Coronavirus

USA registrerer for første gang ny coronavariant

En ung mand i Colorado er blevet smittet med en ny coronavariant, der først blev opdaget i Storbritannien.

Den amerikanske delstat Colorado har registreret USA's første tilfælde af en ny og mere smitsom coronavariant, der for nylig blev opdaget i Storbritannien.

Det oplyser Colorados guvernør, Jared Polis, tirsdag på Twitter.

- I dag opdagede vi Colorados første tilfælde af covid-19-varianten, der også er blevet opdaget i Storbritannien, skriver Polis.

Guvernøren oplyser i en vedhæftet meddelelse, at den smittede person er en mand i 20'erne. Han er i øjeblikket i isolation i amtet Elbert, og han har ikke umiddelbart været ude at rejse på det seneste.

Det oplyses ikke, hvordan personen er blevet smittet.

I meddelelsen står der også, at den unge mand ikke har været i nærkontakt med nogen, mens han har været smittet, men myndighederne overvåger situationen nøje.

Sundhedsmyndighederne i Colorado arbejder i øjeblikket på at identificere andre mulige smittetilfælde ved hjælp af kontaktsporing.

Også tilfælde i Canada

Ifølge avisen Washington Post er smittetilfældet i Colorado den første registrerede infektion med den nye coronavariant i USA.

Den nye virusvariant blev for første gang opdaget i Nordamerika hen over weekenden, da to smittetilfælde blev registreret i Canada.

Fundet af den nye variant har fået frygten for nye smitteudbrud til at vokse over hele verden. Eksperter vurderer, at varianten kan være op til 70 procent mere smitsom end den mere almindelige variant af covid-19.

I Storbritannien er der allerede blevet registreret over 3000 tilfælde af den nye variant. Den menes at stå bag hastigt voksende virusudbrud i London og det sydøstlige England.

Ifølge EU-agenturet for sygdomsforebyggelse (ECDC) er varianten også blevet opdaget i adskillige lande i Europa og resten af verden, blandt andet Danmark.

Guvernør Jared Polis oplyser, at USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) med det samme blev underrettet om fundet i Colorado.