Brexit

Storbritannien er nu skilt fra EU: Fantastisk ifølge Johnson

- Vi har vores frihed i vores egne hænder, siger premierminister Boris Johnson om Brexit i sin nytårstale.

Efter flere års usikkerhed, diskussioner og forhandlinger forlod Storbritannien formelt EU's indre marked, da klokken nytårsaften passerede midnat dansk tid.

Dermed er partnerskabet, der har varet i fem årtier, slut, og overgangsperioden efter Brexit er officielt afsluttet.

Begivenheden fejres af EU-modstandere, mens andre forberedte en gravøl nytårsaften.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, kalder det for "et fantastisk øjeblik for landet" i sin nytårstale.

- Vi har vores frihed i vores egne hænder, og det er op til os at få mest muligt ud af det, siger Boris Johnson i nytårstalen.

Han siger også, at Storbritannien vil blive et åbent, generøst, udadvendt og internationalt land med fri handel, efter at briterne lagde alle fælles EU-regler bag sig ved midnat.

Juridisk forlod Storbritannien EU 31. januar, men de seneste 11 måneder har der været en overgangsperiode, der har holdt landet i EU's indre marked og toldunion siden det formelle farvel.

Juleaftensdag lykkedes det Storbritannien at indgå en fælles handelsaftale med EU forud for det britiske farvel til unionen.

Dronningen godkendte aftale

Torsdag godkendte den britiske dronning, Elizabeth 2., formelt handelsaftalen, der onsdag blev stemt igennem af Underhuset i 11. time.

Boris Johnson bruger også sin nytårstale til at adressere coronapandemien og det faktum, at landet stadig ikke er i stand til at vende tilbage til en normal hverdag med "pubben, koncerter, teatre, restauranter og håndtryk".

- Vi ved, at vi stadig har en hård kamp foran os i uger og måneder, fordi vi står over for en ny variant af virussen, der kræver ny årvågenhed, siger Johnson med henvisning til den virusvariant, der i løbet af december har spredt sig til næsten hele landet.

- Men når solen står op i morgen i 2021, har vi vished om vacciner. Vi har været banebrydere i Storbritannien med hensyn til vacciner og bedre end vores venner i EU, siger han.

Storbritannien godkendte vaccinen fra selskaber Pfizer og BioNTech længe før EU. Denne uge har nationen også godkendt en vaccine fra AstraZeneca.