Donald Trump

Trump benåder Blackwater-folk og får kritik af FN

Trump har benådet fire tidligere sikkerhedsfolk fra virksomheden Blackwater, som er dømt for nedskydningen af civile irakere.

Mens den amerikanske præsident Trumps embedsperiode lakker mod enden, benytter den 74-årige republikanske politiker nu lejligheden til at udstede flere benådninger.

Onsdag var turen kommet til fire tidligere sikkerhedsfolk fra den kontroversielle amerikanske sikkerhedsvirksomhed Blackwater. De fire blev i 2014 idømt fængsel for deres roller i 2007-nedskydningen af 17 civile irakere i Bagdad, men er nu blevet benådet af den afgående amerikanske præsident.

Men den beslutning vækker harme hos verdensorganisationen FN, som nu kritiserer Donald Trumps beslutning, skriver BBC.

Ifølge Marta Hurtado, talskvinde for FNs menneskerettighedskontor, bidrager benådningen af de fire sikkerhedsfolk "til straffrihed og til at tilskynde andre til at begå sådanne forbrydelser i fremtiden".

- FN's menneskerettighedskontor opfordrer USA til at forny sin forpligtelse til at bekæmpe straffrihed for grove menneskerettighedsovertrædelser og alvorlige overtrædelser af international humanitære love samt at opretholde sine forpligtelser til at sikre ansvarlighed for sådanne forbrydelser, siger hun.

Skød sig ind i menneskemængde

De fire tidligere Blackwater-ansatte Nicholas Slatten, Paul Slough, Evan Liberty og Dustin Heard er dømt for 16. september 2017 at skyde sig ind i en menneskemængde på Nisour-pladsen i Bagdad. Blandt de dræbte var to drenge på ni og 11 år.

Episoden fik det amerikanske udenrigsministerium til midlertidigt at inddrage Blackwaters licens.

Vagterne hævdede under retssagen, at de havde været udsat for et bagholdsangreb og skød i selvforsvar for at sikre konvojen, mens de irakiske myndigheder fastholdt, at massakren var en umotiveret krigsforbrydelse og forsikrede, at de ansvarlige ville blive retsforfulgt.

I retssagen, der skulle tage syv år på grund af adskillige tilbageskridt, og som skulle teste de irakiske vidners tiltro til det amerikanske retssystem, blev det til sidst konkluderet, at de 17 dødsfald ikke var et resultat af selvforsvar, men et overlagt angreb mod civile irakere.

Livstid

I 2019 blev Nicholas Slatten idømt livstid, mens Paul Slough, Evan Liberty og Dustin Heard fik henholdsvis 15, 14 og 12 års fængsel.

I en udtalelse fra Det Hvide Hus begrundes præsident Trumps benådning med, at de fire mænd har "en lang historik med at tjene nationen" i den amerikanske hær og marine.

Ligeledes lyder det, at benådningerne er "bredt støttet af offentligheden... og valgte embedsmænd".

I udtalelsen er det desuden beskrevet, at en del bevismateriale aldrig blev fremlagt i forbindelse med Nicholas Slattens retssag, og at den ledende irakiske efterforsker i sagen muligvis selv havde tvivlsomme forbindelser.

Obama benådede 64 personer på en enkelt dag

Der er tradition for, at USA's præsident bruger sin ret og benåder og forkorter straffe for borgere, kort tid inden han giver nøglerne til Det Hvide Hus videre.

Eksempelvis gjorde præsident Barack Obama i høj grad brug af denne ret. Få dage før han forlod Det Hvide Hus, benådede han 64 personer på en enkelt dag.

Præsidentens ret til at benåde borgere er en gammel tradition, der er nedskrevet i den amerikanske forfatning.