Brexit

Boris Johnsons far søger fransk statsborgerskab

80-årige Stanley Johnson stemte ved folkeafstemningen i 2016 for, at Storbritannien skulle blive i EU.

Stanley Johnson, far til den britiske premierminister, Boris Johnson, fortæller, at han vil søge om fransk statsborgerskab.

Den 80-årige Stanley Johnson har været noget mere nølende i sin modstand mod EU end sin søn.

Storbritannien forlod EU per første februar 2020, og ved det kommende årsskifte er Storbritannien også ude af EU's indre marked og toldunionen.

Den nu 56-årige Boris Johnson stod i spidsen for den kampagne, der fik briterne til at stemme for at forlade EU ved folkeafstemningen i 2016.

Og som senere premierminister har han ført Storbritannien ud af EU.

Lettere at rejse ind i EU

- Det er ikke et spørgsmål om at blive fransk. Hvis jeg har forstået det korrekt, så er jeg fransk. Min mor blev født i Frankrig. Hendes mor var fuldstændig fransk, og det var hendes bedstefar også, siger Stanley Johnson til den franske radiostation RTL.

- For mig er det et spørgsmål om at få det, jeg allerede er, og det er jeg glad for.

Fra den 1. januar 2021 bliver rejser til og fra EU mere bøvlet for briter, men med et fransk pas vil Stanley Johnson kunne rejse lettere ind i EU.

Stanley Johnson var en af de første briter, der fik arbejde som embedsmand i det daværende EF i Bruxelles, da Storbritannien blev medlem i 1973.

Han var konservativt medlem af EF-Parlamentet fra 1979 til 1984.

Stemte imod Brexit

Op til folkeafstemningen i 2016 talte Stanley Johnson for at holde Storbritannien i EU, og han stemte imod brexit.

Men omkring et år efter folkeafstemningen skiftede han mening.

- Jeg vil altid være europæer. Det er sikkert, siger han til RTL.

- Man kan ikke sige til englænderne, at de ikke er europæere. Europa er mere end det indre marked, det er mere end EU.

- Når det så er sagt, så er det at have en forbindelse til EU vigtigt, siger han - tilsyneladende en henvisning til det franske pas.