Coronavirus

En ud af 1000 amerikanere er nu døde med coronavirus

Antallet af smittede er stadig hurtigt stigende i USA.

Midt imens, at USA er begyndt at massevaccinere, rammer de endnu en ærgerlig milepæl.

For nu er 1 ud af 1000 amerikanere døde, mens de var syge med covid-19.

Det viser de seneste tal fra Johns Hopkins University, der har registreret i alt 329.109 dødsfald i skrivende stund.

Der bor rundt regnet 330 millioner mennesker i USA. Foruden det høje antal dødsfald nærmer USA sig også 20 millioner smittede med hastige skridt.

Juleaften blev der registreret 192.000 nye smittede amerikanere, hvilket bragte det totale antal smittede op på næsten 19 millioner smittetilfælde.

USA er dog ikke det eneste land, hvor 1 ud af 1000 mennesker er døde som følge af covid-19.

Flere europæiske lande på listen

Der er i alt 12 lande på listen, hvis man ikke tæller mikronationerne San Marino og Andorra med.

De fleste af dem er europæiske lande, hvor dødstallet er endnu højere.

Førstepladsen har Belgien. Her er omkring 1,6 ud af 1000 døde. Men i Belgien tæller man dødsfaldene anderledes end resten af Europa, hvilket også får antallet af dødsfald til at blive højere.

For hvis man mistænker, at en plejehjemsboer er død af coronavirus, så tester man dem ikke, man registrerer blot dødsfaldet som coronarelateret. Dermed kan det reelle tal være lavere.

Der er flere europæiske lande på listen, herunder Italien, Storbritannien og Spanien.

I Italien er 1,1 ud 1000 døde af coronavirus, mens det i Storbritannien og Spanien er 1 ud af 1000, ligesom USA.

Tidligere på året blev verden chokeret, da der kom billeder fra Norditaliens Bergamo af en kortege af militærlastbiler, fyldt med lig, der skulle kremeres.

Danmark ligger langt nede

Mens det ser skidt ud for vores europæiske fæller sydpå, så klarer Danmark sig udmærket, hvis man ser på dødstallet i forhold til antallet af indbyggere.

Her er lidt over 1100 mennesker døde, mens de var syge med covid-19. Det betyder, at antallet af dødsfald herhjemme er cirka 1 ud af 5000, eller lige under 200 per én million indbyggere.

Samtidig er Danmark et af de lande i verden, der har testet allerflest.

Danmark har foretaget mere end ti millioner test på næsten fire millioner danskere. Det svarer til 1,75 millioner test per én million indbyggere.

Hvis man ikke tæller mikronationer med, er Danmark det land i verden, der har testet næstflest. Kun de Forenede Arabiske Emirater har testet flere.