Bigtree har gjort det til en forretning at udbrede misinformation om vacciner.

Del Bigtree

Er tv-producer og filminstruktør med en fortid hos tv-programmerne Dr. Phil og The Doctors.

Han tog kontakt til Andrew Wakefield, da han hørte, at denne ville lave en film om sammenhængen mellem autisme og MFR-vaccine, ifølge magasinet Fatherly.

Resultatet blev filmen Vaxxed, der bygger på Andrew Wakefields udokumenterede påstande.

I dag driver Del Bigtree hjemmesiden The Highwire, hvor der deles udokumenterede påstande om coronavirus. Både Facebook og YouTube har lukket The Highwires profiler på grund af misinformation.

Foto: Wikimedia Commons

Mercola

Joseph Mercola har ifølge Center for Countering Digital Hate over 3,6 millioner følgere på sociale medier.

Joseph Mercola

Er uddannet osteopatisk behandler og en mediepersonlighed i USA. Han lever af at sælge alternativ medicin på internettet.

Joseph Mercola har over 1,7 millioner følgere på Facebook, hvor han instruerer folk i at føre en sund livsstil og spise de kosttilskud, han sælger, så de ikke behøver at tage vacciner. 

De amerikanske myndigheder har givet ham påtaler for falsk markedsføring i 2005, 2006, og 2011, og ifølge Washington Post har han givet store pengebeløb til antivaccinebevægelsen National Vaccine Information Center.

Under coronapandemien i november 2020 har han blandt andet skrevet, at vacciner mod coronavirus "kan ødelægge immunforsvaret". I stedet råder han sine syge patienter til at indtage rigelige mængder C-vitamin i et intravenøst drop.

Foto: Privatfoto

Cahill

Dolores Cahill

Dolores Cahill

Er professor ved institut for medicin på University College Dublin, men også formand for det euroskeptiske parti Irish Freedom Party.

Desuden er hun tilknyttet foreningerne Worlds Doctors Alliance og Health Freedom Ireland, der begge spreder misinformation om udbruddet af coronavirus. 

Dolores Cahill medvirker også som ekspert på vaccineskeptikeren Del Bigtrees medie The Highwire. Her hævder hun blandt andet, at vitaminer og hydroxyklorokin kan kurere covid-19.

University College Dublin har offentligt taget afstand fra Dolores Cahills synspunkter.

Foto: TV 2

Mikovits

Judy Mikovits blev verdenskendt i foråret 2020 for sin medvirken i filmen Plandemic.

Judy Mikovits

Er uddannet virolog og fik i sin tid sin forskning offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Science.

Forskningen viste sig dog at være så fejlbehæftet, at tidsskriftet måtte trække Judy Mikovits' forskningsresultater tilbage.

Derefter kunne hun ikke få job som forsker og blev i stedet aktiv på nettet, hvor hun gav sig til at arbejde sammen med vaccineskeptikeren Robert F. Kennedy Jr. 

Hendes nye levevej blev som "ekspert" for vaccineskeptikerne.

I foråret 2020 medvirkede Judy Mikovtis i filmen Plandemic, hvor hun kom med udokumenterede påstande om, at en vaccine mod coronavirus "vil dræbe millioner".

Foto: TV 2

Ayyadurai

Shiva Ayyadurai er både politiker, ingeniør og vaccinemodstander.

Shiva Ayyadurai

Er uddannet ingeniør med en ph.d. i bioteknologi fra det prestigefyldte Massachusetts Institute of Technology.

Han påstår at have opfundet emailen som 14-årig og førte i 2017 en længere retssag for at gøre krav på opfindelsen. Han tabte dog sagen, og i 2020 forsøgte han at stille op til USA's senat. Han blev ikke valgt, men påstod efterfølgende, at det skyldtes snyd med én million stemmer i Massachusetts.

Shiva Ayyadurai er også aktiv antivaccineaktivist, og i sommeren 2020 sammenlignede han vaccination med voldtægt.

Han havde indtil for nylig nære bånd til vaccineskeptikeren Robert F. Kennedy Jr., men de to har nu brudt med hinanden.  

Foto: Wikimedia Commons

Tenpenny

Sherri Tenpenny er forfatter og foredragsholder.

