Coronavirus

Donald Trump hylder sig selv og USA for at redde verden: - Alle ringer og takker os

Den amerikanske præsident hylder sig selv, sin regering og USA for at have slået hele verden med beundring ved at udvikle coronavaccine på rekordtid.

I en nytårstale til nationen roser præsident Donald Trump USA’s indsats mod coronavirussen og kalder den hurtige udvikling af en vaccine for ”et utroligt medicinsk mirakel, der aldrig er set før”.

Han vurderer, at hans regerings resolutte indsats for at stoppe coronavirussen har reddet millioner af amerikanske liv.

I dag er omkring 340.000 amerikanere registreret som døde af covid-19, men Donald Trumps vurdering er, at det tal ville have ligget på flere millioner, hvis ikke han og hans regering havde handlet.

- For at overvinde 'The China Virus' satte vi gang i den største mobilisering siden Anden Verdenskrig. Vi lagde vores fabrikker om til at bygge titusindvis af respiratorer og millioner af masker, stort set fra den ene dag til den anden, siger han i talen, der er udsendt fra Det Hvide Hus på Twitter.

Vaccine på rekordtid

Han er især begejstret over, at det allerede er lykkes at udvikle en vaccine mod coronavirus, mindre end et år efter at verden første gang hørte om den nye sygdom.

- Igen og igen fik vi fortalt, at det ville være umuligt at udvikle en vaccine inden årets udgang. Alle eksperter sagde, at det var udelukket. At Trump overdrev, og at det ikke kunne lade sig gøre. Men vi gjorde det, længe før året var forbi, triumferer præsidenten.

Efter hans mening er det den amerikanske regerings Operation Warp Speed, der har lagt grundlaget for succesen. Det er et offentligt-privat partnerskab, der har skudt milliarder af dollars i udvikling, fremstilling og distribution af vaccinen.

Enkelte medicinalfirmaer som Pfizer, der står bag den første distribuerede vaccine i USA, har dog sagt nej til penge til udviklingen fra Operation Warp Speed. Firmaet har senere fået støtte til produktion og distribution af deres vaccine i USA.

- Normalt tager det op til ti år at udvikle en vaccine. Takket være Operation Warp Speed udviklede vi en vaccine på bare ni måneder. Vi har allerede påbegyndt et landsdækkende vaccinationsprogram, og vi sender vaccinen ud til hele verden. Verden vil få stor gavn af den. Vi vil få stor gavn af den – og alle ringer til mig for at sige tak, fortæller Donald Trump.

"Afsluttet en gang for alle"

Han glæder sig over, at vaccinen allerede er begyndt at blive distribueret over hele landet.

- Vores mest sårbare borgere får allerede nu vaccinen, og millioner af doser bliver hastigt sendt rundt i hele landet. I starten af det nye år vil vaccinen være til rådighed for hver eneste amerikaner, siger han.

Det kan dog vise sig at være en optimistisk forudsigelse. Status lige nu er, at knap 13 millioner vacciner er distribueret, og at knap 2,8 millioner amerikanere har fået den første af de to nødvendige indsprøjtninger.

Donald Trump er dog ikke i tvivl om, at USA under hans ledelse fortjener æren for, at ”afslutte pandemien en gang for alle”.

- Det her er en af de mest opsigtsvækkende videnskabelige, industrielle og medicinske bedrifter i historien. Det er det, alle siger. Vi må aldrig lade folk glemme, hvor det kom fra og hvordan det kom, siger han.