Coronavirus

Trump truer med at afvise coronapakke vedtaget i Kongressen

Den coronapakke, som Kongressen har vedtaget, kan Trump ikke acceptere, før udbetalinger til amerikanere øges.

USA's præsident, Donald Trump, vil have Kongressen til at ændre den coronahjælpepakke, som blev vedtaget mandag.

Det siger han i en tale offentliggjort tirsdag lokal tid på Twitter.

I talen langer han ud efter det lange forhandlingsforløb i Kongressen og gør det klart, at han ikke kan acceptere det resultat, som Republikanerne og Demokraterne er nået frem til.

- Den lovgivning, som de nu sender over til mig, er meget anderledes end forventet.

- Den er en skændsel, siger han om den pakke på i alt 900 milliarder dollar, der blev vedtaget af et stort flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus.

Vil have engangsbeløb hævet

Trump siger ikke direkte, at han ikke vil underskrive den lovgivning, der skal bane vej for pakken.

I talen siger Trump blandt andet, at han vil have øget det engangsbeløb på 600 dollar, der udbetales til hovedparten af amerikanerne.

- Jeg beder Kongressen om at ændre denne lovgivning og øge de latterligt lave 600 dollar til 2000 dollar - eller 4000 dollar for et par, siger Trump.

- Måske bliver den administration mig

Derudover mener Trump, at der er for meget støtte til andre lande i den lovgivningspakke, som Kongressen har vedtaget.

- Jeg beder Kongressen om med det samme at fjerne de unødvendige dele af lovgivningen og sende mig en passende pakke.

- Ellers må den næste administration levere en coronahjælpepakke, og måske bliver den administration mig, siger Trump.

Dermed antyder den afgående præsident, at det ikke er sikkert, at han vil acceptere resultatet af præsidentvalget 3. november.

Demokraternes Joe Biden fik 306 valgmandsstemmer, mens Trump fik 232. Biden tiltræder som præsident 20. januar.

Kongressen kan underkende Trumps veto

Hvis en ny lov skal vedtages, skal den som udgangspunkt vedtages af et flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet og derefter godkendes af præsidenten.

Hvis Trump skulle nedlægge veto mod forslaget, som han endnu ikke har modtaget til underskrift, kan Kongressen dog potentielt underkende vetoet, fordi der er stor opbakning til krisepakken fra begge partier. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Godkendelsen mandag er første gang siden marts, at Kongressen er blevet enig om en hjælpepakke rettet mod at få mere gang i de økonomiske hjul.

På Twitter oplyser flertalslederen i Repræsentanternes Hus, demokratiske Nancy Pelosi, at hendes parti er klar til at støtte Trumps forslag om en øget engangsudbetaling til amerikanerne.