Donald Trump

Nu er løbet kørt, men Trump nægter at give op

Donald Trump fastholder, at han har en chance for at fortsætte som præsident. Hans rådgivere giver ham vanvittige ideer, siger TV 2s USA-eksperter.

Tirsdag truede den amerikanske præsident Donald Trump med, at landets kommende regering kan blive nødt til at nytænke den store coronahjælpepakke, som et flertal i Kongressen er blevet enige om.

Og så tilføjede han:

- Måske vil denne kommende regering være mig. Og så får vi det gjort!

Præsidenten, der tabte præsidentvalget i november og bliver afløst på posten af demokraten Joe Biden 20. januar, har tilsyneladende ikke mistet håbet om at blive på posten.

Siden valget i november har han fastholdt, at han kun tabte på grund af valgsvindel – og at han derfor har ret til at fortsætte som præsident.

- Demokraterne placerede hundredtusindvis af stemmesedler i svingstaterne sent om natten. Det var valgsvindel, skrev han så sent som tirsdag på Twitter.

TV 2s hold af USA-eksperter forventer da heller ikke, at Trump nogensinde vil anerkende, at han har tabt valget.

- For det første forbyder hans forfængelighed ham at anerkende, at han har tabt. For det andet er det en kalkuleret, økonomisk beregning. Han kan tjene mange penge på at holde fast i sin fortælling. Han har allerede samlet 200 millioner dollars ind til sine retssager, som han nu kan bruge til andre ting, siger USA-kenderen og tidligere USA-korrespondent Torsten Jansen.

- Han har ikke noget som helst at vinde ved at anerkende sit nederlag på nuværende tidspunkt. Så længe han ikke anerkender valgresultatet, er han ikke en ”rigtig” taber. Så er han bare en vinder, der er blevet snydt, supplerer TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz.

En kreds af rådgivere

TV 2s USA-kommentator Mirco Reimer-Elster peger på, at Donald Trump tilsyneladende omgiver sig med rådgivere, der fortæller ham, at der stadig er mulighed for at få valgresultatet omstødt.

- Det er åbenlyst, at løbet er kørt. Men han har ikke opgivet. Han isolerer sig med sine rådgivere, der bliver ved med at give ham vanvittige ideer, siger han.

Ifølge amerikanske medier er der tale om en uformel gruppe af loyale rådgivere, der ikke er medlemmer af regeringen, som forsøger at finde nye måder at udfordre valgresultatet.

Gruppen omfatter blandt andre Trumps advokat Rudy Giuliani, advokaten Sidney Powell, der har anlagt en række mislykkede sager om valgsvindel, Trumps tidligere nære rådgiver Steve Bannon og den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn, der blev dømt for at lyve overfor FBI, men netop er blevet benådet af Trump, skriver CNN.

Efterforsker af valgsvindel

En ide, der har været diskuteret meget, er at udnævne advokaten Sidney Powell som særlig rådgiver for præsidenten med den specifikke opgave at efterforske valgsvindel.

- Det har jeg stærkt anbefalet præsidenten. Det bør ske øjeblikkeligt, sagde Steve Bannon søndag i en videotale til en forsamling af konservative præster.

Sidney Powell anbefaler, at Donald Trumps regering udsteder en ordre om, at stemmemaskinerne fra de afgørende svingstater skal beslaglægges og undersøges for snyd.

Powell har tidligere gjort sig bemærket med påstande om, at stemmemaskinerne havde installeret særlig software fra Venezuela, der skulle sørge for stemmesnyd i stor stil. Påstanden betød kort efter valget, at Sidney Powell blev smidt af Trumps hold af advokater, men hun er tilsyneladende taget til nåde igen.

Både den afgående justitsminister William Barr og den fungerende minister for Homeland Security, Chad Wolf, har afvist ideen om at beslaglægge stemmemaskiner som noget, der ligger udenfor deres myndighed.

"Gentag valget"

Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn vakte i sidste uge opsigt ved at påpege, at Trump kunne sætte militæret ind og ”gentage” valgprocessen i de stater, hvor han tabte valget knebent.

