Udland

Bilist gled ned på bunden af kløft, hvor han mødte mand, der var gledet ned med sit hus

Hans bil endte på bunden af kløften, da vejen forsvandt. Her mødte han en ældre mand, der var gledet ned med hele sit hus. Begge blev reddet.

Dagen efter det store jordskred i Norge fortsatte redningsmandskabet eftersøgningen efter ti personer, som man ikke har fundet endnu.

Det dybe krater efter jordskreddet er stadig vanskeligt og farligt at komme ned i, og derfor foregik en stor del af redningsarbejdet fra helikopter.

Jan-Tore Bariås er en af de heldige, der onsdag blev reddet op på den måde, efter at han i sin bil var kørt direkte ned i kløften, der havde åbnet sig, der hvor vejen til arbejde plejede at være.

- Katastrofefilmen kom pludseligt meget tættere på, sagde han til TV 2 Norge.

"Pludselig er der ikke nogen vej mere"

Hans onsdag morgen startede som en helt almindelig arbejdsdag, da han klokken halv fem satte sig i bilen for at køre på arbejde i Oslo. Men allerede 500-600 meter nede ad vejen ændrede alting sig.

- Pludselig er der ikke nogen vej mere, og jeg styrter slet og ret ud over kanten, der hvor jordskredet er gået, og falder voldsomt derned med bilen. Frontgitteret rammer jorden først, airbaggen bliver udløst, og bilen ender på taget, og jeg tænker: ”Hvad i alverden er det, der sker?”, fortæller han.

På sporet, der drejer til venstre nederst i billedet, kom Jan-Tore Bariås kørende, da vejen pludseligt forsvandt, og han røg ned i kløften, som det store jordskred har dannet ned gennem byen.
Jan-Tore Bariås viser på sin telefon, hvor hans bil kørte i kløften. Lige under vanten på hans venstre hånd kan man også se, hvor billigt han slap fra ulykken - med et lillebitte sår på pegefingeren

Et sår på pegefingeren

På bunden af den nydannede kløft kunne Jan-Tore Bariås konstatere, at han var sluppet billigt. Han kunne løsne sin sikkerhedssele og kravle uskadt ud.

Det eneste, der var sket med ham, var en lille hudafskrabning på venstre pegefinger.

Men han kunne også konstatere to andre ting.

For det første var det umuligt at komme op ad de glatte sider.

- Det er tung jord. Det er tungt at gå i. Man synker ned og glider og bliver træt, forklarer han.

Og for det andet var han ikke alene på bunden af kløften. Mens han selv var endt i kløften med sin bil, var andre røget samme vej, da deres huse gled ned i hullet.

- Jeg møder en ældre mand på 70-80 år. Han er skredet med sit hus 40-50 meter ned i kløften. Han sidder og har lidt svært ved at komme videre, han har slået sig lidt på tindingen, fortæller Jan-Tore Bariås.

En stor del af redningsarbejdet efter jordskredet foregår fra helikoptere. På dette foto fra nytårsaftensdag hejser helikopteren en redningshund ned. Hunden skal bruges til at gennemsøge ødelagte huse på bunden af kløften for overlevende.

En redningshelikopter

Da de ikke kunne komme op ad kløftens sider, var der ikke andet at gøre end at vente.

Efter 40 minutter skete der noget:

Jan-Tore Bariås.

- Jeg ser efter nogen tid en eftersøgningshelikopter, som pejler sig ind på et hus, hvor der står en familie med en lommelygte. De får signaleret til helikopteren, at der er mennesker i huset. Helikopteren sender en redningsmand ned og får hejst mor, barn og far op, fortæller Jan-Tore Bariås.

- Derefter fortsætter helikopteren videre hen over terrænet, hvor jeg og den ældre mand står, og heldigvis ser de os. Vi får et blink fra redningshelikopteren, og så kommer der en redningsmand ned og henter først den ældre mand og så mig.

"Lidt surrealistisk"

Selv efter at være reddet i sikkerhed, har han stadig svært ved at fatte hele forløbet.

Han ved ikke, hvornår han får lov til at vende tilbage til sit hus. Bilen har han mistet. Men selv slap han uskadt.

- Det er sådan lidt surrealistisk, indrømmer han.