Brexit

EU's ambassadører godkender handelsaftale med Storbritannien

Det britiske parlament skal onsdag diskutere aftalen, som ventes at blive godkendt dagen før nytårsaften.

Brexitaftalen mellem Storbritannien og EU er mandag blevet foreløbig godkendt af EU's ambassadører.

Det betyder, at aftalen nu kan træde i kraft 1. januar, selvom den officielt først godkendes af de enkelte EU-medlemslande tirsdag.

Onsdag ventes det britiske parlament også at godkende aftalen.

Den britiske miljø- og fødevareminister, Michael Gove, advarer briterne om, at der venter en ny hverdag efter nytår.

Han opfordrer erhvervsfolk og ferierejsende, der har planer om at forlade Storbritannien, til at være ekstra opmærksom på at have orden i alle nødvendige papirer.

- Nu hvor aftalen er på plads, arbejder vi tættere med erhvervslivet for at sikre, at alle er klar til de nye muligheder og udfordringer, der kommer 1. januar, siger Michael Gove mandag på et pressemøde.

Aftale i 11. time

Storbritannien og EU nåede efter ti måneders forhandling til enighed om aftalen juleaftensdag. Den gælder handel og det fremtidige forhold mellem parterne.

Aftalen kom på plads i 11. time, da briterne forlader EU's indre marked og toldunion 31. december.

Det britiske parlaments godkendelse onsdag er ikke nødvendig for, at aftalen kan træde i kraft i provisorisk form. På den måde ventes den toldfrie og kvotefrie handel at kunne fortsætte uden afbrydelser efter nytår.

Hovedtrækkene fra den foreløbige aftale indebærer, at der opretholdes en told- og afgiftsfri handel med varer. Der er indgået en aftale om tjenesteydelser på et niveau, som det kendes fra andre EU-handelsaftaler med tredjelande.

Der er fundet et kompromis om regler for oprindelsesland, der er afgørende for, om en vare kan være dækket af den toldfri handel. Der er lavet særregler for blandt andet elbiler.

Må lande 25 procent færre fisk

Briterne kommer ikke til at afstemme sine konkurrenceregler med EU's regler, og der bliver ikke, som EU havde ønsket, krav om forhåndsgodkendelse af statsstøtte af en uafhængig instans.

I en overgangsperiode får EU-lande ret til fortsat at fiske i britisk farvand, men med en reduktion på 25 procent af den nuværende volumen. Det er meningen, at parterne skal forhandle om eftertiden i denne overgangsperiode.

EU accepterer britiske standarder for dyresundhed og -sikkerhed, som gør, at eksport af kød, fisk og dagligvarer kan fortsætte.

En tvistbilæggelsesordning skal sikre den fair konkurrence mellem parterne.