- Han kunne beordre en militær kapacitet sat ind i svingstaterne, hvis han ønskede det, og groft sagt køre valgprocessen en gang til i disse stater, sagde Michael Flynn i et TV-interview, citeret i det politiske medie The Hill.

Godkendelse i Kongressen

Den mulighed, som Trump og hans rådgivere sætter størst lid til, er at få resultatet omstødt i Kongressen. Ifølge forfatningen mødes Kongressens to kamre 6. januar til en formel godkendelse af valgresultatet, og nogle af Trumps loyale støtter har lovet at udfordre resultatet.

Gruppen af Trump-tilhængere, anført af medlem af Repræsentanternes Hus Mo Brooks fra Alabama, mødtes mandag med Trump i Det Hvide Hus for at diskutere strategien. De håber at få en række republikanere til at hjælpe med at gennemføre en maratondebat, så afstemningen bliver forsinket en dag eller to, skriver CNN.

- Jeg tror, vi har adskillige senatorer bag os. Spørgsmålet er ikke, om vi har det, men om hvor mange de er, sagde Mo Brooks efter mødet i Det Hvide Hus.

De danske kommentatorer er dog sikre på, at godkendelsen af Joe Bidens valg ikke på nogen måde vil være truet.

- Trump vil prøve at presse sine mest loyale støtter til at stemme imod. Nogle vil gøre det, men slet ikke så mange, at det kan bringe det samlede resultat i fare. Men jo flere, der stemmer med Trump, jo stærkere står hans fortælling bagefter om, at valget af Biden var illegitimt, siger Torsten Jansen.

"Ikke mere at komme efter"

Hvis afstemningen i Kongressen 6. januar som ventet ender med et overvældende flertal for at anerkende Joe Biden som USA’s næste præsident, så er løbet kørt for Donald Trump.

Han vil muligvis vælge ikke at deltage i Joe Bidens formelle indsættelse 20. januar, og han har – måske i spøg – antydet, at han vil nægte at flytte ud af Det Hvide Hus.

- Men den korte version er, at efter 6. januar er der ikke mere at komme efter. Hvis Trump insisterer på at blive siddende, så bliver han ganske enkelt smidt ud. Og han er meget bevidst om sin fortælling, så det vil han ikke lade ske. Han vil diskret forsvinde til Florida, eller hvor han nu vil slå sig ned, siger Mirco Reimer-Elster.

"En vred mand i et hjørne"

Det betyder imidlertid ikke, at Donald Trump forsvinder som en faktor i amerikansk politik – om end med formindsket betydning uden sit magtfulde embede i ryggen.

- Trump er kommet for at blive. Der er 74 millioner amerikanere, der har stemt på ham, og de vil ikke uden videre give deres støtte til Joe Biden. Selvom det nok kun er en lille, hardcore gruppe, der vil holde fast i fortællingen om valgsvindel, siger Jesper Steinmetz.

Han forudser, at Trumps rolle bliver ”at sidde på Twitter og obstruere, hvad Biden kommer med”. Det store spørgsmål bliver, om han har tænkt sig at stille op til præsidentvalget i 2024.

- Det Republikanske Parti fortsætter uden ham og skal samarbejde med Joe Biden i Kongressen og lave aftaler, som Trump så også vil svine til. Men hans greb om det Republikanske Parti vil ikke være lige så stærkt, som da han var præsident, så det bliver sværere for ham at blive partiets kandidat i 2024. Det er lidt som at gå tilbage til en fuser, hvor valg jo altid handler om fremtiden, siger Jesper Steinmetz.

Torsten Jansens vurdering er, at Trump næppe kan bevare en afgørende politisk betydning, når først han er flyttet ud af Det Hvide Hus.

- Efter 20. januar vil langt de fleste – også i Kongressen – anerkende Joe Biden som præsident. Der vil være nogle i Trumps deciderede fan-base tilbage, som vil holde liv i fortællingen om valgsvindel. Men den gruppe vil også skrumpe ind, når han bare sidder som en vred mand i et hjørne og tweeter, siger han.