Muteret coronavirus har nu spredt sig til flere verdensdele

Den nye variant af coronavirussen menes at være op mod 70 procent mere smitsom.

Den muterede coronavariant N501Y, der er blevet opdaget i Storbritannien, fortsætter med at sprede sig til andre verdensdele.

Senest er seks personer konstateret smittet med N501Y i Indien efter at have været i Storbritannien.

Det skriver BBC.

Den nye variant af coronavirussen menes at være op mod 70 procent mere smitsom.

På et pressemøde fortalte 23. december oplyste direktør i Statens Serum Institut, Henrik Ullum, at der ved stikprøveanalyser er fundet ti tilfælde af varianten i Danmark, men den ventes at have ramt flere. Dagen efter var i alt 33 danskere konstateret smittet med N501Y-mutationen.

Henrik Ullum understregede, at man ikke bliver mere syg af varianten N501Y. Han sagde videre, at der ingen grund er til at tro, at vaccinerne ikke virker mod den nye variant af coronavirus, da vaccinerne virker meget bredt.

Her er den nye mutation konstateret

Mindst 20 lande har nu konstateret tilfælde af den muterede coronavirus.

Alene i Europa er N501Y opdaget i Storbritannien, Irland, Holland, Belgien, Frankrig, Tyskland, Schweitz, Italien, Spanien, Finland, Sverige, Norge, Island og altså Danmark.

Derudover er mutationen konstateret i lande som Canada, Australien, Israel, Libanon og Japan.

Kendt siden september

Den nye mutation af coronavirus har nu fået flere end 40 lande til at afvise rejsende fra Storbritannien.

Selvom det første tilfælde af mutationen blev opdaget i Kent i det sydøstlige hjørne af England 20. september, kom det først til offentlighedens kendskab mandag i sidste uge i en tale af den britiske sundhedsminister Matt Hancock.

På det tidspunkt havde den allerede bredt sig eksplosivt i det sydøstlige England og i London.

En opgørelse fra 9. december viser, at 62 procent af alle registrerede coronatilfælde og 34 procent af alle indlæggelser i London på det tidspunkt skyldtes den nye mutation, skriver avisen The Independent.

Muterer hele tiden

Virus muterer hele tiden og danner mange forskellige mutationer, men de fleste betyder ikke noget. For normalt giver mutationerne virus en dårligere evne til at vokse, og dermed forsvinder de igen af sig selv.

Det fortæller Jens Lundgren, som er professor i infektionssygdomme.

- Men en gang imellem vil mutationerne give virus en bedre evne til at vokse end den virus, der ikke har mutationen. Det så vi i foråret, hvor varianten D614G opstod, og nu er det den dominerende variant globalt, lyder det fra Lundgren.

Mutationer er forventeligt

Ifølge Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet, er det forventeligt, at der vil opstå mutationer i løbet af en epidemi.

- Som virolog er det ikke nogen overraskende udmelding. Man kan håbe på, at varianten er mindre sygdomsfremkaldende, selvom den inficerer mere.

Og mutationerne er noget, vi skal vænne os til, fortæller Jens Lundgren.

- Jeg har sagt mange gange, at vi må holde hovedet helt koldt, selvom vi har vacciner, der virker. For vi er ikke færdige med at blive udfordret af virus' ubønhørlige evne til at overraske.