Coronavirus

41-årigt nyvalgt kongresmedlem i USA er død med covid-19

Luke Letlow er det første medlem af Kongressen i USA, der dør med covid-19, oplyser guvernør.

Det nyvalgte 41-årige kongresmedlem for delstaten Louisiana Luke Letlow er tirsdag lokal tid død med covid-19.

Det oplyser Louisianas guvernør, John Bel Edwards, på Twitter.

- Det er med tungt hjerte, at Louisianas førstedame og jeg må kondolere det nyvalgte kongresmedlem Luke Letlows familie, efter at han er død efter en kamp med covid-19, skriver guvernøren.

Letlow offentliggjorde 18. december, at han var blevet testet positiv for coronavirus.

Han blev indlagt tre dage senere i byen Shreveport i Lousiana og skulle have begyndt som medlem af Repræsentanternes Hus søndag, når Kongressens nye samling begynder.

Letlow efterlader sig en hustru og to børn.

- Familien sætter pris på de mange bønner og støtte over de senest dage, men beder om respekt for privatlivet i denne svære og uventede tid, lyder det fra familien i en meddelelse til amerikanske medier.

Stigning i smitten i USA

Letlow er det første medlem af Kongressen i USA, der dør med covid-19.

Også flertalsleder i Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi udtrykker sorg over Letlows død.

- Det nyvalgte kongresmedlem Letlow var niende generation af en Louisiana-familie og kæmpede lidenskabeligt for sine standpunkter og dedikerede sit liv til offentlighedens tjeneste, siger hun i en pressemeddelelse.

- Mens Repræsentanternes Hus sørger, smelter vores sorg sammen med den sorg fra de mange andre familier, som også har mistet kære på grund af dette forfærdelige virus.

De seneste måneder har USA flere steder haft store stigninger i smittetallene.

Mandag har i alt over 19,5 millioner mennesker været smittet med coronavirus i USA. 337.918 smittede er døde i USA i løbet af pandemien.