Medie: Navalnyj narrede russisk spion til at afsløre detaljer om giftangreb
Ifølge CNN har en spion fra den russiske efterretningstjeneste tilstået, at de puttede gift i den russiske oppositionspolitikers underbukser.
Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj har ifølge CNN narret en agent fra den russiske efterretningstjeneste FSB til at indrømme, at han var med til at forgifte Navalnyj i august i år.
CNN skriver, at agenten Konstantin Kudryavtsev sidste mandag tog imod et opkald, som han troede var fra en russisk efterretningsofficer.
Men stemmen i røret tilhørte Aleksej Navalnyj.
I telefonsamtalen afslørede Konstantin Kudryavtsev en række detaljer fra planlægningen og udførelsen af giftangrebet. Han fortalte blandt andet, at FSB-agenterne havde forgiftet Navlanyj ved at putte Novichok i oppositionspolitikerens underbukser.
Novichok er et giftstof, der blev udviklet i Rusland i sovjettiden.
Har sporet Navalnyj i årevis
Det amerikanske medie CNN, det tyske magasin Der Spiegel og det undersøgende medie Bellingcat offentliggjorde i sidste uge en rapport, der peger på, at det netop var FSB, der stod bag giftangrebet tidligere på året.
Medierne har blandt andet fået adgang til mobildata og stykket et større puslespil sammen. Deres undersøgelse har ført til, at de har navngivet de personer, der menes at stå bag giftangrebet på Navalnyj.
De pågældende FSB-agenter "har særlig træning i kemiske våben, kemi og medicin" og har skygget Navalnyj i Rusland mindst 37 gange i de seneste fire år, skriver medierne.
Afdækningen viser, at FSB har været efter Navalnyj i årevis.
- Jeg ved, hvem der ville dræbe mig
Navalnyj har oplyst, at hans egne folk har tjekket de oplysninger, medierne er kommet frem til. Deres konklusion er, at sagen nu er opklaret.
- Jeg ved, hvem der ville dræbe mig. Jeg ved, hvor de bor. Jeg ved, hvor de arbejder. Jeg kender deres rigtige navne. Jeg kender deres dæknavne. Jeg har billeder af dem, sagde Navalnyj i en video, han udsendte mandag i sidste uge.
Oppositionspolitikeren kollapsede under en indenrigsflyvning i Rusland tidligere på året. Han blev først indlagt på et russisk hospital, men siden overført til et hospital i Berlin. Han befinder sig stadig i den tyske hovedstad.
Lægerne i Berlin har konstateret, at Navalnyj blev forgiftet med Novichok.
Putin: - Vi ville have gjort arbejdet færdigt
Navalnyj er en af de skarpeste kritikere af præsident Vladimir Putin.
Ruslands regering har gentagne gange afvist enhver antydning af, at myndighederne skulle have forsøgt at slå Navalnyj ihjel.
Senest torsdag i sidste uge, da Ruslands præsident, Vladimir Putin, blankt afviste, at FSB havde noget med attentatforsøget at gøre.
Havde det været russiske agenter, var Navalnyj ikke i live i dag, sagde Putin på sit årlige store pressemøde
- Ville russiske agenter slå Navalnyj ihjel, havde de gjort arbejdet færdigt, lød det fra den russiske præsident.
FSB er afløseren for KGB, der var den frygtede spiontjeneste i Sovjetunionen. FSB er Ruslands vigtigste efterretningstjeneste for indenlandsk sikkerhed.