Brexit

Brexitaftale kan være tæt på – forhandlinger fortsætter juleaftensdag

Nyhedsbureauet Reuters har været i kontakt med flere diplomater, der siger, at en aftale kan være nært forestående.

Ifølge flere internationale medier og TV 2s egne oplysninger kan en handelsaftale mellem Storbritannien og EU være tæt på at falde på plads.

Indtil nu har særligt retten til fiskeri i britisk farvand spændt ben for en handelsaftale mellem parterne.

Men flere meldinger går på, at man nærmer sig en aftale i forhold til fiskeriet, fortæller TV 2s EU-korrespondent Lotte Mejlhede.

- Vi hører, at Storbritannien kraftigt skulle nærme sig EU på det her område, siger Mejlhede.

- Og når sådan noget kommer frem, tyder det på, at man nærmer sig et kompromis, hvilket er absolut afgørende i forhold til at indgå en aftale.

Lotte Mejlhede beretter om masser af aktivitet imellem Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, og Ursula von der Leyens, EU-Kommissionens formand, mellem diplomater og også på sociale medier.

Det gav i første omgang forhåbninger om, at aftalen måske kunne falde på plads lillejuleaften eller natten til selve juleaftensdag.

Talsmand for EU-kommissionen Eric Mamer afviste dog natten til torsdag dansk tid de spekulationer i et tweet. Han oplyser dog, at forhandlingerne fortsætter juleaftensdag.

- Arbejdet vil fortsætte natten igennem. At få noget søvn er anbefalet til alle Brexit-seerne på nuværende tidspunkt. Det bliver forhåbentlig en tidlig start i morgen tidlig (juleaftensdag red.).

London maner til ro

Regeringskilder i London manede onsdag til ro. De sagde, at parterne på to punkter fortsat er uenige.

Men EU-landenes repræsentanter har de seneste dage holdt sig klar, for tiden løber ud om blot otte dage, når den overgangsperiode, der blev aftalt, da briterne forlod EU 31. januar, udløber.

Det skulle altså være briterne, der har bevæget sig voldsomt i EU’s retning på spørgsmålet om fiskeri i britisk farvand.

- Det har været fisken, der har sprællet de seneste par døgn. Det har stort set været det eneste tema i Boris Johnson og Ursula von der Leyens intensive kontakt over de seneste døgn, siger Lotte Mejlhede.

Også BBC's politiske redaktør, Laura Kuenssberg, skrev onsdag, at en aftale er tæt på.

- David Frost (Storbritanniens chefforhandler, red.) og EU's Stéphanie Riso er stadig i forhandlingslokalet i Bruxelles – aftalen er ikke færdig – det lader til, at der kommer en aftale i aften. Men intet er underskrevet endnu, skrev hun.

Hun skrev desuden, at det ikke er alle EU's medlemslande, der har set aftaleudkastet.

- Det er tydeligt, at vi er på sidste etape. Men det er ikke slut endnu, og parterne forhandler stadig i 11. time denne eftermiddag, skriver hun på Twitter.

Den store knast er fisk

Som nævnt er fiskeri den helt store knast.

EU-landene ønsker sikkerhed for at kunne fiske i britisk farvand, når Storbritannien bliver en uafhængig kyststat, der bestemmer over egne farvande. Briterne vil ikke acceptere, at EU fastholder samme ret som før.

Men EU står omvendt med et stærkt kort på hånden, idet Storbritannien afsætter fiskeprodukter i EU for et væsentligt beløb.

Kompromisset findes et sted, hvor EU sikres en reduceret adgang til at fiske i britisk farvand – i en begrænset periode. Sådan har EU's chefforhandler udlagt processen den seneste uge.

En aftale vil sikre, at handlen med varer kan forblive toldfri og afgiftsfri efter nytår. Varehandlen er omtrent halvdelen af den samlede handel mellem briterne og EU-landene.

Tiden er løbet fra køreplanen

Det var oprindeligt planen, at aftalen, der fylder omkring 2000 sider, skulle være klar, i tide til at Europa-Parlamentet kunne debattere og godkende den ved afstemning. Men tiden er løbet fra den køreplan.

I stedet er det målet at indgå en aftale, der får midlertidig virkning fra 1. januar, hvorefter godkendelsen må komme på forventet efterbevilling.

EU-landene skal dog sige ja til dette, og derfor har diplomater i flere dage holdt sig parate til at rykke ud, så snart chefforhandlerne siger, at de er klar.