Tusindvis vil være finne i tre måneder

Et særligt tilflytningstilbud til kvalificerede udlændinge har fristet især nordamerikanere til en mulig fremtid i Finland.

På bare en måned har de finske myndigheder modtaget flere end 5300 ansøgninger om at flytte til landet.

Årsagen er en særlig kampagne, der tilbyder de godkendte ansøgere tre måneders ophold i hovedstaden Helsinki med gratis hjælp til alt fra papirarbejde til børnepasning og boligjagt.

Der er enorm konkurrence globalt om at skaffe kvalificeret arbejdskraft, så vi måtte tænke kreativt

Johanna Huurre, Kommunikationsdirektør i Helsinki Business Hub

Kampagnen '90 dage som finne' er målrettet personer uddannet inden for tech-branchen, som de finske myndigheder så håber vil bosætte sig fast efter kampagnens udløb.

- Vi står ikke øverst på manges ønskeliste over drømmedestinationer, men vi ved, at når først folk kommer, har de en tendens til at blive, siger Johanna Huurre, kommunikationsdirektør i Helsinki Business Hub til The Guardian.

- Der er enorm konkurrence globalt om at skaffe kvalificeret arbejdskraft, så vi måtte tænke kreativt, siger hun.

Fokus på USA

Omkring en tredjedel af de 5300 ansøgere kommer fra USA og Canada, men der er også over 50 ansøgere fra Storbritannien og sågar en enkelt ansøger fra det lille ørige Vanuatu i Stillehavet, oplyser Helsinki Business Hub.

Allerede ved lanceringen af kampagnen var fokus rettet mod USA – og især Californien, hvor flere af verdens største tech-virksomheder har hovedsæde.

- I en tid med nedlukninger, skovbrande, social ulighed og politisk kaos er folk, der bor i hårdt ramte, men samtidig dyre regioner, begyndt at spørge sig selv, om de kan have både en karriere og et familieliv, der er til at nyde, lød det fra Johanna Huurre, da kampagnen blev sat i gang.

- Vi har besluttet at tilbyde dem en mulighed for at opleve, hvad livet har at tilbyde uden for deres normale nabolag. I Helsinki-regionen kan både singler, par og familier kombinere arbejde, familietid og fritid, på en måde der er svær at forestille sig for mange amerikanere, siger Johanna Huurre.

Lokker med velfærdssamfund

Kampagnen er da også tilrettelagt, så det blandt andet er den gratis adgang til sundhedsvæsenet og den gratis uddannelse i Finland, der bliver fremhævet.

Men også det faktum, at Finland indtil videre er sluppet nådigt gennem coronapandemien og er rangeret som det lykkeligste land i verden, står højt på listen med argumenter.

- Det har været en forrygende kampagne til at vise Finland frem, siger Joonas Halla fra erhvervsorganisationen Business Finland til The Guardian.

- Det bedste er den praktiske tilgang. Tech-branchen trives virkelig her, og det estimeres, at der kan skabes 50.000 nye arbejdspladser i branchen i 2021, så vi har brug for arbejdskraften, siger han.

Hovedparten af ansøgerne har oplyst, at de ønsker at beholde deres nuværende arbejde, men arbejde hjemmefra i Finland – i hvert fald til at begynde med.

Cirka 800 er iværksættere, der vil stifte nye virksomheder i Finland, mens de resterende er jobsøgende.