Sherri Tenpenny

Er har en bachelorgrad i kunsthistorie og er uddannet osteopatisk behandler.

Hun er tilhænger af Andrew Wakefields idé om, at MFR-vaccine øger risikoen for autisme.

Hun er desuden aktiv i Robert F. Jennedy Jr.'s vaccinekritiske organisation, Childrens Health Defense og har skrevet flere bøger om den påståede fare ved at lade sig vaccinere. 

Sherri Tenpenny driver desuden en omfattende kursus- og foredragsforretnng, hvor emnet er vaccinationer. På sin hjemmeside Vaxxter beskriver hun vaccine mod coronavirus som "ekstremt skadelig".

Hun har over 75.000 følgere på Twiter.

Foto: Facebook / Dr. Tenpenny

Fisher

Barbara Loe Fisher på Fox News, hvor hun repræsenterede vaccinemodstanderne i programmet Fox and Friends.

Barbara Loe Fisher

Har siden 1982 været formand for interesseorganisationen National Vaccine Information Center, der er modstander af at vaccinere børn.

Barbara Loe Fisher har en bachelorgrad i engelsk, og har i årtier været en fremtrædende figur i antivaccinebevægelsen.

Hendes organisation finansieres til dels af den alternative behandler Joseph Mercola, der er blevet rig på at sælge vitaminkure og lignende til vaccineforskrækkede amerikanere.

Allerede i maj 2020 udtalte Barbara Loe Fischer sig kritisk om en eventuel kommende vaccine mod covid-19. I videoer på nettet påstår hun, at coronavirus ikke er specielt farlig, men sygdommen overdrives, fordi medicinalfirmaerne ønsker at tjene penge på at sælge vacciner. 

 

Foto: TV 2

Humphries

Suzanne Humphries er uddannet læge, men arbejder nu som alternativ behandler og foredragsholder.

Suzanne Humphries

Er læge med speciale i nyresygdomme. Hun har efterfølgende uddannet sig som alternativ behandler i behandlingsformerne homøopati og tankefeltterapi.

Hun er aktiv i organisationen International Medical Council on Vaccination og har advaret mod vacciner siden 2010, hvor hun skrev, at influenzavacciner kan medføre nyresvigt, og at hun personligt har set folk hoste blod op efter at være blevet vaccineret.

Suzanne Humphries står også bag et essay, hvor hun hævder, at vacciner er i strid med såvel Bibelen som Koranen.

Hun tjener blandt andet penge ved at udbyde kurser i alternativ behandling og holde foredrag.

Foto: Facebook / De. Suzanne

Kaufmann

Andrew Kaufmann optræder i en lang række videorer.

Andrew Kaufmann

Han er uddannet psykiater og arbejder samtidig som alternativ behandler og driver onlineforretningen Tree of Life, hvor han sælger alternativ medicin i form af homøopatiske dråber.

I foråret 2020 benægtede han helt eksistensen af coronavirus, og i maj hævdede han så, at en vaccine mod covid-19 ville gøre mennesker til genmodificerede væsener.

I løbet af pandemien har han været gæst hos flere youtubere – blandt andet konspirationsteoretikeren Spiro Skouras, der har 166.000 følgere.

Foto: YouTube / Andrew Kaufmann

Buttar

Rashid Buttar

Rashid Buttar

Er osteopatisk behandler, forfatter og forretningsmand, der sælger alternativ medicin. Der er blevet ført flere sager mod ham i USA, fordi han har behandlet kræftpatienter med brintoverilte og ozon.

Han har også været aktiv sælger i multi level marketing-firmaet MonaVie, der praktiserede salg af alternativ medicin i pyramidestruktur.

I forbindelse med pandemien har Rashid Buttar medvirket i flere videoer, hvor han påstår, at coronavirus har en sammenhæng med 5g og chemtrails.

Han påstår også fejlagtigt, at folk, der har modtaget influenzavaccine, tester positiv for coronavirus.

Foto: YouTube / Rashid Buttar

Coleman

Vernon Coleman har været brevkasselæge i Storbritannien i en årrække.

Vernon Coleman

Blev uddannet læge i 1970 og blev siden skribent i en lang række britiske aviser.

Han har udgivet flere bøger, hvor han beskylder medicinalindustrien for at konrollere sundhedsmyndighederne.

