Coronavirus

Coronavirus udgør største mentale trussel siden Anden Verdenskrig, mener psykiater

Coronakrisen kan skade den mentale sundhed i befolkningen, men det fulde omfang vil først vise sig om nogle år.

Frygt for at miste ens kære, angst for selv at blive smittet og økonomiske bekymringer er noget af det, der fylder hos mange under coronapandemien.

Ifølge Storbritanniens førende psykiater og formand Royal College of Psychiatrists, dr. Adrian James, fylder det så meget, at de psykiske konsekvenser af coronavirussen udgør en lige så stor trussel mod vores mentale sundhed som Anden Verdenskrig.

Og de vil trække tråde langt ud på den anden side af pandemien. Det skriver The Guardian.

- Det vil have en markant effekt og er sandsynligvis det største slag for mental sundhed siden Anden Verdenskrig. For det stopper ikke, når virussen er under kontrol, og antallet af patienter er nedbragt. Man er nødt til at finansiere de langsigtede konsekvenser, siger dr. Adrian James.

Psykiaterens advarsel kommer, efter at landet den seneste tid har oplevet en forværring i smittespredningen og derfor har fremskyndet behovet for en plan på området, lyder det.

Forværring under tidligere kriser

Pandemien påvirker også den mentale sundhed i Danmark. Og som det ser ud nu, kan den potentielt blive årsag til en af de største kriser i nyere tid, siger Michael Eriksen Benros, der er professor i immunopsykiatri ved Københavns Universitet samt forskningsleder på Psykiatrisk Center København.

- Omfanget er dog svært at forudsige allerede nu, da der kan gå flere år, før det fulde billede viser sig. Det afhænger blandt andet af, hvor hurtigt vi kan inddæmme virussen, siger han.

Professoren peger dog på, at det i årene efter 2007 og finanskrisen blev tydeligt, hvordan en krise i samfundet og økonomien kan påvirke den mentale sundhed.

- Der kunne man se, at der var en forværring i folks psykiske velvære, øget angst og depressive symptomer. Der var også øget forekomst af selvmord efterfølgende, siger Michael Eriksen Benros.

Dødsangst kan give PTSD-symptomer

Der er to måder, som pandemien kan gå ind og påvirke den mentale sundhed på, forklarer professoren: direkte og indirekte.

De direkte konsekvenser kommer af den biologiske påvirkning, der kan ske af hjernen, hvis man bliver smittet. Men også af de psykologiske konsekvenser som symptomer på posttraumatisk stress (PTSD) hos folk, der har været bange for at dø af virussen.

De indirekte konsekvenser kan blandt andet komme af den sociale isolation, helbredsangst, tab af pårørende eller af de økonomiske eftervirkninger, som også kan påvirke vores mentale velvære.

Alene i Storbritannien regner Adrian James med, at det kommer til at påvirke op mod ti millioner mennesker – herunder 1,5 millioner børn.

Vigtigt at søge hjælp

Ifølge den danske professor bliver der allerede holdt øje med nogle af de tendenser, som man så efter finanskrisen. Han er blandt andet en del af en gruppe forskere, der følger udviklingen.

Derudover understreger Michael Eriksen Benros, at sundhedssystemet fortsat holder åbent, og at det er vigtigt, at man ikke holder sig tilbage.

- Man skal ikke tøve med at søge hjælp, hvis man har brug for det. På den måde kan vi også forebygge, at det bliver længerevarende problemer, siger han.