Mere smitsom coronavirusvariant nu også opdaget i Sverige
Alene i Sörmland har 50 rejsende fra Storbritannien frem til tirsdag eftermiddag meldt sig for at blive testet for smitte med den nye coronavariant.
Den nye og mere smitsomme coronavirusvariant, som blev opdaget i Storbritannien, er blevet påvist hos en person i Sverige.
Det oplyser Folkhälsomyndigheten på en pressekonference i Stockholm 2. juledag.
- Det var en person, som var på vej fra Storbritannien til et område nær Stockholm, som blev konstateret positiv, siger Signar Mäkitalo, som er læge i region Sörmland.
- Ingen andre i gruppen skal være smittede. Det var en person, som rejste til Sverige for at holde jul, tilføjer hun.
Opfordrer til isolation
Ifølge Mäkitalo er risikoen for smitte i det pågældende område i Sörmland ekstremt lav - næsten ikke eksisterede. Regionen, der ligger umiddelbart sydvest for Stockholm, er også kendt under navnet Södermanland.
Sara Byfors fra Folkhälsomyndigheten opfordrer personer, som har været i Storbritannien, til at isolere sig ved ankomsten til Sverige. Det har den pågældende person i Sörmland også gjort.
Men der er en risiko for, at flere kan være smittede.
Alene i Sörmland har 50 rejsende fra Storbritannien frem til tirsdag eftermiddag meldt sig for at blive testet for smitte med den nye variant.
- Risikoen er selvfølgelig, at der findes flere i Sverige, der kan have denne variant, siger Signar Mäkitalo.
Folkhälsomyndigheten vil foretage flere test. Det skal ske for at sikre sig, at der ikke er kommet flere tilfælde ind i landet med de svenskere, der er vendt hjem fra Storbritannien.
Forværringer i alle regioner
Sundhedsmyndighederne i Stockholm siger, at 536 af landets 684 disponible intensivsengepladser med respirator er belagt. Omkring 60 procent af patienterne på intensivpladserne har covid-19.
- Alle Sveriges regioner rapporterer om forværringer på både kort og lang sigt, siger Johanna Sandwall, der er chef for kriseberedskabet i den svenske socialstyrelse.
Endnu er ingen regioner i Sverige dog i såkaldt katastrofesituation, meddeler styrelsen.
15 regioner er i såkaldt forstærkningssituation, fire i stabil situation, mens de sidste to kører som normalt.