I 1980'erne afviste han aids-pandemien som et svindelnummer, og han har tilsluttet sig Andrew Wakefields udokumenterede teori om, at MFR-vaccine kan medføre autisme hos børn.

Da coronavirus ramte verden i 2020 gav Vernon Coleman sig hurtigt til at skrive en ny bog. Den udkom i september 2020 og hedder "Covid-19, det største svindelnumer i historien".

Han medvirker også i videoer med konspirationsteoretikeren David Icke, der hævder, at jorden styres af reptiler fra det ydre rum.

Foto: Wikimedia Commons

Som det fremgår ovenfor, kender de fleste af personerne hinanden, og arbejder sammen om at give hinanden omtale.

Og omtale er lig med penge, ifølge Center for Countering Digital Hate, der har forsøgt at kortlægge pengestrømmene blandt vaccinemodstanderne.

- De mest indflydelsesrige antivaccine-entreprenører bruger Facebook som mundstykke på en "marketings-tragt", der fører potentielle kunder fra indhold på sociale medier til sider, hvor man kan tilmelde sig nyhedsbreve, og derfra videre til gratis videoindhold, og endelig videre til betalingsindhold eller produkter, skriver Center for Countering Digital Hate i organisationens rapport om emnet.

For eksempel benytter den alternative behandler Rashid Buttar sig af den omtalte strategi over for sine 499.000 følgere på YouTube, og han forlanger en betaling på 99 cent før de overhovedet kan få adgang til den del af hans hjemmeside, hvor man kan købe medicin, han sælger som alternativ til en vaccine.

Hvor mange penge, der bliver tjent på den måde, er det ikke lykkedes at gøre op, men ifølge Center for Countering Digital Hate har den alternative behandler Joseph Mercola for eksempel skabt sig en formue på henved 100 millioner dollars på denne måde.

Joseph Mercola har så efterfølgende brugt en del af sin formue på at styrke antivaccinebevægelsen, der så har givet ham endnu flere kunder til gengæld – ifølge Center for Countering Digital Hate.

Milliarder til Facebook

De store tech-firmaer tjener også penge på folk som Andrew Wakefield, Rashid Buttar og Joseph Mercola..

Ved at analysere antallet af brugere og potentielle reklameindtægter anslår Center for Countering Digital Hate, at et firma som Facebook formentlig tjente i omegnen af én milliard dollars årligt i 2019 på de 39 millioner mennesker, som følger vaccinemodstanderne på Facebook og Instagram.

Twitter formodes at tjene i omegnen af seks millioner dollars, mens YouTube formentlig tjener under en million, da der er lukket for reklamer på de fleste af vaccinemodstandernes kanaler.

Modstandernes egen indtjening på YouTube anslås også til at ligge under en million dollars, og flere af dem har flyttet deres videoindhold til kanaler som Bitchute og Londonreal, hvor der ikke stilles de samme krav til indholdet, men indtægterne er til gengæld ikke-eksisterende.

Men ved at flytte til de alternative videotjenester kan vaccinemodstanderne fortsætte med at bekrige deres videnskabeligt funderede kolleger, ligesom den danske immigrant Immanuel Pfeifer gjorde det i 1902.

Læren fra koppeepidemien

Han var godt nok tidligere formand for sammenslutningen af clairvoyante i USA, men det virker ikke som om, han forudså, at han ville blive smittet med kopper på karantænehospitalet i Boston.

Få dage efter besøget forsvandt han, og så gik jagten ind for at finde ham.

Efter fem dage lykkedes det at opspore ham på en gård, hvor han havde skjult sig, dødssyg af kopper.

- Dette er en sund lektion for antivaccinationsforekæmperne, og det er forudbestemt til at skrive sig ind i den forebyggende medicins kanaler, skrev Boston Globe.

Der blev nu sat vagter ved hans hjem, så han ikke skulle sprede sygdommen, og aviserne spekulerede i hans snarlige død.

Men døden kom ikke.

I marts 1902 kunne Immanuel Pfeiffers søn Immanuel Pfeiffer Jr. i stedet fortælle amerikanerne, at faderens kamp mod vacciner ville fortsætte.

- Doktor Pfeiffer er lige så stærkt imod vaccinationer som nogensinde, sagde Immanuel Pfeiffer Jr. til Boston Globe.

Og det gav hans ligesindede så megen fornyet tro på sagen, at kampen mod koppevaccinen fortsatte mange år endnu.

Nu kan en 119 år gammel historie om et koppeudbrud måske virke lidt fjern for et nutidsmenneske, men faktisk er der flere ligheder mellem epidemien i 1902 og nutidens udbrud af coronavirus.

For når man sammenligner den måde, hvorpå coronavaccinen angribes i dag, med den måde koppevaccinen blev mistænkeliggjort på Immanuel Pfeiffers tid, er der faktisk mange ligheder.

Over 100 år gamle argumenter

Ifølge en rapport fra Center for Countering Digital Hate, der har gennemgået vaccinemodstandernes argumenter i 2020, er der tre temaer, der går igen i deres argumentation:

  • Coronavirus er ikke farlig
  • Vacciner mod coronavirus er farlige
  • Man kan ikke stole på tilhængere af vacciner

Nøjagtig samme argumenter blev brugt mod kopper under udbruddene i USA og Canada sidst i 1800-tallet og først i 1900-tallet.

For eksempel af vaccinemodstanderen Alexander M. Ross, der benyttede sig af datidens svar på internettet under et koppeudbrud i Montreal i Canada i 1885.

Herunder er et uddrag fra en af hans løbesedler.

- Forsigtig. Bliv ikke foruroliget af kopper, skrev han og fortalte sine læsere, at frisk luft var bedre end at lade sig vaccinere.

At vaccine mod kopper oven i købet var farlig, kunne man også læse på løbesedlen, hvor Alexander M. Ross citerede en kollega for, at koppevaccine var "giftig, uvirksom og især farlig for børn".

Vaccinetilhængerne blev også i 1885 tillagt dunkle motiver og beskyldt for at ville frarøve folk deres rettigheder og tjene penge til medicinalindustrien.

Ifølge løbesedlen fra 1885 forgyldte koppeepidemien for eksempel producenterne af vaccine og efterlod almindelige mennesker uden nogen reel mulighed for at sige nej til at blive stukket. De kunne nemlig ikke få lov til at møde op på arbejde uden at være blevet vaccineret.

Fra løbesedler til memes

Der er selvfølgelig sket meget med menneskets evne til at udtrykke sig grafisk de seneste 150 år, men som du kan se herunder har argumenterne ikke ændret sig.

Billederne nedenfor er taget fra nogle af de Facebook-grupper, hvor vaccinemodstanderne udveksler information.

Argumentationen i de tre eksempler handler netop om, at coronavirus ikke er farlig, at vacciner er farlige, og at vaccinetilhængere ikke er til at stole på.

- Vi har et stort behov for en vaccine, folk falder om med en dødelighed på 0.03 procent, siger Anthony Fauci, der er en af hovedpersonerne i USA's indsats mod coronavirus i dette meme fra en af vaccinemodstandernes facebookgrupper. Citatet er fri fantasi.

I et andet eksempel lyder det:

- Min regering opfordrede mig til at tage vaccinen i sidste uge. Jeg har det godt.

I det tredje eksempel går det ud over Bill Gates, der i årtier har kæmpet for at udrydde polio gennem vaccinationsprogrammer.

Rigmanden er centrum for en række konspirationsteorier og et yndet mål for vaccinemodstanderne, der jævnligt hænger ham ud som superskurk.

Efter koppeudbruddet og Immanuel Pfeiffers sygdom i 1902 blev Bostons sundhedschef Peter Durgin også hængt ud som skurk.

Det var ham, der stod bag udfordringen om at snuse til koppepatienter på karantænehospitalet i Boston.

Peter Durgin modtog skarp kritik for at have ladet en kollega smitte med en livsfarlig sygdom, bare fordi han ville understrege en pointe over for vaccinemodstanderne.

Efter besøget havde Peter Durgin i øvrigt heller ikke sendt Immanuel Pfeiffer i karantæne, og derfor var den danske immigrants nærmeste blevet udsat for smitte.

Men sundhedschefen angrede ikke.

- Det var det rette at gøre. Det var til flertallets bedste, lød hans svar på kritikken ifølge Boston Herald.